‘Mean Girls’ (2024) er en moderne genfortælling af ‘Mean Girls’ (2004), henvendt til en ny generation. Filmen er en adaptation af Broadway-musicalen fra 2017 til dem, der nyder at se musicals i biografen. Den er en et nostalgisk og referentielt genbesøg af en højtelsket komedieklassiker, tiltænkt dens mest dedikerede fans. Den er alle disse ting. Og på en og samme tid er den ingen af delene. Men det er jo ‘Mean Girls’.
Mens jeg sætter mig ved min computer for at skrive denne anmeldelse, står jeg over for et betydeligt problem: Jeg har ingen anelse om, hvem ‘Mean Girls’ (2024) egentlig er lavet til.
Historie
Filmen handler om Cady Heron (Angourie Rice). Hun er blevet hjemmeskolet hele sit liv, men flytter nu fra Kenya til USA for at begynde på en helt almindelig, amerikansk high school. Her bliver hun hurtigt venner med de kunstneriske og skæve outsidere Janis (Auliʻi Cravalho) og Damian (Jaquel Spivey) og forelsker sig i den smukke Aaron Samuels (Christopher Briney). Men Cady fanger også hurtigt opmærksomheden fra de såkaldte “Plastics”. Skolens tre mest populære piger. Den umådeligt dumme Karen (Avantika), den sladrende og desperate medløber Gretchen (Bebe Wood) og den ubestridte dronning Regina George (Reneé Rapp). Først går det godt, og Cady forsøger at navigere sine to nye, modstridende vennegrupper. Men da Regina på udspekuleret vis finder sammen med Aaron, sværger Cady, Janis og Damian på at tage hævn over skolens ledeste pige – en gang for alle.
Traileren til ‘Mean Girls’ (2024) fortæller mig, at “this is not your mother’s ‘Mean Girls'”. Og med det troede jeg egentligt kursen var lagt. At denne film ikke primært var til mig og min generation, der har set (og genset) ‘Mean Girls’ (2004) i to årtier, men derimod til teenagepiger nu, der ikke har det samme nostalgiske forhold til originalen. Dele af plottet var opdateret, nogle jokes, der er mindre passende i 2024, var skrevet ud, iPhones var skrevet ind og så videre. Så langt, så godt. Jeg kunne faktisk rigtigt godt lide mange af filmens nye elementer. Jeg syntes, at filmens brug af sociale medier var lidt for meget, men bedre end størstedelen af nutidens øvrige ungdomsfilm. Generelt fandt jeg al den nye dialog god og morsom.
Men her opstår problemet. For ‘Mean Girls’ (2024) er på mange måder “din mors ‘Mean Girls'”. Der er hele scener, der ord for ord er de samme som originalen, og det giver store dele af filmen en rigtig uncanny valley fornemmelse. Filmen er endvidere enormt selvbevidst. Ved hver ikoniske replik stopper filmen nærmest op og venter på genkendelsens indforståede latter fra publikum. Det er stift, og det er mærkeligt. Jeg har intet imod fan service. Der er for eksempel en rigtig skøn cameo hen mod filmens slutning, og matematiklæreren Ms Norburys (Tina Fey) historie gjorde mig også enormt glad.
Men ‘Mean Girls’ har simpelthen for mange gode citater og velkendte, højtelskede øjeblikke til, at man kan få dem alle med uden, at det forstyrrer filmens tempo og plot. Jeg ved, hvorfor et kor skal ekkoe “Glenn Coco”. Jeg ved, hvorfor det er nødvendigt at deklarere, at pigerne altid går med pink om onsdagen. Men disse øjeblikke er ikke velintegreret i filmen, og uden kontekst er det bare tilfældig larm.
Skuespil
Helt overordnet set leverer det unge cast rigtigt fine og solide præstationer. For mig personligt tenderer skuespillet i en lidt for Disney Channel-agtig retning. Det kommer især til udtryk i denne version af Karen, som jeg fandt overspillet, skinger og slet og ret irriterende. Desuden mangler Auliʻi Cravalhos Janis og Angourie Rices Cady kant, men det mener jeg i højere grad skyldes problemer med manuskriptet, instruktionen og sangteksterne end skuespillernes evner.
Filmens absolutte højdepunkt er til gengæld også at finde blandt skuespillerne. Og heldigvis er det den rolle, som hele filmen står og falder med. Reneé Rapp gør et blændende job som den syngende, skræmmende, men forførende Regina George. Det virker som om, hun fuldstændigt har forstået, hvad der fungerede og var essensen af den oprindelige karakter. Men samtidig formår hun at gentænke og genskabe karakteren, så hun føles frisk og original. Det er lige præcis, hvad man kunne have ønsket sig, at hele filmen formåede.
Visuelt
Ligesom med så meget andet i filmen, er ‘Mean Girls’ visuelle udtryk af varierende kvalitet, hvor størstedelen er fint nok. Der var en meget tydelig brug af green screen i en af filmens første scener, der virkelig ikke så godt ud, men ellers var filmens visuelle indhold ganske udemærket. De fleste af filmens musikalske indslag foregår i en slags fantasi-verden à la ‘Chicago’ for Cady, og det giver dem et sjovt, stiliseret udtryk. Især introduktionen af Regina George og hendes Plastics under sangen “Meet the Plastics” er overlegen.
Kostumerne er desværre ikke på niveau med originalen. Det er især ærgerligt for Janis’ og Reginas karakterer, der bør være på modsatte ender af mode-spektret, men de ender med at have en meget sammenlignelig stil, blot i to forskellige farvepaletter. Alt i alt fremstår Janis alt for pæn og poleret, og Regina for afslappet.
Musik og lydbillede
‘Mean Girls’ (2024) er en musical, hvilket man ellers næsten skulle tro, at studiet havde forsøgt at skjule baseret på markedsføringen. Så hvis du ikke er til musicals, vil du nok blive fælt skuffet, når filmen åbner med en “I Want”-sang, der er så sukkersød og klichéfyldt, at den ville være for meget selv for den mest stereotype Disney-prinsesse.
Men på den anden side er filmen også underwhelming for en musical-fan, for der er meget lidt musik. Den starter rimeligt stærkt ud med en god håndfuld sange, der sætter filmen op … og så stopper det bare, og resten af filmen forløber uden specielt mange numre. Når musikken endelig er der, føles den desværre ikke særlig organisk. Det er meget tydeligt, at der først var en historie, og at musikken kom langt senere. Musikken får hverken lov til at fortælle specielt meget af historien, uddybe karaktererne eller deres motivation. Den fungerer mest som en repetitiv pause i fortællingen.
Og så er musikken bare ikke noget særligt. Den er ikke frygtelig eller uudholdelig, bare ikke super god. Melodierne er simple, men ikke specielt fængende. Teksterne er ofte akavede og ikke specielt vittige.
Samlet set
Der er måske meget at kritisere ved ‘Mean Girls’ (2024), men i sidste ende er det stadig ‘Mean Girls’. Der er så meget, jeg ikke kunne lide, eller som jeg syntes kunne have været bedre ved denne film. Men det eneste, jeg tænkte på resten af dagen, var, at jeg allerede har lyst til at se den igen. Det er en musical med meget halvhjertet musik, der lader til at glemme, at det er en musical. Det er en historie lavet til et nyt publikum, der afhænger af, at man kender den oprindelige film for at forstå charmen. Det er nostalgi-lokkemad. Det er en reboot. Det er forvirrende.
Jeg ville ønske, at ‘Mean Girls’ (2024) vidste, hvad det var for en film. Den prøver at være for meget, og tør ikke være nok på samme tid.
Og alligevel – det er ‘Mean Girls’. Hvis du elsker den oprindelige film lige så meget, som jeg gør, er denne nye, mærkelige musical uden tvivl ikke spild af tid.