Da traileren til ’Sneakerella’ droppede den 12. november 2021 som del af Disney+ dag, opstod der allerede kontrovers omkring filmen. Fra forvirring til hvorfor de droppede traileren til filmen; for hvem var interesseret? Til snak om hvordan dens plot virkede racistisk. En moderne udgave af ’Askepot’ med et hovedsageligt sort cast … som derfor hedder ’Sneakerella’ (Som flere også bare mente, var et dårligt navn i sig selv). Desuden blev det fundet påfaldende, at filmen på trods af sit sorte cast, stadig bestod af et produktionsteam af hovedsagelig hvide personer – her mest nævneværdigt instruktøren Elisabeth Allen Rosenbaum.
Som en der selv er hvid som et lagen, er det ikke en debat, jeg selv kan komme med de store kommentarer til: ikke fordi jeg er uenig, men simpelthen fordi jeg helt sikkert vil overse nogle nuancer. I stedet vil jeg blot anmelde filmen, det bedste jeg kan.
Fotograf: Brendan Adam-Zwelling
Hvad handler den om?
Denne version er som den første version af ’Askepot’ centreret om en mandlig hovedkarakter: drengen El. El er spillet af Chosen Jacobs som i 2017 spillefilmsdebuterede som Mike Hanlon i ’IT’. Han leverer en fin præstation med materialet han er givet, ligesom resten af filmens cast gør det.
El arbejder i en skoforretning i Queens, og har en passion for sneakers. Hans afdøde mor startede butikken op, men nu arbejder El for sin stedfar (Bryan Terrell Clark) og stedbrødre(Kolton Stewart og Hayward Leach). Da han en dag sniger sig ud for at købe nogle nye sneakers med sin bedsteven Sami (Devyn Nekoda), støder han ind i en mystisk pige (Lexi Underwood).
Kan El stoppe hans stedfar fra at sælge hans mors butik? Kan han få solgt sin sneaker idé til Darius King(John Salley)? Og måske få pigen til sidst?
Nå ja, så er filmen selvfølgelig også en musical.
Kan jeg anbefale den?
Som det forhåbentligt fremgår af handlingsreferatet, er filmens forsøg på at adoptere eventyret først og fremmest rodet. At sneakeren er i centrum når glasskoen aldrig var det i originalen, kan være en af grundene hertil. Navnet på den originale er trods alt ’Askepot’ og ikke ’Glaspot’.
I alle versioner af Askepothistorien, plejer der desuden at være en ond stedmor og stedsøstre. At de her er skiftet om til en stedfar og to stedbrødre er fint i sig selv. Men særlig stedfaren virker simpelthen ikke ond nok, og fejler i at være den arketype vi normalt forbinder med rollen. Samtidig lykkes det heller ikke filmen at kører Hayao Miyazaka stilen med, at ingen rigtigt er onde. Her tænker jeg bl.a. på Miyazakis version af ’Den lille havfrue’: ’Ponyo på klippen ved havet’ (2008).
Den prøver også at centrere sig om Queens, og at gøre byen til en karakter i sig selv. Men byen fremstår aldrig rigtigt levende. Med en spilletid på næsten 2 timer, ville man ønske det var lykkes mere for filmen, at dykke ned i dette aspekt.
Sangene i filmen er i bedste fald udmærkede, og i værste fald cringe på How do you do fellow kids måden. Som en der har en rimelig ukritisk tilgang til musicals, var jeg skuffet over jeg aldrig rigtig blev revet med af sangene og dansen.
Positivt lader Disney da i det mindste El forblive i hans egen krop hele filmen igennem – kigger på dig ’Sjæl’ (2020) og ’Prinsessen og Frøen’ (2009).