Der var engang, hvor Pixar var de altoverskyggende konger af computeranimation og absolut ingen andre kunne nærme sig uden at brænde nallerne i forsøget på at opnå selvsamme succes. Men tiderne har ændret sig markant og flere studier er for længst begyndt at byde ind med overlegen animation og en imponerende kvalitet. (nogen der sagde ’Spider-Verse’?)
Så spørgsmålet er… kan Pixar, med deres nyeste film, tage det elementære henimod det ekstraordinære, eller er det på tide, at der kommer lidt mere anarki i animationens farverige vide verden?
Historie
’Elementært’ (org. titel: Elemental) tager sig ud i Element City, hvor alle naturens elementer – ild, vand, land og luft – bor side om side, trods deres mange forskelligheder. Men for ildsjælen Ilena og hendes familie, er det langt fra fyr og flamme at bo iblandt så mange anderledes individer. I faderens butik, hvor Ilena også hjælper til, holder de sig allermest for sig selv og blander sig ikke med andre elementer. Dette ændrer sig dog, da vandmanden Evan dumper direkte ind i butikkens kælder og sætter gang i en kædereaktion af uheld; noget som i første omgang ryster Ilena, men senere får hende til at indse, at man ikke altid behøver at følge med strømmen…
’Elementært’ er en Pixar-film, der på papiret virker som en selvskreven succes for muse-mastodonten Disney og datterselskabet Pixar. Desværre er udførelsen lettere papirstynd og filmens farverige udgangspunkt fremstår, for det meste, forholdsvist sort-hvidt. Overordnet set, så er ’Elementært’ en immigrationsfortælling om en families forsøg på at stable et nyt liv på benene, midt i et multikulturelt samfund, hvor virkelighedens udødelige problemstillinger som racisme og fordomme får lov at udfolde sig. Desværre fremstår filmen ofte forceret på mange af disse punkter og overskygger de mere nuancerede elementer af fortællingen.
Filmen er bedst, når den omgås sine temaer på mere organisk vis og lader karakterernes handlinger tale for sig selv. Den er værst, når replikker som ”nej far, det hedder ikke vand men vandperson!” bliver prædiket undervejs. Pixar plejede ellers at være de ukronede konger i at kunne tackle virkelighedens filosofier og problematikker på kreativ vis. Men i ’Elementært’ føles det mere som at blive håbløst håndfodret i et forsøg på at få sit publikum til at ”spise deres grøntsager”… det er hverken overbevisende eller underspillet nok til, at man gider adlyde.
Det siges, at alle historier allerede er blevet fortalt minimum én gang før. Så det handler knap så meget om, hvad du gerne vil fortælle, men mere hvordan du fortæller det. Her bliver ’Elementært’ desværre noget tung bagi og er i konstant fare for at kæntre under ren og skær mangel på subtilitet. Man kan heller ikke lade vær med at føle, at fortællingen her allerede er blevet udført mere vellykket i tidligere produktioner, hvor særligt ’Zootropolis’ virker som en åbenlys sammenligning, alt imens ’Ratatouille’ og ’Modig’ besidder nogle af de samme familiekomplekser som Ilena kæmper med.
’Elementært’ formår simpelthen ikke at elevere sig selv over hverken animationsfilmens interne eller eksterne konkurrenter. Men den er overordnet flot og indeholder nogle lysglimt af kreativitet og god underholdningsværdi. Når filmen ikke udvander sine egne tematikker, er der bestemt momenter undervejs, hvor man kan fornemme, at der faktisk er nogen på den her produktion, som brænder for at fortælle noget, der ligger et godt stykke fra det elementære. Hvis bare skaberne havde haft mindre fokus på at belære og i stedet belyse sine emner, så havde Pixar muligvis haft sig en moderne succes, som ingen af naturens elementer ville kunne slå i jorden…
Skuespil
Alle de engelske stemmer gør det virkelig godt i ’Elementært’ og selvom det måske er en ”ligegyldig faktor”, så vil jeg blot pointere, at jeg faktisk troede, at begge filmens hovedroller var kaukasiske. Det vigtigste her er vel egentlig bare, at begge skuespillere passer perfekt på deres karakterer og er virkelig godt castet. At finde de rette til jobbet plejer også at være en af Disney-Pixars stærkeste sider – og dette er heldigvis ingen undtagelse.
Så kan man selvfølgelig diskutere, om man bryder sig om Evans’ sensitive hysteri eller Ilenas fars stereotypiske person. De involverede spiller i hvert fald deres roller præcis som tiltænkt, selvom filmen sætter baren lidt lavt. Så man kan vel sige, at alle lader til at være i deres rette… element. Og med dét bevæger vi os hurtigt videre!
Visuelt
Disney-Pixar har evigt og altid været anerkendte for kvaliteten af deres flotte og detaljerede animation. ’Elementært’ er langt fra studiets flotteste værk, men det er bestemt en af deres mest farverige. Eftersom karakterdesign og locations udskiftes ofte, bliver vi konstant konfronteret med en vaskeægte farvelade-kaskade af computermagi. Animationsstilen fremstår forholdsvis simpel og afrundet, men det tager sig flot ud i sidste ende. Hvis alt andet fejler, burde de fleste kunne finde noget de kan nyde på billedsiden.
Musik og lydbillede
Simpelt sagt, så er musikken i ’Elementært’ helt igennem spektakulært eksekveret, og jeg vil gå så langt og sige, at det muligvis er mit favorit-element i filmen. Komponeret af Thomas Newman – som vel nok står bag alle de kompositioner hos Pixar som fætter Randy Newman ikke har stået bag – formår de musikalske noter at være langt mere end blot en fodnote i filmens fortælling.
Filmen er som svøbt ind i stimulerende og alsidig musikalsk magi, som integrerer det multikulturelle i det melodiske på langt mere elegant vis, end filmens plot gør det. Newman svæver ubesværet og kontrolleret et sted mellem sofistikeret musikalsk meditation og poppet folkelig verdensmusik. Inklusiv, impulsiv og absolut iørefaldende – 67-årige Newman nærmest genopfinder sig selv her og leverer en af hans mest interessante musikalske bidrag længe.