Mehdi Avaz’ (‘Mens vi lever’, ‘Kollision’) tredje spillefilm ‘Toscana’ har netop fået premiere på Netflix. Hvordan klarer Anders Matthesen sig i en alvorlig rolle? Og kan Avaz leve op til sine to forrige film? Læs vores anmeldelse her af den danske ‘Toscana’, før du beslutter dig for, om den skal være din næste filmoplevelse.
Hvad handler den om?
Anders Matthesen spiller den gnavne kok Theo Dahl, der rejser til Toscana for at sælge sin fars forretning. Undervejs bliver han inspireret til at ændre sin tilgang til både livet og kærligheden.
Kan jeg anbefale den?
Anders Matthesen betragtes af mange som kongen af dansk stand up. Hans evne til at levere syndfloder af skarpe replikker samt portrættere karikerede personligheder, har begejstret flere generationer.
Lad mig derfor lige slå fast med det samme: Hvis det er den sjove og sarkastiske Matthesen, man håber på at se i aktion, så bliver man skuffet. Selv om rollen som en gnaven kok sagtens kunne lægge op til nogle legendariske Matthesen-rants, så vælges der en HELT anden tilgang.
Der vælges med andre ord en tilsvarende afdæmpet tilgang til Matthesens karakter, som man tidligere har set i hans forrige film “De frivillige”. Respekt for at Matthesen tør at udfordre de forventninger, som der er til ham. Men han har endnu ikke erfaringen til at kunne bære en HEL spillefilm, når han ikke gør brug af sine komiske talenter. Dette kommer til udtryk i filmen ved, at de scener, hvor der skal vises følelser, bliver lidt forcerede. Derved bliver udviklingen af Theo Dahl ikke helt troværdig og det er et problem i en film, hvor der ikke sker ret meget andet.
Der mangler nogle skuespillere til at supplere Matthesen. Ghita Nørby og Lærke Winther er ellers på rollelisten, men de bliver ikke brugt til ret meget. Man har måske været bange for at optage Ghita Nørby på mikrofon😊.
Christiana Dell`Anna spiller den kvindelige hovedperson, Sophia og hun leverer en ganske fin og naturlig præstation. Man kan ane en form for kemi mellem hende og Matthesen, men deres romance bliver aldrig troværdig. Dette skyldes, at den spirende forelskelse nærmest kommer ud af ingenting. Der skal tilsyneladende ikke ret meget mere til end en tur på en scooter i det italienske landskab. Havde man da bare vidst det i sin ungdom, så havde det da sparet mig for meget bøvl😊.
Manuskriptet giver simpelthen ikke nok plads til at opbygge romancen og derved bliver den aldrig vedkommende, selv om den enerverende klarinet på lydsiden gør alt, hvad den kan for at sætte den rette stemning.
Rent dramaturgisk er der absolut ingen overraskelser og der er faktisk aldrig noget på spil. Spændingskurven er nærmest fuldstændig flad uden nogen som helst udsving og klicheerne står i kø. Den ene scene afløser den anden og vi kommer da til rulleteksterne, men man er ikke investeret undervejs.
Filmen er næsten glemt inden man rejser sig fra sofaen. Det hele er set adskillige gange før bare bedre og i få tilfælde værre.
Instruktøren Mehdi Avaz`s forrige film ”Kollision” var proppet til randen med så mange hektiske begivenheder, at det nærmest blev helt absurd til sidst. Man må sige, at i denne omgang er der er valgt en helt anden tilgang, hvor al fokus er på et plot, hvor der nærmest ikke sker noget som helst.
Har jeg så slet ikke noget godt at sige?
Jo det har jeg, fordi Toscana udgør en fantastisk kulisse. Der er flere virkelige flotte scener og man fornemmer virkelig den italienske charme. Man får lyst til omgående at booke en billet til Toscana og drøne rundt på vejene på en scooter med lillemor bag på.
Christiana Dell`Anna giver som sagt en naturlig præstation og man kunne sagtens forestille sig hende i flere film fremover. Desuden har Matthesen en charme, man ikke kan tage fra ham og selv om han er under udvikling som skuespiller, så er det aldrig helt spildt, at se ham på sin skærm.
Alt i alt.
Er KÆMPE fan af Anders Matthesen og det er altid fornøjeligt at se ham på skærmen. Som skuespiller er han bestemt ikke uden talent, men han har endnu ikke evnerne til at bære hovedrollen i et karakterdrevent drama.
Der savnes dels mere modspil fra andre skuespillere men også flere nuancer i udviklingen af Theo Dahls karakter. Desuden kommer kærlighedshistorien nærmest ud af ingenting og den mangler at blive understøttet af manuskriptet. Derved føles filmen som en flad fornemmelse da man hverken er investeret i personerne eller den spirende romance.
Toscana udgør dog en fantastisk kulisse, hvilket helt klart er det, man husker bedst, når man når frem til rulleteksterne.