Filmanmeldelse: The Killing of a Sacred Deer

Den græske instruktør Yorgos Lanthimos’ nyeste indblik i hans skæve og forskruede verden, ‘The Killing of a Sacred Deer’, er nu i biograferne. Det er absurd, ubehageligt og forvirrende, men noget af det mest spændende der foregår i moderne film.

Yorgos Lanthimos, der før, b.la. har udgivet ‘The Lobster’ (2015) og ‘Dogtooth’ (2009), skaber i sine film en form for alternativ verden, hvor alt ser ud som at være lig vor moderne samfund, men noget er “off”. I Lanthimos’ univers taler folk på en følelseskold, tør og barnligt logisk måde, og samfundet er en hyper-version af vores egen, hvor fokus ligger på meget specifikke og mærkværdige ting. ‘The Killing of a Sacred Deer’ er ingen afstikker fra denne verden, og selvom karaktererne er mere følelsesmæssigt relaterbare end i de tidligere film, er det stadig på alle måder en absurd parallel-verden filmen foregår i. Noget der sikkert vil forvirre og provokere mange seere.

Historie

I ‘The Killing of a Sacred Deer’ følger vi den succesfulde kirurg Steven, (Colin Farrell) hans kone Anna (Nicole Kidman) og deres to børn Kim og Bob. Steven har succes med hans praksis, og familien lever umiddelbart et priviligeret og kærligt (så vidt muligt når man har med Lanthimos at gøre) liv. Det eneste der forstyrrer denne fred er den unge mand Martin (Barry Keoghan) som Steven fra tid til anden mødes med, som hurtigt begynder at overskride nogle grænser hos den lille familie.

Jeg tog ind og så ‘The Killing of a Sacred Deer’ med næsten ingen information eller forventninger til filmens faktiske plot, og tak skæbne for det. Jeg var i forvejen fan af Yorgos Lanthimos, så vidste hvor “weird” det kunne blive, hvilket jeg tror er den eneste og vigtigste forventning man skal gøre sig klar på inden man tager i biografen. Filmen foregår som sagt i en anden slags verden end vores, så selvom ting følger deres egen logik, bliver man konstant rystet og forvirret af karakterernes opførsel og begivenhedernes fremgang. Dette er, for mig, enormt forfriskende, og jeg sad meget af tiden med et fjollet, forvirret smil på ansigtet og en oprigtig følelse af at være underholdt og samtidigt udfordret og konfronteret, hvilket er sjældent og velkomment fra min side i det moderne filmlandskab.

A24 2017

Skuespil

Hvad Yorgos Lanthimos gør med sine karakterer og skuespillere er unikt og specfikt, og kræver uden tvivl enormt gennemførlig instruktion og indførelse i hans univers. Skuespillerne skal forstå præcist hvilken stemning og væremåde han vil skabe, da ét enkelt skridt til siden fra en skuespiller ville kunne smadre illusionen og bringe historien for tæt på genkendelighed. Heldigvis gør hele besætningen det enormt godt, og den absurde væren-i-verden som disse karakterer fører bliver opretholdt perfekt af de forskellige præstationer. Colin Farrell gør det (ligesom i ‘The Lobster’) enormt godt som kejtet og følelseskold, og hans karakter når igennem, hans præstation, den blanding af personlighed og distance der skal til. Det samme kan siges om Nicole Kidman der bryder med hendes ellers forholdsvist strømlinede skuespillerstil, og på sin vis passer perfekt til rollen. Den egentlige stjerne er dog den unge Barry Keoghan i rollen som Martin. Ikke meget kan afsløres om hans karakter, som ikke er for meget at vide forud for filmen, men hans levering af skæv intellekt, barnlig rationalisering og komplet afskyelighed rammer plet på en slags menneske man slet ikke viste fandtes, men som giver perfekt mening.

A24 2017

Visuelt

Det visuelle udtryk af ‘The Killing of a Sacred Deer’ er, passende, en reflektion af Lanthimos mærkværdige univers: ting ser næsten ud som det plejer – næsten. Kameravinklerne er meget lig normal framing, men lige lidt højere op end man plejer. Mange af skudende er skudt en halv meter over skuespillernes hoveder, hvilket skaber den følelse der kan ses på filmens plakat. Der bliver skabt en klinisk og ærlig følelse, der ikke ligger skjul på ansigtstræk (eller mangel på samme) der understreger det bizarre i karakterernes opførsel. Dertil er åbningsskuddet ét af de mest effektive og ubehagelige jeg længe har set – go see for yourself!

Musik og lydbillede

Fra åbningstitlerne bliver det gjort klart at musikken skyder højt. Dramatisk og bombastisk orkestration blæser stemningen meget højere end det føles naturligt. Dette er en gennemgående tendens, og ofte bliver en ellers “normal” scene pludseligt forskruet af underlægningsmusik der fortæller én noget helt andet en scenen selv. “Uncanny” er nok det bedste ord at bruge. Dertil er der tidspunkter hvor det næsten er musikken alene der gør scenen ulidelig, kan især fremhæve et tidspunkt hvor nogen har lukket en manisk harmonika-spiller ind i studiet. Originalt og voldsomt effektivt! Hør selv: