‘Dallas Buyers Club’ er løst baseret på den sande historie om Ron Woodroof fra Dallas. I 1986 får Ron (Matthew McConaughey) konstateret AIDS og besked om, at han kun har 30 dage tilbage at leve i. Han begynder at tage den godkendte medicin AZT, som er den eneste medicin mod AIDS i USA. Desværre gør AZT ham endnu mere syg, og det er lige ved at tage livet af ham. Sammen med hans læge Eve Saks (Jennifer Garner) og den transseksuelle kvinde Rayon (Jared Leto), som også er HIV positiv, begynder han i stedet at smugle alternativ medicin ind i landet. For at undgå regeringens sanktioner mod at sælge ‘ikke-godkendt’ medicin og kosttilskud, etablerer Ron ’Dallas Buyers Club’, som andre HIV smittede mennesker kan købe adgang til og derigennem få medicin.
Det falder ikke i god jord hos FDA (Food and Drug Administration) og medicinal virksomhederne, som erklærer krig mod Ron og hans ‘Dallas Buyers Club’.
Manuskriptet er skrevet af Craig Borten og Melisa Wallack, mens Jean-Marc Vallée står bag kameraet og instruerer Matthew McConaughey, Jennifer Garner, Jared Leto, Dallas Roberts og Steve Zahn.
Filmen får premiere d. 6. december 2013 i USA. Der er pt. ingen dato for en dansk premiere, og det bliver nok først engang i 2014.






