Sommertid er myggetid

Nye eventyr med Cykelmyggen Egon i sigte i den danske familie/animationsfilm  ‘Cykelmyggen og Minibillen’

Cykelmyggen Egon er en elsket og klassisk figur, der blev ”født” som bog af Flemming Quist Møller helt tilbage i 1967. I dag er bogen en klassiker, som både forældre, bedsteforældre og børn har et forhold til (jeg må dog melde mig som en af dem, der aldrig rigtig blev en myggefan). I 2007 fik vi animationsfilmen ‘Cykelmyggen og dansemyggen’ og nu kommer så spillefilm nummer to ‘Cykelmyggen og Minibillen’.

Minibillen Mini optræder i loppecirkus sammen med Cykelmyggen Egon og Dansemyggen Dagmar. Loppepigen Miranda mobber Mini og lokker ham til at bryde ind i Dagmars linedans, så hun falder og forstuver en fod. Dybt beskæmmet stikker Mini af og bliver optaget i en røverbande under ledelse af Skarnbassen Basse, som beordrer Mini til at bryde ind i biernes honninglager. Men bi-soldaterne fanger ham, og han idømmes livsvarigt strafarbejde. Bi-prinsesserne synes, han er nuttet og misbruger ham som kæledyr, men han flygter og søger beskyttelse hos røverne, som i mellemtiden har stjålet Egons cykel. Miranda har fortrudt sin mobning og sammen med Mini og deres venner, prøver de nu med list og mod at tilbageerobre Egons elskede racer…

Instruktion: Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller.
Manuskript: Flemming Quist Møller.
Stemmerne ’leveres’ bl.a. af: Jacob Alwan Salling, Mona Alenius Kaniewski, Fabian Von Harlang, Selma Quist Møller, Peter Frödin, Ellen Hillingsø, Ditte Gråbøl, Lærke Winther, Kaya Brüel, Esben Pretzmann, Ole Thestrup, Anne Marie Helger m. fl.

Filmen får premiere d. 12. juni 2014.