“Independent Cinemas” nyeste fanfavorit, produktionsselskabet A24, har i løbet af de seneste 10 år gået sin sejrsgang, og med særligt fokus på genrefilm har selskabet spyttet det ene hit ud efter det andet. ‘The Green Knight’ er A24’s seneste skud på stammen og med et budget på over 100 millioner kroner må det siges at være en større satsning fra deres side. Derfor har hypen også været stor, og mange filmnørder, mig selv inklusiv, har ventet i spænding på at se, om instruktør David Lowery (A Ghost Story) kan løfte en af de mest syrede engelske arthurianske folkelegender.
Historie
Sir Gawain (Dev Patel) tager juleaften imod en udfordring fra den tilsyneladende udenjordiske Green Knight. Udfordringen indebærer, at hvis Gawain lander et slag på sin udfordrer skal han opsøge ham, et år efter deres første møde, og modtage samme slag i retur. Deres første møde ender med, at Gawain hugger hovedet af den grønne ridder, kun for at den mystiske fremmede samler sit afhuggede hoved op og rider væk. Et år senere tager Gawain på en lang rejse for at finde den grønne ridder. En rejse, der byder på flere bump end forventet og flere gange må Gawain kigge dybt indad for at navigere i det mytiske land på vejen til The Green Knight.
På trods af den rimelig simple grundfortælling føles ‘The Green Knight’ langt hen ad vejen mere som en drøm end en narrativ fortælling. Scenerne flyder langsomt ind i hinanden, og kronologien behandles generelt rimeligt laissez faire. Universet er originalt, farverigt og til tider decideret smukt, mens det samtidigt er mørkt og oprigtigt faretruende, når fortællingen kræver det. Lowery mestrer virkelig stemningen, og i den fulde spilletid føler man altid, at man er i lige præcis det sindelag, filmen har i sinde, at man skal være. Generelt føles filmen som et tiltrængt pust til fantasy genren, der ellers sjældent for alvor tør tage chancer og lege med greb, der minder om noget fra arthouse verdenen.
Filmen balancerer til tider på en knivsæg mellem nærmest meditativt at tage sig sin tid til at lulle seeren ind i dens drømmende univers – og så til at være en smule kedelig på sådan en lidt selvhøjtidelig prætentiøs måde. Da filmen nærmer sig sit klimaks – og hvilket et af slagsen! – er min tålmodighed millimeter fra at være brugt op, men filmen når dog lige præcis at få bagdelen med sig og balancerer derfor også i overvejende grad på den rigtige side af førnævnte knivsæg.
Skuespil
Man kunne måske fra manus plan have ønsket sig lidt mere tid med Gawain, inden han tog afsted på sin færd, så man kunne lære ham at kende bare en smule bedre. Heldigvis spiller Dev Patel fuldstændig fænomenalt i filmens hovedrolle. Patel viser kæmpe overskud og mestrer fuldstændigt dualiteten og alle nuancerne i en karakter, som man vist godt kan tillade sig at kalde en anti helt. Hvis ellers Akademiet gav priser til genre film, havde Patel været et tidligt bud på en kandidat til Oscaren for årets mandlige hovedrolle. Store navne som Alicia Vikander og Joel Edgerton viser sig også positivt frem og er i den grad med til, at universet virker både stort og troværdigt.
Desværre virker Sean Harris, i rollen som Kong Arthur, som et hår i suppen -med en præstation, som virker dårligt instrueret, og som nærmest fra hans første linje fremstår overspillet og tilmed decideret irriterende. Det er en skam, da filmen ellers aldrig kammer over og bliver for meget i dens ellers rimeligt grandiose fantasy stil.
Visuelt
‘The Green Knight’ er fænomenalt skudt, og filmens særegne kamerasprog spiller en helt central rolle i at sælge det udenjordiske fantasy univers til seeren. I lange, langsomme takes drages vi ind i Gawains drømmende sindstilstand, mens kameraets flydende, nærmest svævende væsen, minder os om, at vi befinder os i en verden, hvor vi aldrig helt kan stole på, hvad vi ser.
Ligesom filmens dramaturgi ligger filmens visuelle udtryk også flere gange lige på grænsen til at være lidt selvsmagende og en smule kedelig, og desværre er der enkelte tilfælde hvor et skud holdes lidt for længe til min smag og tager pusten ud af ellers smukke og intense øjeblikke. Overvejende er kamera arbejdet i ‘The Green Knight’ dog overlegent og gennemført, og filmen må generelt siges at være en sand fryd for øjet.
Musik og Lydbillede
‘The Green Knight’ excellerer i sin brug af både lyd og musik. Sirenekor fremstår smukke og tillokkende den ene sekund og skræmmende, nærmest forstyrrende det andet. På den måde er lydbilledet med til at skabe en urolig følelse. Vi er lige dér, med Gawain på hans rejse, og ligesom ham ved vi aldrig hvad, der gemmer sig bag det næste hjørne. Særligt i filmens mere abstrakte momenter, bruges lyden til at ophøje ellers stærke scener til decideret sansebombardementer. Lyden supplerer eksempelvis filmens få kosmiske, nærmest sci fi inspireret, scener til perfektion, mens lydbilledet også er dejligt unikt og gennemført i én yderst intens scene, hvor Gawain er under vand.