I år hjemsøger ondskabens hotel atter biografer verden over, når Stanley Kubricks tidløse klassiker kan opleves i en nyrestaureret IMAX-version for at markere filmens 45-års jubilæum.
Filmen står i dag som et monumentalt mesterværk og en vaskeægte masterclass i at generere anmassende spænding og anspændt atmosfære. Filmen fik en blandet modtagelse i sin tid, men har langsomt kravlet ind under huden på især horrorfans, som anser filmen som en banebrydende brik i filmhistorien.
Men hvordan kan det være, at ’The Shining’ faktisk skinner kraftigere i dag, end den gjorde dengang? Hvad er det helt præcist, som gør, at filmen fortsat holder trods mange år på bagen?
Innovation over adaptation
Det er efterhånden ingen hemmelighed, at forfatter Stephen King kaldte Kubricks filmatisering for ”kold og hjerteløs” grundet den mere vinklede vision omkring hovedkarakterens mentale tilstand. I den oprindelige roman var Jack Torrance en god mand med en tragisk historie, hvor Kubrick nærmest gjorde karakteren sindssyg fra start. I filmen er det mindre en indre kamp og mere, at hotellet skubber hans mentale tilstand over kanten.
Men hvis man tilsidesætter sammenligningerne for en stund og fokuserer på Kubricks tilgang til tingene, så var det tydeligt, at han havde en klar vision fra start… Kubrick ønskede at skabe en film, der dykkede ned i mørket af menneskets mentalitet, tilsat en god dosis rendyrket ondskab. Samtidig ville han gerne udviske linjen mellem det mentale og det metafysiske og give gysene et psykologisk lag, som dermed gav selve filmen et mere medgørligt, men stadig ambitiøst udtryk.
Genren fik altså en rystetur, som også fik publikum til at ryste i bukserne undervejs. Det gav uhyggen noget kant, hvor både onde ånder og Kubricks ånd havde rod i noget håndgribeligt. Det var anderledes og nytænkende, hvilket måske også kan skylde den blandede modtagelse ved sin udgivelse. Heldigvis var Kubrick altid klar på at trodse det konventionelle med sine film, både fortællermæssigt og i den grad også visuelt.
Hotellet som hovedperson
Selvom Jack Torrance vel egentlig er filmens hovedperson, så formår Kubrick at gøre selve lokationen levende gennem både lydsiden og det visuelle, hvilket vækker hele hotellet til live, som var det en karakter på rollelisten. Hvad end det er musikkens dikterende overlegenhed eller lyden af Dannys trehjulede cykel, der suser gennem hotellets mange gange og rum, så sidder man konstant med en følelse af ubehag og afmagt.
Det er, som om faren venter omkring hvert et hjørne, og at hotellet er ondsindet helt ind til sit inderste fundament. Kubrick bruger desuden en djævelsk blanding af tung, dundrende musik i kombination med mere arrige og skarpe noter, som skærer igennem lydbillede som en nysleben køkkenkniv. Dertil kommer det nøje afstemte lydbillede, som lige giver det allersidste på skræmmeskalaen. Intet er tilfældigt, og alt er møjsommeligt placeret og eksekveret.
Filmens visuelle side er mindst lige så imponerende med Kubricks genkendelige øje for kompositioner og klipning. Det hele er vel næsten blevet talt til døde efterhånden, men så er det godt, filmen omhandler ondskab, som nægter at dø. Ikoniske skud som elevatordørene, der åbner til en tsunami af blod, samt de mange urolige, men rolige kameraturer gennem hotellet.
Klipningen er desuden med til at putte os i hovedkarakterens headspace, når scener bløder ind i hinanden, som var vi fanget i et loop, hvor dagene og timerne går i ét. Derefter – ud af det blå – kommer pludselig de mere hårde klip, hvor isolationens altædende ubehag brydes af en mere direkte chokfaktor, som får angsten til at eksplodere.
Fremtidssikret frygt
Stanley Kubrick anses i dag som en af de største filmskabere, der nogensinde har levet. Det er der selvfølgelig flere grunde til. ’The Shining’ er blot et af mange eksempler på, hvordan instruktøren endevendte en genre eller en stilart og gav den sit personlige præg. Det er netop hans ukonventionelle angrebsvinkel, der gør hans film mindeværdige, og som samtidig skaber både positiv og negativ debat, der fortsat gør ham til et samtaleemne i dag.
Hans konstante stræben efter perfektion er både imponerende og intimiderende, mens de mange lag, som hans film ofte indeholder, gør det sjovt at dykke ned i ad flere omgange. Der er underholdning både på overfladen og underfladen, hvilket gør det til en komplet sanselig oplevelse at overvære hans mange beundringsværdige værker. ’The Shining’ er simpelt sagt skelsættende, nytænkende og ubehagelig god… også 45 år senere.
