Baseret på bogen af samme navn, ser vi nu ’Blade Runner’ instruktøren Denis Villeneuve’s take på en filmatisering af ’Dune’. Jeg har siddet klar til at se denne stjernespækkede film, som allerede er spået til at være startskuddet til en filmserie der kan hamle op med både ’Ringenes Herre’ og ’Star Wars’.
Historie
Sat i året 10191 følger vi den unge og intelligente hertugsøn, Paul Atreides (Timothée Chalamet). Huset Atreides bliver sendt til den sandbefængte og varme planet, Arrakis, for at udvinde det såkaldte ”spice”. Denne substans er det mest værdifulde i universet, som de foruden ville være fortabt. Vi træder ind i en ny verden fyldt med dramatisk politik, intriger og kærlighed. Pauls eget sind forvirrer ham og udfordre hans selvforståelse som kommende hertug og leder af Huset Atreides. Paul er draget af planeten Arrakis og noget uforklarligt, men er samtidig tynget af de forpligtelser der hører med når man er søn af en hertug.
Historien er medrivende og tager dig med ind i de små detaljer som sikrer, at du kan følge med i den komplekse verden. Som elsker af sci-fi genren er denne film startskuddet til hvad jeg vil spå til at være en helt umådelig fantastisk filmserie, som kan hamle op med ’Star Wars’. Samtidig, i en filmverden som efterhånden er mættet med historier om ”the one”, formår ’Dune’ alligevel at føre konceptet væk fra klichéerne og det uoriginale. Det er en af de længere film, fordi den netop går i detaljer. For nogle kan det måske godt føles som om at historien mangler lidt drivkraft, men for dem som elsker at blive taget ved hånden og ført ned i kaninhullet er dette bestemt den rette film. Jeg havde glædet mig utroligt meget til at se denne film og havde høje forventninger, som alle blev indfriet.
Skuespil
Man kan ikke komme udenom at denne film har et cast af høj kaliber. I hovedrollen som Paul Atreides ser vi Timothée Chalamet, også kendt fra Oscarfilmen ”Call Me By Your Name”. Chalamet er i mine øjne perfekt castet til at spille rollen som Paul Atreides. Han bringer en dybde til en karakter, som hurtigt kan blive flad og kedelig. Han formår at bære hans følelser uden på tøjet, så vi i sæderne kan følge med i hans emotionelle udvikling. Samtidig ser vi skuespillerne Oscar Isaac og Rebecca Ferguson i rollerne som hertug Leto Atreides og Lady Jessica. Jeg var udmærket godt klar over Oscar Isaacs fænomenale skuespillerevner, men jeg har måske sovet lidt på Rebecca Ferguson. Hun leverer en fænomenal præsentation. Det kræver noget som skuespiller at kunne få publikum til at hade og elske ens karakteren på samme tid.
Derudover ser vi skuespillerne Josh Brolin, Jason Momoa, Dave Bautista, Javier Bardem og ikke mindst Zendaya som biroller. Den eneste som skuffer mig er Dave Bautista, som kun leverer, hvad jeg vil kalde, en middelmådig præstation. Til gengæld er jeg ovenud glad for at se Zendaya mere på det store lærred. Hun er en essentiel del af filmen selvom hun egentlig ikke er særligt meget med. Dog håber jeg på at se meget mere til hende i del to.
Visuelt
Bogen er prøvet filmatiseret før i 1985, men klarede sig egentlig ikke særlig godt. Det der gør denne filmatisering lige de niveauer højere er, at nutidens teknologi kan levere det visuelt krævende sceneri som historien forlanger. Filmen er instrueret af Denis Villenueve, som har lavet film som ”Blade Runner” og ”Arrival”, der begge er kendt for at være smukke visuelle film. Den stime må man sige, at Villenueve fortsætter i. Han har sin helt særegne stil, og det jeg klart bed mærke i, er hans ekstraordinære evne til at skabe de mørke kontraster. Filmens budget har også gjort det muligt for dem at filme steder som Abu Dhabi og på et aldrig før berørt militærøvelsesområde i Jordan. Dette gør, at filmens univers føles mere autentisk og virkelighedsnær. ‘Dune’ er i mine øjne noget af et visuelt mesterværk.
Musik og lydbillede
Netop denne del af filmen var noget jeg elskede. Komponisten er ingen andre end Hans Zimmer, og han formår at indkapsle filmens sjæl og gøre det til musik. Lydbilledet i denne film er med til at skabe rammerne for universet og gøre det fremmede til noget der føles bekendt. Samtidig er musikken og lydbilledet meget strategisk og velovervejet. Når der er musik og lyd skaber det stemningen og fylder rummet, dog har det også samme effekt når det undlades – det bliver brugt som det redskab som det er og bliver udnyttet på den bedst mulige måde.