Den kreative engelske instruktør Edgar Wright er tilbage på det store lærred efter fire års fravær – denne gang med hans eget spin på Stephen King romanen ’The Running Man’. Men er Wright manden, som kan bevise, at genindspilninger godt kan være forfriskende gensynsglæde uden egentlig udløbsdato… eller er Hollywood for længst løbet tør for idéer?
Historie
I et sidste desperat forsøg på at redde sin syge datter stiller Ben Richards op som deltager i landets mest populære tv-show, ’The Running Man’. Her skal han forsøge at overleve 30 dage, mens han jages af professionelle dræbere. Det hele tv-transmitteres på barbarisk vis, når deltagerne bliver ”elimineret” én efter én. Richards bliver dog hurtigt lidt af en fan-favorit – på godt og ondt – med hjælp fra den hensynsløse producer Dan Killian, som vil gøre alt for at holde tv-showet kørende i bedste velgående. Koste hvad det vil.
Edgar Wright er en instruktør, som er særlig kendt for den kreative, kinetiske energi, han bringer til sine film; oftest kombineret med en skæv humor og et glimt i øjet. Konventionelle kasser er typisk ikke en agerende arbejdsplads for Wright, da han som oftest tænker ud af boksen, hvor han kan boltre sig af at præsentere selv de mest banale elementer på kreativ vis. Om end det er at vække et anime-univers til live i ’Scott Pilgrim vs. The World’ eller orkestrere sine scener i takt med musikken i ’Baby Driver’. Derfor var forventningerne ikke ligefrem lave, da rygtet gik på, at Wrights næste projekt var en genindspilning af Stephen Kings dystre, dystopiske roman fra 1982.
Første filmatisering kom allerede i 1987, hvor Kings ellers mørke og tankevækkende fremtidsværk blev pakket ind i en mere konventionel action-basker med Arnold Schwarzenegger iført spændstig gul heldragt. Derfor var der også rig mulighed for at ryste posen og tilmed komme tættere på bogens originale ånd. Men for en film med titlen ’The Running Man’ må det desværre siges, at der er lidt for meget tomgang og tomhjernede tendenser til stede; til trods for, at Edgar Wright tidligere har stået for det komplet modsatte. Og med sit største produktionsbudget til dato er det muligt, at den kreative brite har måtte bukke under for Hollywoods horrible og frihedsberøvende magtmaskine.
Konceptet kalder ellers på kloge og kreative kræfter, der kan håndtere og balancere den mørke socialkommentar med den hæsblæsende storyline fra den oprindelige roman. Wright har før vist, at han har flair for film med flere facetter og kan være både rap i replikken og hurtig på aftrækkeren; især når han kaster omkring sig med skarp dialog, kreativ klipning og innovative action-scener. Om Edgar Wright står i skyggen af Hollywood eller bare er en skygge af sig selv ved jeg ikke, men det er i hvert fald sikkert, at ’The Running Man’ lunter mere, end den løber, i løbet af sin lidt for lange spilletid.
Det er ikke fordi filmen er helt tom for eksplosioner og skududvekslinger, men det hele føles lidt tandløst og modløst leveret, hvilket ærlig talt overrasker mig. Socialkommentaren er der heller ikke meget bid i, og man sidder tilbage og småklukker mere, end man funderer undervejs i filmen. Den originale roman er mørk, mens den første filmadaption er mere farverig… desværre falder Edgar Wright lidt mellem to stole med sin udgave af ’The Running Man’, som ender med at stå tilbage som et ret uforløst og undervældende værk.
Skuespil
Glen Powells karriere startede for alvor i skyerne – med en rolle i ’Top Gun: Maverick’ – og Hollywood har forsøgt at holde ham deroppe lige siden. Det gør mig egentlig ikke det store, for det er en mand med god sjat charme og karisma. Desværre pakkes han lidt for meget ind i vrede og personlige problemer, som tynger hans styrker en del. Jeg ved heller ikke helt, hvad jeg synes om, at den ”fattige hverdagshelt” fremstilles mere som en ”flot superhelt”.
I filmen ses også Josh Brolin og Colman Domingo. De er begge fabelagtige skuespillere, som har til opgave at løfte nogle meget endimensionelle karakterer og gøre dem til mere, end de er. Der er egentlig ikke det store at sætte på deres præstationer, de løber bare ret hurtig tør for måder at varierer deres replikker og grimasser. Så kort sagt: det er ikke skuespillerne i filmen, den er galt med. Det er manuskriptet.
Visuelt
En af de absolutte højdepunkter ved en Edgar Wright film er det visuelle, som ofte er fyldt med fede kamerabevægelser, opfindsom klipning og stor personlighed. Det er så overhoved ikke tilfældet i denne omgang, desværre. Bevares, der er da et par matchcuts og nogle små finurligheder undervejs, men overordnet set så ligner ’The Running Man’ anno 2025 alt for meget en generisk blockbuster, der kunne være instrueret af hvem som helst. Og det er i sandhed en skam at sige om en mand, der tidligere har haft en af de mest genkendelige visuelle identiteter i nyere tid.
Musik og lydbillede
Vores hovedperson går muligvis undercover i filmen, men derfor behøver soundtracket ikke at gøre det. Desværre er det endnu et område, hvor filmen bare ikke rigtig har nogen særlig personlighed. Både musik og lydbillede er som sådan fint nok, men der er bare ikke rigtig noget her som løfter filmen og gør den mere interessant.