Det ikoniske koreanske tv-serie “Squid Game” var det helt store samtaleemne, da den første sæson havde premiere på Netflix i 2021. Konceptet var chokerende, nyskabende og dragende. 3 år senere har anden sæson endelig fået premiere – men kan efterfølgeren leve op til den gigantiske hype, som første sæson fik?
Da jeg så “Squid Game” for første gang, var jeg nærmest chokeret over den brutalitet series indeholdt. Den ekstreme kontrast mellem på den ene side: iskolde drab, som bliver portrætteret meget eksplicit, samt en desperat kamp for at opleve, og på den anden side: glade børnesange, dukkehus lignende farverige lokationer og voksne mennesker der skal lege uskyldige lege fra deres barndom. Det var nyskabende og fascinerende på en væmmelig måde.
Men nu er den “overraskelse” overstået – vi kender jo konceptet. Så er det virkelig spændende og nervepirrende at se igen? Svaret er JA! Og det er et STORT JA. Jeg havde ikke forventet at en sæson 2 ville kunne fortsætte med at forarge og chokere mig så meget.
Hvad handler den om?
Jeg vil faktisk helst undgå at sige noget, da det skal være en overraskelse for jer at se hvad der sker! Men der kan vel ikke lægges skjul på, at vi kommer tilbage til det dødelige spil, og at en ny gruppe mennesker skal kæmpe for deres overlevelse. Samtidig er vores hovedrolle fra sæson 1, Seong Gi-hun, tilbage, og hans mål er nu at bekæmpe de mennesker der står bag det hele.
Vil jeg anbefale den?
Sæson 2 formår at give os den helt korrekte balancerede mængde af “det gode gamle” og “det nye ukendte”. Der er nye karakterer vi skal lære at kende, og kun få af de gamle karakterer fra forrige sæson. De karakterer som går igen, har nye mål og motivationer, hvilket gør de både føles velkendte, men samtidig ikke kedelige. Det nye karaktergalleri er fyldt med spændende, skøre, irriterende og empatiske karakterer. Serien forstår virkelig at skabe et interessant cast, så du aldrig keder dig. Der er nye uventede lege og nogle ret geniale plottwist.
Intet føles som en kedelig gentagelse eller som en kopi af forrige sæson, hvilket jeg synes er utrolig imponernede. Det faktum at vi kender spillet, vi kender lokationerne og vi kender mange af hemmelighederne, er faktisk med til at gøre fortællingen endnu mere nervepirrende og spændende. I den forrige sæson var det uvisheden om hvad der foregik, og spørgsmålet om hvad det her total sindssyge spil var for noget, som var det som drev plottet. Det faktum at denne nye sæson er skrevet med en helt anden drivkraft for publikum, og stadig holder det høje niveau af kvalitet, synes jeg virkelig understreger hvor velskrevet og godt instrueret serien er.
Skuespillet er til tider teatralsk og karaktererne mere karikerede end vi er vant til i Danmark. Men personligt synes jeg, at det har sin charme og passer godt ind i universet. Sæson 1 led en smule hen imod slutningen pga. nogle virkelig dårlige ikke-koreanske skuespillere og nogle uheldige scener. Til sammenligning halter sæson 2 på intet tidspunkt, og kvalitetsniveauet holder hele sæsonen igennem. Det er næsten umuligt at stoppe med at se serien, når man først er gået i gang. Også selvom jeg fik en smule kvalme undervejs. Det er meget brutalt – og det skal man kunne holde til.
Er du fan af første sæson er der ingen tvivl om at du vil elske denne anden sæson!