En gotisk gyserfilm i særklasse: Lad Robert Eggers føre dig dybt ind i et mareridt, der både forfærder og forfører. Læs filmpuls.dks filmanmeldelse af ‘Nosferatu’ her.
Historie
I Wisborg plages Ellen Hutter (Lily-Rose Depp) af bange anelser. Hendes nye mand, den kærlige, men fattige Thomas (Nicholas Hoult), har fået til opgave at rejse til Transsylvanien for at lukke en ejendomshandel med den mystiske grev Orlok (Bill Skarsgård). Da Thomas rejser, begynder Ellen at hjemsøges af mareridt fra sin ungdom. Snart forværres hendes tilstand, og hun kastes ud i voldsomme anfald af vanvid. Da vennerne Friedrich (Aaron Taylor-Johnson) og Anna Harding (Emma Corrin) kontakter en læge (Ralph Ineson) for hjælp, henviser han dem til alkymisten professor Albin Eberhart von Franz (Willem Dafoe). Professoren er rystet over det, han vidner. Han frygter, at Ellens lidelser ikke har et medicinsk, men snarere okkult ophav.
Samtidig, i mørke, østeuropæiske skove, ankommer Thomas til grev Orloks dunkle slot. Her er nattens timer alt andet end trygge. Han vågner med en mystiske sår på brystet. Lige over hans hjerte …
‘Nosferatu’ er på mange måde så klassisk en gotisk fortælling, som man kunne forestille sig. Filmen, der er skrevet og instrueret af Robert Eggers (‘The Lighthouse’, ‘The Witch’), er baseret på F. W. Murnaus fænomenale tyske stumfilm af samme navn fra 1922, der selv er en uofficiel filmatisering af den gotiske klassiker ‘Dracula’ af Bram Stoker. Overordnet set er historien i Eggers’ nye version den samme som i 1922-versionen. Som sine vampyriske forgængere udforsker ‘Nosferatu’ rædslen og mørket i seksualitetens og begærets væsen samt i det fremmede og det ukendte – og hvordan samspillet mellem de to kan vække en slags sygdomsangst i samfundsordenen. Det er en historie, der er lige så aktuel nu som i 1922 og 1897. En mangesidet og kompleks fortælling, fortalt med fabelens simple elegance.
Men der hvor ‘Nosferatu’ virkelig stråler, eller i hvert fald berettiger sin eksistens, er i dens variation fra forgængerne. I Eggers’ ‘Nosferatu’ centreres historien nemlig om Ellen, den unge kvinde, der plages af mareridt, søvngængeri og melankoli. Skiftet i perspektiv fører med sig et subtilt skift i hele historiens vinkling. Med Ellen som filmens ubestridte heltinde falder fortællingens sympati på den Anden. Den historie, der ellers tenderer til at være en lettere fremmedfjendsk fortælling om det etablerede (hvide, kristne, patriarkalske) samfunds sejr over det okkulte, irrationelle og emotionelle ukendte, forvandler sig til noget andet. Noget mere åbent, måske.
Skuespil
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Robert Eggers-film generelt er særdeles godt castet (Anya-Taylor Johnson havde for eksempel sin filmdebut i ‘The Witch’), og ‘Nosferatu’ er ingen undtagelse. Det er en film uden dårlige præstationer, hvor mange af skuespillerne får lov til at gøre det, de er allerbedst til.
Nicholas Hoult er eksempelvis en elskværdig, omend lettere akavet ung mand, Willem Dafoe giver den gas som gal/genial professor med et hjerte af guld, og Bill Skarsgård er ukendelig som et, rent ud sagt, freaky monster. Aaron Taylor-Johnson og Emma Corrin er sympatiske som Ellen og Thomas’ venner. Deres nærvær tilføjer et meget menneskeligt islæt til historien.
Alligevel er det Lily-Rose Depp som Ellen Hutter, der leverer filmens mest bemærkelsesværdige og for undertegnede overraskende præstation. Hun kropsliggør på overbevisende vis en monstrøs og abjekt uhygge. Men lige så vigtigt bringer hun en enorm varme og realisme til sin karakter. I Depps hænder bliver Ellen en kompleks og levende karakter med et rigt indre liv, der rummer mange, forskelligartede facetter.
Visuelt
En af de mest charmerende aspekter ved ‘Nosferatu‘ er den følelse af vaskeægte entusiasme, der gennemsyrer hele filmen. Man fornemmer Eggers’ og resten af produktionens meget reelle respekt for og kærlighed til det projekt, de er i gang med, og al den kunst, der gik forud. Der er en inderlig forståelse for og kærlighed til alt fra den gotiske fortælling til vampyr-figurin, fra filmkunsten og – ikke mindst – til den oprindelige ‘Nosferatu’. Denne entusiasme kommer især til udtryk i det visuelle.
‘Nosferatu’ er filmet af Jarin Blaschke og med production design af Craig Lathrop, der begge også arbejdede sammen med Eggers på hans tre øvrige spillefilm, og er med til at gøre filmen til et sandt festmåltid for øjnene.
Hver eneste indstilling synes at kunne være et kunstfotografi, og hvert miljø er skabt med nøjsomt blik for detaljer og atmosfære. Især for fans af stumfilmens ekspressive, visuelle sprog er ‘Nosferatu‘ simpelthen en gave.
Filmen fremstår næsten som en fejring af den tidlige europæiske filmkunst. Dens stilsikkerhed og sensibilitet leder ikke kun tankerne tilbage til Murnaus original, men også til andre ikoniske øjeblikke fra filmhistorien som Victor Sjöströms ‘Körkarlen’, tidlig Ingmar Bergman eller ‘Dr. Caligaris Kabinet‘.
Men visuelt er ‘Nosferatu‘ ikke blot en referentiel dværg på skuldrene af giganter. Det er også en film, der tager den visuelle fortælling særdeles seriøst. Historien udfolder sig ofte lige så meget i billederne som i dialogen og plottet. Det visuelle fungerer ikke kun som baggrund, men som en central medfortæller i filmens univers.
Musik og lydbillede
I ‘Nosferatu’ ledsages de smukke billeder af en simpel og traditionel, men ikke desto mindre effektfuld komposition af Rob Carolan, der også skrev musikken til Eggers ‘The Northman‘.
Det er især i filmens musikalske sprog og i sit lydbillede, at den favner gysergenren. Filmen slår sig løs med generiske elementer som få, men velplacerede auditive jumpscares og foruroligende, langsomme strygere.
Det er ikke en komposition, der opfinder den dybe tallerken, men dens tilstedeværelse er bestemt både følt og værdsat. Calorans musik dunkel, forførende og, faktisk, ret uhyggelig.