The great gatsby
Copyright: WARNER BROS

Filmanmeldelse: The Great Gatsby

En musical værdig.

Baz Luhrmann har for mig altid været en instruktør med kærlighed til det bombastiske.

Her tænker jeg på film som Romeo & Juliet (1996) og Moulin Rouge (2001), som er meget originale i deres musik og scenografi.

Nu er Baz Luhrmann atter tilbage  med The Great Gatsby.

Historien

The Great Gatsby er baseret på F. Scott Fitzgeralds store amerikanske roman fra 1925, Det er en tragisk kærlighedshistorie, som udspiller sig i de brølende tyveres optursstemning, hvor værdipapirmarkedet brager, mens jazzen og den illegale sprut flyder. Forskellen mellem rig og fattig er enorm, og samfundets hierarki og orden er i opbrud i takt med, at nye penge invaderer de gamle penges territorier og traditioner.

Midt i det hele har Fitzgerald placeret den jomfruelige og lidt godtroende Nick Carraway, bogens – og filmens – fortæller, der er rejst til østkysten for at prøve lykken som værdipapirsælger.

Han slår sig ned på Long Island, uden for New York på pynten West Egg. Her bliver han nabo til den mystiske rigmand, Jay Gatsby, der fra sit mægtige palæ holder ekstravagante fester for New Yorks rige.

Fra sine stuer kan Gatsby betragte det grønne lys for enden af en mole på den anden side af sundet. For på den modsatte side af sundet  på pynten East Egg bor Nicks halvkusine Daisy, som han kom til at elske for fem år siden. Hun er gift med Tom Buchanan, der er gamle penge til fingerspidserne og med et blik, hvor arrogancen har brændt sig fast, og med en elskerinde i Myrtle, tankpasseren Wilsons kone. Første Verdenskrig rev dem fra hinanden og drev Daisy i armene på Tom Buchanan, mens Gatsby – der i virkeligheden kommer fra fattige kår – brugte al sin energi på at lave hurtige penge og stige i status, så han kunne komme tæt på Daisy i håbet om at vinde hende tilbage.

Denne fortolkning af The Great Gatsby, føler jeg ikke er Fitzgeralds roman værdig. Den glider alt for let over temaer som den amerikanske drøm, skellet mellem rig og fattig, samfundets hierarki og den opbrud der kommer i takt med, at nye penge invaderer de gamle penges territorier og traditioner. Selv den altoverskyggende kærlighed bliver ikke ordentligt portætteret på samme vellykket måde som i Moulin Rouge og Romeo & Juliet.

 

Skuespil

Leonardo di Caprio yder som altid en god indsats og er god og troværdig i rollen som Jay Gatsby.
Joel Edgerton (Warrior, The Thing: 2011) er også super god i rollen som den rige polospillende, Tom Buchanan, en af ”skurkene” i filmen.

I den skuffende ende af skalaen finder vi Tobey Maguire (Spiderman)som i vanlig Tobey Maguire stil (Teenagestemme og mangel på egentlige skuespilevner) ikke formår at gøre karakteren Carraway særligt interessant.

Carey Mulligan (Drive) i rollen som  Daisy Buchanan fylder ikke meget i filmen. Hun brillerer ikke i de dramatiske scener, som vi ved, hun kan og hun er hurtig glemt i en film som har så mange ting at byde på visuelt.

Visuelt

Når det kommer til det stilistiske aspekt,  går Luhrmann all in. Han viser os 1920ernes New York, de overdådige rigmandshuse, løsslupne fester og det trøstesløse ingenmandsland, hvor tankpasseren og hans kone holder til, i sin vanlige hyperrealistiske stil.

Der er brugt CGI til at genskabe 20’ernes New York, hvilket er gjort med stil og helhjertet – godt! Der er ingen tvivl om, at Luhrmann henter inspiration fra teaterverdenen til sine film og det ses i scenografien. Romeo & Juliet, Australia og Moulin Rouge er alle visuelt betagende og The Great Gatsby er ingen undtagelse. Den har store overdådige kulisser, farverige kostumer og den bedste gengivelse af 20’ernes New York, som jeg nogensinde har set.

Musik og lydbillede

På lydsiden hører vi en god blanding af hiphop og R&B, og selveste Jay-Z er executive producer på soundtracket. Det, at nutidens artister pryder lydbilledet, redder en ellers meget karikeret og musicalagtig film og giver den et friskt pust. Artister som Lana del Rey, André 3000, Amy Winehouse, Beyoncé, Quadron, Jay-Z og Kanye West har bidraget med musikalske godter til filmen.

Det er et af højdepunkterne ved filmen og et efterhånden tilbagevendende element i Luhrmanns film, nemlig at blande nutidig popkultur med periodefilm.

 

Kort fortalt
Visuelt og Musikalk god oplevelse, skulle have været en musical.
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
Din bedømmelse0 stemmer
3.5