Fra den oprindelige “Abernes Planet” fra 60’erne til premieren på “Abernes Planet: Det Nye Rige” i 2024.
– Velkommen til Abernes Planet, hvor evolutionen aldrig standser!
Premieren på “Abernes Planet: Det Nye Rige” finder sted den 8. maj 2024, og i anledning af denne nye tilføjelse til franchisen, kigger vi på et univers, der strækker sig tilbage til 60’erne. Filmene om Abernes Planet har siden deres første udgivelse formet vores kulturelle landskab med nostalgi og spænding, og været både fascinerende og reflekterende i deres portræt af menneskehedens natur og vores forhold til omverdenen. Temaer som religion, racediskrimination, den kolde krig, atomvåben og dyrevelfærd har været belyst.
Abernes Planet har fungeret som et spejl af samfundets usikkerheder og frygt. Med premieren på den fjerde film i den seneste genfortælling den 8. maj 2024, ser det ud til, at fortællingens centrale temaer har udviklet sig betydeligt.
Jeg vil klart anbefale at se filmene i kronologisk rækkefølge, startende med den originale film fra 1968 og derefter bevæge sig fremad i tid. Dette er afgørende for forståelsen af historien i den gamle serie. Samtidigt er det spændende at følge udviklingen inden for filmsprog de seneste 60 år. Det er også fascinerende at se de subtile hentydninger til de tidligere film i de nyeste. Jeg vil her dele min top 9 med jer ud fra mine personlige favoritter.
Historien bag Abernes Planet
Det hele begyndte tilbage i 1963, da den franske forfatter Pierre Boulle udgav romanen “Abernes Planet”. Romanen blev i 1968 filmatiseret af instruktøren Franklin J. Schaffner, med den ikoniske skuespiller Charlton Heston i hovedrollen. Dette var startskuddet til en række film i 70’erne, der byggede videre på universet fra den første film og opnåede stor succes.
I 2001 besluttede Tim Burton sig for at genfortælle den originale film fra 1968, men desværre blev hans fortolkning af historien ikke mødt med samme entusiasme. I 2011 fik fortællingen en ny start med filmen “The Rise of the Planet of the Apes”, efterfulgt af to andre film i 2014 og 2017. Disse nyere film tog udgangspunkt i filmen fra 1972, efterfølgeren til den oprindelige film fra 1968.
Lad os nu udforske de film, der har formet vores forestillinger om Abernes Planet gennem årtier.
1. Beneath the Planet of the Apes (1970) Inst: Ted Post
“Beneath the Planet of the Apes” er efterfølgeren til den første film (1968). Den fortsætter det dristige eventyr fra den første film, men går dybere ned i kaninhullet af filosofiske og samfundsmæssige temaer. Vi følger en astronaut, der er landet på abernes planet i forsøget på at finde sin ven (Charlton Heston), der landede på planeten i den første film (Planet of the Apes). Han krydser klinger både med aberne, men også med de fremtidige underjordiske mennesker i forsøget på at slippe væk fra planeten og finde sin ven.
Denne film er langt mere syret og eksperimenterende end de andre i serien. Det kan til tider virke forvirrende, men det er netop det, der også gør filmen så unik. Ved at udforske samfundets frygt under den kolde krig tager den fat i et nyt emne, som adskiller den fra sin forgænger. Filmen er original og ladet med symboler, og selvom nogen måske ville finde de tankelæsende moderne mennesker med tvivlsom ansigtspeel for meget, så synes jeg kun, at det gav filmen endnu mere at byde på. Hvis du har set den første, er denne bestemt et must.
2. War of the Planet of the Apes (2017) Inst: Matt Reeves
“War of the Planet of the Apes” fra 2017 foregår midt i krigen mellem aber og mennesker. Vi følger aben Cæsar i et nutidigt spin-off af de originale film. Efter at Cæsars familie bliver dræbt af et menneske kaldet “Obersten”, begiver han sig ud for at få hævn.
Filmen er overraskende god i sammenligning med de andre gen-filmatiseringer og den rummer mange forskellige fortællinger. Indførelsen af den stumme pige Nova, som også er en karakter i de første film fra 70’erne, tilføjer et nyt lag til historien og giver filmen et frisk pust af liv. Stuntsekvenserne er fantastiske og holder seeren fanget. Selvom filmen til tider hælder til det mørke og klichefyldte, redder den sig hjem på sin spænding og karakterudvikling. Det er en stærk afslutning på trilogien, der vil tilfredsstille både gamle fans og nye seere.
3. Planet of the Apes (1968) Inst: Franklin J Schaffner
“Planet of the Apes” er en ikonisk filmoplevelse, og fundamentet for hele universet. Den fortæller historien om tre astronauter, der lander langt ud i fremtiden. De opdager hurtigt, at mennesket ikke længere er den regerende race, men at aber har taget deres plads i fødekæden. Filmen har stærke politiske undertoner og symbolik som går igen i de efterfølgende film. Den er et must-see for enhver filmelsker. Den udfordrer publikums forventninger, både gennem sin plotstruktur og kompleksitet. Dog kan dens tidstypiske langsomme tempo og primitive special effects virke trættende. Trods dette er dens filmhistoriske værdi uomtvistelig, og dens temaer er stadig relevante i dag.
4. Escape from The Planet of the Apes (1971) Inst: Don Taylor
“Escape from the Planet of the Apes” tager os med på en anderledes rejse, når de to aber Zira og Cornelius fra de to forrige film rejser tilbage i tiden til Jorden. Filmen har en mere komisk tilgang til hele historien og til de tidligere film. Den tilføjer en interessant og spændende dynamik. Som sine forgængere er den samfundskritisk i dets portrættering af konflikterne mellem aber og mennesker. Filmen stiller nogle interessante spørgsmål om fremmedfrygt og integration. Den holder publikum engageret, og befrier sig til dels fra det mere melodramatiske. Den er en sjov tilføjelse til franchisen, og jeg nød dens komiske udsving og syntes den gav et friskt pust til fortællingen.
5. Rise of the Planet of the Apes (2011) Inst: Rupert Wyatt
“Rise of the Planet of the Apes” fra 2011 markerede begyndelsen på en ny filmatisering af fortællingen. Den følger samme plot som filmen fra 1972, dog med et moderne twist. Den fortæller historien om aben Cæsar, hans oprindelseshistorie og senere oprør.
Selvom filmen er underholdende, føles den som endnu en Hollywood-blockbuster, der mangler de tidligere films politiske nerve og nyskabende puls. Den klarer sig godt som en enkeltstående film, og visuelt er den flot og imponerende. Men budskabet udvandes af Hollywood-klicheer og bliver aldrig rigtigt troværdigt. Man forventer mere af filmen, specielt i forhold til dens forgænger, desværre indfries disse forventninger aldrig.
6. Planet of the Apes (2001) Inst: Tim Burton
“Planet of the Apes” fra 2001, instrueret af Tim Burton, var et forsøg på at genfilmatisere klassikeren fra 1968. Den fik desværre en hård modtagelse og blev ikke videreudviklet.
Filmen er visuelt imponerende og har en plads i hjertet hos mange fra min generation. Kostume- og produktionsdesignet er bemærkelsesværdigt, og trækker klart filmen op. Dog savner jeg den politiske og metaforiske dybde fra de originale film. Selvom den er værd at se, mangler den dramatisk intensitet og det mørke, der gjorde de tidligere film interessante. Det dramaturgisk stærkeste i filmen er slutningen, som har indprentet sig i manges visuelle bibliotek.
7. Conquest of the Planet of the Apes (1972) Inst: J. Lee Thompson
“Conquest of the Planet of the Apes” dykker dybt ned i Cæsars historie og abernes oprør, som også er grundlaget for filmatiseringen fra 2011. Denne film har en mere alvorlig og dyster tone og minder mig til tider om Pink Floyds “The Wall”. Den er i samme stil som de andre samtidige film, men klart mere målrettet i sin tone og det er en stor fordel at have set filmene fra ‘68, ‘70 og ‘71. Filmen lader os reflektere over kompleksiteten af magt, frihed og samfundets strukturer, men den fortaber sig desværre i kamp- og skænderiscener. Det hele bliver for ensporet og man mister følingen med karaktererne.
8. Kamp om abernes planet (1973) Inst: J. Lee Thompson
“Kampen om Abernes Planet” er den sidste film i den oprindelige filmatisering. I denne film har aberne overtaget Jorden, og menneskene er blot slaver og husdyr. Vi følger Cæsar og hans familie, imens han prøver at styre alle abe-racerne og deres interne splid. Tematisk er filmen i samme stil som de forrige. Samfundskritisk og analyserende. Den bliver til tider overvældende med sit unuancerede fokus på krig, og det tynger filmen. På trods af dette formår den stadig at levere et gribende og tankevækkende billede af magtens kompleksitet og konsekvenserne af krig. Replikkerne er velskrevne og fimen er interessant at se i sammenligning med “Dawn of the Planet of the Apes” og “War of the planet of the apes” fra 2014 og 2017 som omhandler samme konflikt.
9. Dawn of the Planet of the Apes(2014) Inst: Matt Reves
“Dawn of the Planet of the Apes” fra 2014 udforsker en verden, hvor menneskeheden står over for udryddelse. En dødelig virus har udraderet menneskene på nær en enkelt gruppe. Kun aberne, ledet af Cæsar, har formået at forblive immune over for virusset. I deres kamp for overlevelse puster menneskene ild til hadet, og krigen mellem aber og mennesker optrappes.
Denne nye tilføjelse til fortællingen falder desværre til jorden for mig. Filmen er for mørk og klichefyldt. Karaktererne mangler dybde, og jeg mister interessen for dem i løbet af de to timer, filmen varer. Jeg havde forventet den samme originalitet og aktualitet, som vi så i de ældre film, der formåede at adressere samfundsproblemer på et subtilt metaforisk plan. Filmen har valgt at tilføje historien om epidemien til fortællingen, som ellers ikke var med i den oprindelige. Man kan sige at det er et højaktuelt emne, men i stedet for at bruge virusset som en metafor eller udforske karakterernes psyke, holdes filmen på et “vi vil slå dem ihjel fordi de vil slå os ihjel”-plan. Desværre lever denne film ikke op til den forventning jeg havde, og den ender som et tungt og langt postapokalyptisk drama uden egentligt budskab.