Spike Lee
Cr. DAVID LEE/NETFLIX © 2020

Spike Lee mindes 9/11 i HBO dokuserie

I forbindelse med 20-års jubilæet af terrorangrebene på World Trade Center i New York d. 11. september 2001, skaber Spike Lee i samarbejde med HBO en dokuserie, som følger New York over de sidste 20 år. Lee skal både instruere og producere dokumentarserien med titlen “NYC EPICENTERS 9/11→2021½”.

Dokuserien kommer til at være en fortælling om at leve, miste og overleve i New York gennem de sidste to årtier. Den vil portrættere, hvordan New Yorkere har genopbygget byen og rejst sig siden angrebene, samt skildre deres kamp som epicenter for den igangværende pandemi. HBO har annonceret, at Lee vil fortælle historien gennem et “forbløffende antal af visuelle billeder, og indeholde førstehånds oplevelser fra en bred vifte af borgere fra alle samfundslag.”

Lee har i 2006 instrueret og produceret dokuserien, “When the Leeves Broke: A Requiem in Four Acts” – også i samarbejde med HBO – som omhandler den forfærdelige ødelæggelse i New Orleans, som orkanen Katrina forårsagede. Dokumentaren blev modtaget med kyshånd og vandt bl.a. 3 Primetime Emmy-priser. På baggrund af dette ser deres nye projekt også lovende ud.

Dokumentaren er i øjeblikket under produktion, men præcis hvornår den udkommer vides endnu ikke. Det er dog blevet udmeldt, at den vil bliver udsendt på HBO og vil kunne streames på HBO max senere i år til minde om 9/11.