Er du til komedier, eller synes du det er en lidt plat filmgenre? Personligt elsker jeg en god komedie, og nogle særlige få, får mig til at hive efter vejret af grin, og har en stor plads i mit filmhjerte (Rush Hour, The Hangover– var du barn i 1990’erne ved du hvad jeg taler om!). Men komedien har i visse kredse, ry af lavkultur og B-film. Det er dog total uberettiget, for det er en svær bedrift at lave vellykket humor og få sit publikum til at grine- og derfor burde vi hylde komedien mere. Men da jeg så Viktor mod Verden, blev jeg i bekræftet i at komedien er en utrolig svær genre at mestre, og humor der falder igennem, lander aldrig særlig godt.
Historie
Den 30-årige Viktor (Nicolai Jørgensen) bor alene med sin mor, som er neurotisk bange for alting. Derfor har hun afskåret sig selv og sin søn fra omverdenen, for at beskytte dem mod potentielle farer. Da moderen pludseligt dør, drager Viktor mod København i håb om at møde sin far, som han altid har troet var død. Her bliver han ansat i det samme forsikringsfirma som sin far. Det viser sig at Viktor er et naturtalent til at sælge forsikringer, men snart må han vælge om han vil følge i sin fars fodspor, eller gå efter det liv han virkelig drømmer om.
Hovedåren i fortællingen, om en person der har levet afskåret fra omverdenen hele sit liv, og for første gang skal ud i den store, moderne verden er set mange gange før i forskellige udgaver. Jeg nævner i flæng, Mowgli, The Unbreakable Kimmy Schmidt, Tarzan. For samtlige, er det en nødvendighed, at vi skal se vores hovedkarakter kæmpe med den moderne verdens regler og normer- og Viktor Mod Verden er ingen undtagelse. Det uskyldige første møde med den moderne verden, bliver et spejl der holdes op for beskuerne, hvorved vi også selv genopdager ting, vi til hverdag ikke skænker en tanke. Der sættes spørgsmålstegn ved de normer og regler vi har konstrueret, og lykkes projektet, kan man virkelig få publikum til at fundere over den måde vi har indrettet samfundet på. Typisk forsøges at mase en vis mængde humor ind i mødet med nymodens teknologi og samfundsnormer, og også her forsøger Viktor mod Verden at høste et par billige grin. Viktor kender ikke parkeringsreglerne, han forstår ikke corporate bullshit- lingo, og han slår sin chef i skridtet fremfor at give hånd, fordi onde tunger bilder ham ind at sådan gør man. Forudsigeligt, og ikke specielt morsomt.
Skuespil
Nicolai Jørgensen leverer en solid præstation, i sit portræt af Viktor. Selvom filmens manuskript lægger op til en gang overspillet komik, formår han at bringe autencitet ind i Viktors karakter, og han overspiller ikke, som flere af hans medskuespillere. Både hans far (Nicolas Bro) og den indebrændte assistent Amanda (Rosalinde Mynster), fremstår overkarikerede, med usjove replikker og overdreven mimik. Det er ærgerligt, for begge er utrolig talentfulde skuespillere, med stærke roller bag sig. Men talent alene kan ikke løfte et usjovt manuskript, og sætninger som ’jeg har en brevkniv i min skrivebordsskuffe, og jeg er ikke bange for at bruge den’, gør intet godt for Rosalinde Mynster- og får mig til at krybe sammen i mit biografsæde.
Musik-og lydbillede
Jazz bruges både som underlægningsmusik og da Viktor drømmer om at blive jazzmusiker, er det oplagt og stemningsskabende at jazzen er allestedsnærværende. Nogle elsker jazz, andre har et anstrengt forhold til genren (denne anmelder inklusiv). Men det spiller, når Viktor og far tager en jazzet jamsession, og musikken der binder dem sammen er det mest rørende i filmen. Det øvrige lydbillede har dog en tendens til at gøre brug af lydeffekter på en overgørende og irriterende måde. Ingen behøver en lydeffekt a la suspense, når kameraet skifter fra en person til en anden, og skuespillerne samtidig ser mistænksomme ud, på en Olsen Banden- agtig måde. Det er for meget, og alt for kikset.
Visuelt
Filmen er skudt i et romantiseret gammeldags København, med Tivoli i centrum. Det er flot og romantisk og hvem elsker ikke Tivoli? Men derudover gør billedsiden ikke det store nummer ud af sig, og det er ikke en film man skal se hvis man vil tages ud på en visuel sanseoplevelse i biografens mørke.