‘Bastarden’ har modtaget to fornemme priser ved European Film Awards. Fotograf Rasmus Videbæk modtager prisen European Cinematography, mens Kicki Ilander modtager prisen European Costume Design for sit arbejde med filmens kostumer.
European Film Awards er Europas svar på Oscar-uddelingen og uddeles i år for 36. gang af European Film Academy. Begge priser er en del af prisuddelingens Excellence Awards, der annonceres før showet, men overrækkes ved den officielle prisuddeling den 9. december i Berlin, hvor Mads Mikkelsen er nomineret til en European Film Award for European Actor for sin hovedrolle som Ludvig Kahlen.
Denne gode nyhed falder blot tre uger før, Det Amerikanske Filmakademi offentliggør shortlisten til Oscar 2024, hvor ‘Bastarden’ er Danmarks Oscar-kandidat i kampen om en nominering i kategorien ‘International Feature Film’. ‘Bastarden’ fik verdenspremiere på den prestigefyldte Venedig International Film Festival i starten af september, hvor den var udtaget til hovedkonkurrencen som den første danske spillefilm i 33 år. Herhjemme fik ‘Bastarden’ en anmelderrost modtagelse og har i dag solgt over 235.000 billetter.