Efter et fravær på næsten fire år er instruktør Martin Scorsese tilbage i fiktionsfilmens tegn med endnu et episk værk, der ligesom hans sidste film ’The Irishman’, også har kurs mod de fire timer… 3 timer og 26 minutter, for at være helt præcis, varer mesterinstruktørens nyeste skud på indianerstammen, ’Killers of the Flower Moon’, som blandt andet har Scorsese-favoritterne Leonardo DiCaprio og Robert De Niro på rollelisten.
Filmen er baseret på bogen af samme navn og omhandler de sande begivenheder omkring mordene på Osage-folket samt den senere efterforskning. Det er en grufuld fortælling, som instruktør og medforfatter Martin Scorsese helt tydeligt brænder for at skildre. En gigantisk og mørk olieplet på USA’s historie, som bringes ud i lyset med stor respekt og autoritet af den evig populære 80-årige filmskaber…
Historie
’Killers of the Flower Moon’ foregår i 1920’erne og omhandler Osage-folket i USA, der bliver myrdet under mystiske omstændigheder på grund af den rigdom, de har erhvervet sig, efter olie blev fundet under deres reservat.
Hvis man sammenligner Scorseses nyeste med ’The Wolf of Wall Street’ fra ti år tilbage – som også var sidste gang vi så Scorsese og DiCaprio slå talenterne sammen – er der sket rigtig meget. Korruption, grådighed og retfærdighed er fortsat temaer, som fylder meget i ’Killers of the Flower Moon’, alt imens en fortid i mafiagenren stadig lurer i blomstermarkerne. Men derudover er forskellene ret markante. Leonardo DiCaprio er gået fra ulven på Wall Street til prærieulven i Oklahoma, alt imens Scorsese har skiftet det kokaindrevne klippetempo ud med en langt mere tålmodig og behersket tilgang til tingene. Og man må bare sige… det klæder virkelig den aldrende filmskaber.
Ligesom det var tilfældet med ’Silence’ og til dels også ’The Irishman’, så er det for alvor en mere moden og minutiøs tilgang, der tages til kildematerialet. Desuden er det en tilgang, som kan mærkes i alle afkroge af produktionen, og man får virkelig følelsen af, at det er et værk af en vaskeægte legende i branchen, man er vidne til. Et monumentalt kunststykke, der er vægtet og kalibreret ned til allermindste detalje. Intet er tilfældigt. Alt er velovervejet og gennemtænkt. Man er vidne til både historie og filmhistorie blive fusioneret på fornem vis, og det er i sandhed en fornøjelse at overvære.
Men vi kan ikke komme uden om, at 3 timer og 26 minutter bestemt er lang tid med bagenden i biografsædet. Det er længe, at man skal fastholde sin fulde opmærksomhed, og personligt savnede jeg en pause undervejs – ikke blot for at lade vandet, men også for at lade filmens enorme tyngde cementere sig i sindet og give publikum lov til at suge det hele til sig. Den første time er helt fænomenal og slutningen står også stærkt, men midten af filmen er forholdsvis ekspansiv og en anelse repetitiv. En mini-serie havde næsten været at foretrække, for der er meget at tage ind her.
Det er desuden en ret dyster og ubehagelig fortælling, som grundet henholdsvis længde og tyngde er en stor udfordring, både mentalt og fysisk, at sidde igennem. Det er dog aldrig decideret kedeligt, i og med filmen fra start til slut er gennemsyret af både gudesmukke billeder og bjergtagende skuespillerpræstationer. Hvert et element i ’Killers of the Flower Moon’ føles udført med millimeter-præcision og kæmpe respekt for sit kildemateriale. Det er en fuldblods ”håndværksfilm” fra øverste hylde og vi burde hylde Martin Scorsese for overhoved at lave film i hans alder – og så endda med så meget vigtighed og kvalitet, som det er tilfældet her.
Skuespil
Martin Scorsese har virkelig haft heldet med sig, efter at han har fuldendt den ultimative filmiske firkløver bestående af sig selv, Leonardo DiCaprio, Robert De Niro og Lily Gladstone. Og det er særligt sidstnævnte, som beriger filmen med en smuk og sjælelig præstation, der fungerer som den perfekte pendant til Leos sammenbidte sydstatskarakter.
Men det ærgrer mig næsten, at Gladstone ikke fylder endnu mere i den færdige film, for når hun ikke er på lærredet, er det som om, der mangler noget. Det er klart, at hun med sin baggrund er en vigtig og ikke mindst autentisk brik i det store hele, men derudover så bringer hun også en vis autoritet og selvstændighed, som virkelig giver filmen et friskt pust. Hendes præstation er noget nær perfekt kalkuleret og karakteren fremstår både indbydende og inspirerende.
Visuelt
Med en rolig hånd bag det rullende kamera, skaber Scorsese en boblende og sydende ravage mellem de indfødte og de indrejsende. Det er i sandhed et sjældent syn, at man oplever film, hvor instruktøren virker så meget i kontrol over sit værk. I selskab med garvede folk fra fortiden samt et par nye ansigter, har Scorsese og co. skabt en verden, der er som et vindue ind til virkeligheden. Der er så mange små detaljer undervejs, at man hurtigt kan blive fortabt i alt det smukke… lige indtil det grimme igen viser sit ansigt. Et brutalt billeddigt på det store lærred der med en blodrød pensel maler et flot men forfærdeligt billede af fortiden. En subtil visuel rejse, der rammer sjælen med missilkraft.
Musik og lydbillede
Listen af talenter der løber gennem ’Killers of the Flower Moon’, vil tilsyneladende ingen ende tage, og tonerne fra Robbie Robertson beviser, at de også har manifesteret sig musikalsk. Det er svært at forestille sig, at det kunne være gjort på nogen anden måde end denne. Nærmest en perfekt symbiose mellem moderne gennemslagskraft og organisk åndelighed; Robertson finder balancen med bravur og man er som hypnotiseret gennem hele filmen.