Historie
Oprørsmedlem Bob Fergusson tvinges til at gå under jorden i et desperat forsøg på at beskytte sin familie. 16 år senere indhentes han dog af fortiden og må prøve at ruske op i både sit tidligere liv og sin omtågede hukommelse, hvis han vil sikre sin datters overlevelse…
Paul Thomas Andersons filmografi har altid båret præg af en særlig forkærlighed til fortiden, men denne gang retter han sit skarpe cinematiske sigtekorn mod nutiden og videre ind i fremtiden – her med særlig fokus på de forenede stater og dennes splittede eksistens. Det er en meget umiddelbar og vedkommende fortælling, der vrider faderlandsflaget fri for blod, sved og tårer og hænger det højt i flagstangen igen. Som publikum præsenteres man for dette blafrende stykke stof, som i den grad giver stof til eftertanke.
’One Battle After Another’ lægger ikke fingre imellem, når nationens fane indrammes i et øjebliksbillede af både kaos og kontrol, hvoraf disse faktorer ikke nødvendigvis kan inddeles i anarkister og autoriteter med hverken nemhed eller tydelighed. Alle kæmper deres sag på åben slagmark, hvor selve målet er altoverskyggende for den enkelte gruppe. Paul Thomas Anderson griber direkte ud efter denne anspændte konflikt og tager pulsen på de pulserende problematikker i samfundet, hvilket maler et potent portræt af USA med tydelige fingeraftryk fra filmskaberen.
Det er en modig film, der gennem umoden humor og stimulerende satire kryber under huden på sit publikum og skaber et ubehag, du ikke bare kan klø væk. En fars værste mareridt udspiller sig i et politisk mareridt, der udspiller sig i en verden, man helst vil vågne fra. Og flygte fra. Anderson balancerer socialrealisme og surrealisme i en verden ude af balance og skaber samtidig en helt særlig cocktail af kritik, komik og panik. Det er en heftig blanding, som kan virke svær at sluge, men som alligevel glider overraskende let ned, når den serveres af så talentfuld en filmskaber… alligevel er det umuligt helt at undgå den klump i halsen, som utvivlsomt kommer bagefter.
Skuespil
Ikke overraskende, så er filmen særdeles kampdygtig både foran og bag kameraet, og P.T. Anderson har da også indfanget det ene stortalent efter det andet. Leonardo DiCaprio leverer endnu en pragtpræstation og giver den hele armen som afdanket alkoholiker og paranoid narkoman, alt imens Benicio Del Toro er roligheden selv i rollen som autoritær og jordnær kampsportsinstruktør.
Teyana Taylor gør det også godt, Regina Hall er et dejligt gensyn og Chase Infiniti er en yderst spændende newcomer. Men det er alligevel Sean Penn, som for alvor stjæler showet med den maniske og (magt)liderlige oberst Steven J. Lockjaw. En desperat, ynkelig og utilregnelig autoritet, der trods sin absurde aura til stadighed virker skræmmende genkendelig.
Visuelt
Gennem fortidens filmformat vækkes nutidens problematikker til live, når Paul Thomas Anderson giver det analoge VistaVision et overraskende comeback… teksturen, farverne og den organiske balance i billedet er i sandhed også svær at slå – især når man oplever herligheden i ægte 70mm filmnegativ. Det har en charme over sig, men også en ægthed, som klæder denne film særligt godt.
Det er tilmed svært at finde en filmskaber, som virker mere i kontrol over sin billedside end PTA. Magen til overskud og elegance skal man lede længe efter, når den garvede filmskaber stabler det ene bjergtagende skud på benene efter det andet. En fryd for øjet hele vejen igennem. Desuden indeholder filmen også en af de mest visuelt opfindsomme og medrivende biljagter jeg har set i nyere tid.
Musik og lydbillede
Endnu engang genforenes en af vor tids stærkeste samarbejder på film – nemlig Paul Thomas Anderson og Jonny Greenwood. De to er som telepatiske tvillinger i den måde de nærmest flyder sammen og forener hinandens styrker på bedste vis. Greenwoods stædige og nærmest nervøse musik holder fortællingen i et jazzet jerngreb – der er lige så sprudlende og utilregnelig som filmen selv – og sætter tempo på publikums puls med sin taktile taktstok.
Musikken er som en vedholdende personlighed i filmen, der aldrig slipper sit greb undervejs og sømløst siver ind i både publikums og filmens sjæl… enkelte gange er musikken så integreret en del af filmen, at en åben bildør eller en bil der ikke vil starte, næsten bliver til et musikalsk element. Desuden er der et par sange i filmen, der også bare virker så perfekt udvalgt, som noget kan være. Der er virkelig intet at sætte en finger på, når det kommer til lydsiden og musikken. Som i absolut intet.