Hugh Jackman er trådt ind i manegen, har pudset sin hat og er endnu engang klar til at prøve kræfter med musicalgenren. Denne gang er det fattige Frankrig byttet ud en med stor manege i 1800-tallets New York. Filmen handler om cirkusdirektøren P.T Barnum og hans vej til succes.
Historie
P.T Barnum kommer fra en fattig familie, hvor han i en tidlig alder skal klare sig selv på grund af, at hans far dør. Barnum har et godt øje til rigmandsdatteren Charity, som senere hen bliver hans kone. Sammen får de to døtre og bor i et usselt hjem i New York. Barnum har store drømme og tror på, at han en dag vil blive respekteret af de rige. Han snyder sig til et lån og bygger sammen med New Yorks udskud et cirkus, hvor byens befolkning kan se kvinder med skæg, dværge og trapezkunstnere. Cirkusset, som Barnum kalder det, bliver hurtigt populært imod folks forventning. Kunstnerne møder dog meget modstand af småsindede beboere, og de bliver i tvivl om, hvorvidt de skal fortsætte.
Historien passer fint ind i nutidens populærfilm om diversitet, og hvordan det er at være anderledes. Der er et hav af film med samme præmis, men denne film formår at skille sig ud fra mængden. Filmen portrætterer godt, hvordan det føles, at være udenfor fællesskabet på grund af ens udseende. Publikum føler sympati med karakterer som Lettie, den skæggede kvinde, og dværgen Tom. Den viser, hvordan stereotyper og had kan være dybt begravet i nogle mennesker, men samtidig blive brudt af andre.
Til tider virker Barnums fremgang med cirkusset en smule forhastet. Der går ikke lang tid fra, at cirkusset er åbnet, til at publikum vrimler ind. Dette er et eksempel på tidspunkter, hvor handlingen virker en smule forhastet. Det er dog forståeligt, at filmen ønsker at vise en masse ting, og derfor ikke kan dvæle for lang tid ved en begivenhed. Jeg ønskede dog at se en smule mere af deres hårde start, for derimod at have skåret ned på noget andet. Ellers har filmen en god progression, hvor karaktererne møder forhindringer, som de modstår sammen. På mange måder er ‘The Greatest Showman’ en rigtig feel-good film.
Skuespil
Dette er en af de punkter, hvor filmen halter. Hugh Jackman gør det godt som P.T Barnum, og han gør karakteren tiltalende, selvom han ofte opfører sig grådigt. Jeg kunne relatere mig til karakteren og hans konflikter, da karakteren er nuanceret. Han er grådig og ambitiøs, men samtidig kærlig og generøs. Dette portrætterer Hugh Jackman fint. I forhold til genren musical så kræver det, at Jackman, som hovedkarakteren, synger en hel del sange i denne film. Dette gjorde han ofte fint. Det er ikke fordi, at han har den største stemme, det kan jer der har set Les Misérables nok godt huske, men han klarer det faktisk okay. Der er sange, hvor hans stemme ikke er sangen værdig, men i kor med de andre skuespillere lyder der godt.
Zendaya og Zac Efron, der spiller Anne Wheeler og Phillip Carlyle, er mindre bemærkelsesværdige. Zac Efron spiller en interessant karakter, men der er ikke noget interessant over hans skuespil. For den sags skyld heller ikke over hans sangstemme. Han er kendt for sine musicalroller, især ‘High School Musical’, men selv i sit es skinner han ikke. Hans ansigtsudtryk er meget neutralt og ikke nuanceret. Zendayas skuespil er fint og hendes sangstemme også, men hun skiller sig ikke ud fra mængden. Hende og hendes karakter er helt sikkert skabt for at stjæle opmærksomheden, men det er nu nærmere Keala Settle som den skæggede kvinde Lettie, der stjæler showet.
Apropos scenestjælere så fortjener de yngste skuespillere en stående klapsalve. Jeg var meget imponeret over
Austyn Johnson og Cameron Seely, der spiller P.T Barnums døtres, performance. De er troværdige og fungerer som et frisk pust til filmen. De synger også smukt, bedre end en del af de voksne skuespillere.
Visuelt
Sikke et cirkus! Filmen er fyldt med farverige dragter, høje hatte og smukt interiør. Kostumedesigneren fortjener et klap på skulderen, for kostumerne var rigtig smukke. Cirkuskostumerne er i stærk kontrast til modstandernes mørke klæder. Især P.T Barnums cirkusdragt tiltræk min opmærksomhed. Det er tydeligt at se, at filmen foregår i et cirkus fra første scene.
Scenerne med sang var visuelt smukke og godt koreograferet – en ren fryd for øjet. Dansen passer perfekt til sangene og giver én lyst til at danse med. Når hele cirkusset sammen danser og synger giver det et kraftfuldt udtryk, og jeg fik gåsehud. Det hele gik op i en højere enhed.
Selve klipningen var ret traditionel og ikke nævnelsesværdig, udover i dansescenerne, hvor der er gjort et godt stykke arbejde med at få det hele til at passe perfekt. Det må ikke have været let at holde styr på alle de dansere på én gang, men det hårde arbejde gav pote.
Musik og lydbillede
Da dette er en musical, afhænger showet af musikken. Musikken fungerer på samme måde som en cirkusdirektør. Hvis cirkusdirektøren ikke kan sit job, så falder showet sammen. Heldigvis er musikken god og holder sammen på det hele. Denne film er ikke en af de musicals hvor der synges uafbrudt. Dog er der mange numre, og et par som vi godt kunne være foruden. Sangene er passende til handlingen og fungerer for det meste som supplement. Der er steder, hvor det vil have været mere passende, hvis karakterne bare havde snakket sammen i stedet for at synge, men balancen er god.
Det der overraskede mig var, hvor moderne musikken er. Da Hugh Jackman synger en af de første sange, blev jeg i et øjeblik i tvivl om, hvorvidt filmen foregår i 1800-tallet eller i 2017’s popunivers. Det er blevet offentliggjort, at det er meningen, at sangene skal lyde meget nutidige, da P.T Barnnum var forud for sin tid. Det er som sådan ikke et problem at musikken er nutidig, det gjorde mig bare en smule forvirret i starten. Sangene er gode og har et fint budskab. Især sangen ‘This is me’ sunget af Keala Settle giver gåsehud, og det er forståeligt, at den er nomineret til en Golden Globe for bedste sang.
Lyden fungerede ellers fint. Skuespillerne snakkede højt og tydeligt, og det var til at forstå, hvad de sang. Alt i alt en god musical.