Christopher Nolan har gennem hele sin karriere vist, at han er langt mere interesseret i idéer end i ren underholdning. Hans film kredser ofte om tid, identitet, skyld, kærlighed og de valg, der former os som mennesker. Uanset om det er Interstellar, Memento eller Oppenheimer, gemmer der sig næsten altid en filosofisk refleksion over menneskets vilkår bag de spektakulære billeder og komplekse fortællinger. Derfor virker det næsten uundgåeligt, at Nolan før eller siden ville kaste sig over Homers ‘The Odyssey’, et af verdenslitteraturens ældste og mest indflydelsesrige værker, som har inspireret fortællinger i næsten 3.000 år. Men spørgsmålet er ikke, om historien er god. Det har den bevist gennem årtusinder. Det interessante spørgsmål er, om Christopher Nolan formår at gøre den til sin egen. Kan han tilføre ‘The Odyssey’ den særlige blanding af intellektuel tyngde, følelsesmæssig dybde og filmisk ambition, som har gjort hans navn til et kvalitetsstempel?
Historie
Efter den trojanske krig begiver den legendariske konge Odysseus sig ud på en farefuld rejse hjem til Ithaka. Det, der burde være en kort hjemrejse, udvikler sig til en årelang odyssé, hvor han konfronteres med gudernes luner, mytiske skabninger og umulige valg. Mens Odysseus kæmper for at finde hjem, må hans hustru Penelope og søn Telemachos holde håbet i live og forsvare kongeriget mod de bejlere, der ønsker at overtage tronen.
‘The Odyssey’ er ikke kun en klassisk heltefortælling om Odysseus’ rejse hjem, men også en undersøgelse af de menneskelige konsekvenser af krig, både for dem, der vender hjem, og dem der bliver tilbage. Der er ingen tvivl om, at temaet rummer et stort filosofisk potentiale. Krig efterlader ikke kun fysiske ødelæggelser, men også traumer, skyld og en følelse af fremmedgørelse hos dem, der har oplevet den. Nolan forsøger at bruge Odysseus’ rejse som en metafor for den mentale og følelsesmæssige rejse, en soldat gennemgår efter at have overlevet krigens rædsler.
Problemet opstår dog i mødet mellem denne alvorlige krigsanalyse og filmens mytologiske univers. ‘The Odyssey’ er i sin kerne en fortælling om guder, skæbne, monstre og menneskets kamp mod kræfter langt større end sig selv. Når filmen samtidig forsøger at være en eksistentiel undersøgelse af krigens mørke sider, føles de to elementer ikke altid som naturlige dele af den samme fortælling. Hvor Homers oprindelige værk fascinerer gennem mødet mellem mennesket og det guddommelige, en mand, der må navigere gennem gudernes luner, overnaturlige væsener og umulige prøvelser for at finde hjem til sin familie, føles Nolans fortolkning til tider mere optaget af at analysere end af at fortælle. Den filosofiske tyngde bliver så dominerende, at den risikerer at overskygge den mytologiske magi, som gør historien så tidløs. Resultatet er en ambitiøs film med mange interessante idéer, men også en film, der til tider føles overfyldt og en smule prætentiøs. Man kan ikke lade være med at tænke, at ‘The Odyssey’ måske havde stået stærkere, hvis Nolan i højere grad havde omfavnet fortællingens mytologiske rødder og fokuseret på den episke rejse hjem, en rejse om menneskets kamp mod guder, monstre og sin egen skæbne.
Det er svært ikke at sammenligne ‘The Odyssey’ med Ridley Scotts ‘Gladiator’, som også er en fortælling om en kriger, der forsøger at finde hjem. Forskellen er, at ‘Gladiator’ formår at skabe en langt stærkere følelsesmæssig forbindelse til sin hovedperson. Som tilskuere følger vi Maximus’ udvikling og forstår gennem hans handlinger, hvorfor han er en stor leder. Med Odysseus føles det anderledes. Vi får at vide, at han er en vis, strategisk og snu konge, men filmen viser os ikke altid de øjeblikke, der får os til at mærke hans storhed. Hvor vi længes efter Maximus’ hjemkomst, fordi vi har delt hans smerte og kamp, føles Odysseus’ rejse mere som noget, vi observerer på afstand. Som stor Nolan-fan er det efterhånden blevet svært ikke at spørge, om hypen omkring instruktøren nogle gange gør det sværere at diskutere hans film kritisk. Hans ambitioner er uden tvivl enorme, men netop derfor bliver hans film også sårbare over for strukturelle problemer. Det oplevede jeg eksempelvis med ‘Oppenheimer’, som for mig føltes som flere forskellige film samlet i én. Nolan havde tydeligvis en stærk intention om at bruge historien om J. Robert Oppenheimer til at undersøge skyld, ansvar og spørgsmålet om, hvordan et menneske kan leve med konsekvenserne af sine egne handlinger. Men den filosofiske ambition kom til tider i konflikt med fortællingens struktur.
Den samme udfordring oplever jeg i ‘The Odyssey’. Filmen vil fortælle mange historier på én gang: Den er en krigsfortælling om en mand, der vender hjem med krigens traumer. Den er en psykologisk analyse af Odysseus’ mentale kamp med skyld og konsekvenser. Samtidig er den også et politisk drama om magten på Ithaka og kampen om Penelopes fremtid. Alle elementerne er interessante hver for sig, men tilsammen gør de filmen mere rodet, end den burde være. Måske er problemet ikke, at Nolan tænker for stort, men at han nogle gange har så mange idéer, han gerne vil udforske, at den centrale fortælling og den følelsesmæssige forbindelse til karaktererne risikerer at forsvinde.
Skuespil
‘The Odyssey’ er endnu en stjernespækket Nolan-film, hvilket efterhånden er blevet en del af hans varemærke. Men ofte er det ikke de enkelte skuespilpræstationer, der står mest i centrum i hans film. Det er i højere grad konceptet, historien og de store idéer, der bærer fortællingen. Den klare undtagelse er naturligvis Heath Ledgers ikoniske præstation som Jokeren i The Dark Knight, hvor en enkelt skuespiller nærmest overtog hele filmen. I ‘The Odyssey’ leverer castet generelt solide og kompetente præstationer. Flere gør et stærkt indtryk, men især Jon Bernthal som Menelaus og Samantha Morton som gudinden Circe skiller sig ud. De har en intensitet og tilstedeværelse, der gør, at de nærmest overtager de scener, de medvirker i, og tilfører filmen en energi, som den til tider mangler.
Den største skuffelse er dog Matt Damon i hovedrollen som Odysseus. En rolle, der på papiret kunne have været en af hans karrieres mest interessante, ender desværre med at føles mere traditionel end forventet. Hans portræt af den legendariske helt mangler den kompleksitet, mystik og karisma, der burde gøre Odysseus til en fascinerende figur. En anden ting, der påvirker filmens atmosfære, er sproget. Selvom det er et mindre element, mister fortællingen noget af sin mytiske tyngde ved, at karaktererne taler med moderne amerikanske accenter. I en historie, der handler om guder, helte og en verden langt fra vores egen, kunne et mere klassisk eller tidløst sprogligt udtryk have været med til at bevare følelsen af det episke og eventyrlige. Der er en grund til, at mange historiske film om antikken vælger et mere klassisk engelsk udtryk – det hjælper publikum med at træde ind i en anden tid.
Visuelt
Visuelt er ‘The Odyssey’ uden tvivl en imponerende film. Nolan har valgt at filme på en række spektakulære lokationer rundt omkring i verden, blandt andet i Marokko, Island og Sicilien, og det fysiske valg om at tage ud i virkelige omgivelser giver filmen en autenticitet, som computergenererede landskaber ofte mangler. Man føler i perioder, at man bliver transporteret ind i Odysseus’ verden og står side om side med ham på hans rejse. Jeg så filmen i Imperial på 70mm, og der er ingen tvivl om, at The Odyssey er en film, der bør opleves på det størst mulige lærred. De enorme landskaber, de storslåede billeder og Nolans forkærlighed for praktiske effekter kommer virkelig til sin ret i biografen. Men spørgsmålet er, om det visuelle udtryk også løfter selve fortællingen. Hvis man køber idéen om, at hele filmen er filmet i IMAX-formatet i sig selv gør den banebrydende, er svaret måske ja. Men for mig bliver det aldrig mere end et imponerende teknisk valg. De store billeder skaber ærefrygt, men de tilfører ikke nødvendigvis mere dybde til historien eller gør Odysseus’ rejse mere følelsesmæssigt engagerende.
‘The Odyssey’ er uden tvivl en film, man skal opleve på det største lærred muligt, men stor skala er ikke altid det samme som stor fortælling.
Musik og lydbillede
Ludwig Göransson er efterhånden blevet en af de mest eftertragtede filmkomponister i verden, men interessant nok virker det som om, at det især er i samarbejdet med Ryan Coogler, at han for alvor bliver udfordret kreativt. Hans arbejde på Black Panther, Creed og senest Sinners har resulteret i lydspor, der ikke bare understøtter filmen, men bliver en del af dens identitet. Selvom han vandt en Oscar for Oppenheimer, er det ikke nødvendigvis filmens musikside, publikum husker. Derfor var forventningerne også høje til The Odyssey. Inden premieren blev der lagt stor vægt på, at Nolan havde udfordret Göransson til at gå væk fra det traditionelle orkester og i stedet bruge instrumenter inspireret af antikkens Grækenland. På papiret er det en spændende idé, men resultatet understreger måske netop filmens største problem: ønsket om autenticitet kommer nogle gange i vejen for den filmiske oplevelse.
Lydsiden i ‘The Odyssey’ føles overraskende anonym og mangler den storhed og følelsesmæssige kraft, man forventer af en episk fortælling om guder, helte og mytologi. Historien har ellers alle ingredienserne til et ikonisk musikalsk tema, men musikken formår aldrig helt at løfte fortællingen til det niveau, som materialet fortjener. Historiske film har tidligere vist, hvor afgørende et stærkt soundtrack kan være for at skabe en tidløs oplevelse. Film som Braveheart, Gladiator, Troy og Ben-Hur bruger ikke kun musikken til at understøtte billederne, men til at skabe en følelse af ære, tragedie, eventyr og storhed. Det er musik, der hjælper os med at mærke historiens betydning og gør filmene større end blot deres handling.
Måske ligger problemet netop i, at ‘The Odyssey’ bliver så optaget af at finde den mest autentiske lyd, at den glemmer, hvad der gør en mytologisk fortælling levende. Nogle gange handler filmkunst ikke om at genskabe fortiden perfekt, men om at få publikum til at føle, hvorfor historien stadig bliver fortalt tusinder af år senere.