‘Vogterne’ er baseret på Ernest Pérochons roman, som tidsmæssigt strækker sig fra 1915-1920. Ulig mange andre film om Første Verdenskrig så er krigen i ’Vogterne’ kun til stede som bagtæppe. Perspektivet er i stedet rettet imod kvinderne, som blev efterladt hjemme når mændene drog i krig. Med dette fokus havde jeg virkelig sat mine forventninger op, i håbet om at få serveret en historie om stærke franske kvinder som pludselig stod der alene tilbage i Frankrig med alt ansvaret.
Historie
Året er 1915. Frankrig og Tyskland strides på slagmarken, og franske byer og landsbyer tømmes for unge, arbejdsdygtige mænd. I Limousin-regionen ligger gården Paradier hvor matriarken Hortense (Nathalie Baye) og hendes datter Solange (Laura Smet), forsøger at holde sammen på både privat- og arbejdsliv. Det er op til kvinderne at køre gården videre og sikre høsten, og selvom Hortense og Solange knokler utrætteligt, har de brug for hjælp. Den unge forældreløse Francine bliver ansat som ekstra arbejdskraft, og Francine er præcis alt det, Hortense havde håbet på.
Som beskrevet ovenfor handler filmen om noget så alvorligt som Første Verdenskrig og følgerne heraf. Og selvom filmens emne er alvorligt i flere henseender, så blev jeg desværre meget sjældent rørt, og det var der flere grunde til. Først og fremmest er ’Vogterne’ en film som tager sig virkelig god tid! Det er jo noget jeg normalt er stor fan af og klapper i mine små hænder over, da netop det at en film tager sig tid, kan gøre rigtig meget for etableringen af både plot og karakterer. Generelt var stemningen dog lidt off og idet filmen samtidig er ret dialogfattig, så bevirkede filmens langsomme tempo blot til at historien fremstod en anelse langtrukken. Rent ud sagt, så kedede jeg mig lidt! Jeg synes ellers bestemt at der var masser af grobund og potentiale for store sanseoplevelser, det virkede bare ikke for mig!
For det andet så virkede filmen enormt opstillet, kunstig og nærmest teatralsk. Historien virkede samtidig mere optaget af sine omgivelser, den franske natur, end for sine karakterer. Karakterernes historier og skæbner berøres kun meget overfladisk og karakterernes psykologi bliver således også lidt flad i det. Samtidig er filmen meget opbrudt og scenerne til tider underligt klippede, hvilket resulterer i mange pludselige afslutninger i en del af filmens enkelt scener. Scenerne er samtidig meget sporadisk opstillet, trods det ellers lineære plot og de hænger ikke altid så godt sammen. Som tilskuer kastes man lidt rundt i tilfældige udpluk og jeg fik ikke rigtig tid til at fordybe mig i de enkelte scener hvor karaktererne faktisk havde replikker. Det gjorde at jeg heller ikke rigtig kunne forholde mig til karaktererne – de forblev nærmest fremmede for mig, selvom jeg var vidne til deres ret vigtige og hårde historie.
Jeg har efterfølgende undret mig en del! Måske var ideen med filmens flow, at give et billede af kvindernes livsverden og hvordan de ikke havde hverken tid eller lov til at bryde sammen emotionelt, fordi de ikke kunne slippe det ansvar der var blevet lagt foran dem, i forbindelse med deres mænds dragen i krig. Hvis dette er tilfældet, kan jeg godt forstå ideen og synes faktisk den er ret genial, men udførelsen af den fungerede bare ikke for mig. I stedet virker det på mig som om der ikke er lagt et godt nok stykke arbejde i at tilknytte og forankre karaktererne til historien og til hinanden. Derfor kommer nogle af skuespillerne til at virke en smule utroværdige og det smitter af på hele filmoplevelsen. Jeg vil dog skynde mig at sige at ’Vogterne’ bestemt ikke er en dårlig film, men den var bare heller ikke så interessant og det er jo i og for sig ret problematisk.
Skuespil
Jeg kan sagtens se ideen i, fra instruktør Xavier Beauvois’ (’Om guder og mænd’) side, at være tro imod den tid historien foregår i – dengang gik man nok ikke og pillede sig selv i navlen og talte højt om sine følelser. På sin vis er det et ret genialt træk at vi som tilskuere ikke lukkes helt ind i karakterernes indre, da dette kan give et billede af samtidens tanker om den menneskelige psyke og hvor meget man selv måtte kæmpe med sine indre dæmoner. Dog synes jeg ikke det holder at trække karakterernes følelser så godt som ud af filmen, dette valg smitter nemlig i den grad af på oplevelsen af karakterernes livsverden og det gør det svært selv at blive rørt.
Når ovenstående er sagt, så lykkes enkelte scener dog skuespilmæssigt og disse formår at fremstå ret stærke. I disse scener er det ofte Nathalie Baye og til tider Iris Bry, der formår at skabe magi, og selvom det ikke er længe vi får lov at dvæle ved Bayes smukke skuespil arbejde, så er det simpelthen så rørende at være vidne til hvordan særligt hendes karakter, Hortense, slides op både psykisk og fysisk. Her præsenteres vi som tilskuere virkelig for en stærk kvindelig karakter vi kan forholde os til!
En del af filmen er samtidig baseret på ensemble/statist arbejde og selvom der ikke som sådan er tale om dårligt skuespil, så er det heller ikke de vilde præstationer vi præsenteres for. Det er ret leverpostejsagtige leveringer vi sidder tilbage med, næsten som om mange af skuespillerne har glemt at tænke bund og motivation ind i deres karakterer. Det virker som om en stor del af skuespillerne, særligt statisterne, har været ret ubevidste under filmningen, nærmest som om de bare har gjort som de er blevet bedt om – ”gå hen imod ham”, ”stå der og kig hen imod kameraet”, ”fyld vognen med træ” og så videre. Generelt virker det blot som om castet har kedet sig lidt under filmningen og undervejs har mistet interessen for deres arbejde og DET bliver aldrig interessant for et publikum at se på, der mangler simpelthen indlevelse og nerve!
Visuelt
Visuelt er ’Vogterne’ meget smukt filmet og fremstår nærmest helt sart i sine ellers voluminøse naturbilleder. Fotograf Caroline Champetier (som instruktør Beauvois også arbejdede sammen med under sin film ’Om guder og mænd’), får visuelt skabt og etableret en fornemmelse af hvordan tiden går for kvinderne hjemme, imens mændene er i krig. Årstiderne er nemlig med til, i billeder, at vise os hvordan det gang på gang bliver forår, sommer, efterår og vinter, og livet på gården må fortsætte sin gang. Vi kan som tilskuere fornemme hvordan krigen bliver ved med at trække ud og hvordan det må have været for kvinderne, at leve med den konstante frygt for aldrig at skulle se deres sønner eller mænd igen. Samtidig er kulisserne rigtig smukt udført og man får virkelig følelsen af at få lov til at kigge tilbage i tiden.
Musik og lydbillede
Scoren er virkelig fin og støtter smukt op omkring de tidligere beskrevede voluminøse og dog sarte naturbilleder. Musikken er drømmende og melodisk, og gør det visuelle ekstra flot og livligt. Samtidig har musikken den funktion, at den i scener som ellers fremstår forholdsvist flade, hjælper stemningen på vej.
I henhold til filmens samtid er der samtidig brugt rigtig meget reallyd, hvilket efterlader mange af scenerne ret tomme i lydbilledet. Dette fik mig virkelig til at tænke på hvor stille der må have været på landet i Frankrig i starten af 1900’erne – ingen biler, ingen telefoner, ingen musik! Det klæder virkelig filmens visuelle side, at lydbilledet på denne måde følger med i etableringen af samtiden. Dette træk virkede helt befriende for mig og jeg nød blot filmens visuelle side endnu mere i denne henseende. Dog fik det mig også til at tænke på alle de fyldlyde og al den baggrundsstøj som altid er til stede i vores hverdag i dag – derfor var lydbilledet en meget fin oplevelse!