’A Star Is Born’ er ikke en ny historie. Faktisk er den blevet fortalt på film 3 gange før. Første gang i 1937, og efterfølgende i 1954 og 1976, med samme titel og manuskript. I nutidens 2018 genbruges titlen, og manuskriptet er endnu en gang baseret på det fra 1937. Bradley Cooper debuterer som manuskriptforfatter og instruktør – samtidig med han lige tager den mandlige hovedrolleplads. Det er lidt for stor en mundfuld for ham, især når han samtidig skal håndtere stjernemusikeren Lady Gaga, som for første gang tager en hovedrolle på sig.
Historie
Musikeren Jack (Bradley Cooper) opdager Ally (Lady Gaga) optræde på en bar, og ser med det samme potentiale i hende. Han forfører hende til at tage med ham, og pludselig optræder hun med ham på scenen; det er starten på deres forhold og på en stor karriere for Ally.
En fordrukken stodder opsøger dig, og vil ikke lade dig være og overskrider gang på gang dine grænser. Han rør ved dit ansigt, og kræver at du skal bruge aften sammen med ham. Dagen efter får han sin chauffør til at forfølge dig, indtil du går med til at tage hen og se ham spille en koncert. Sådan åbner ‘A Star Is Born’ sin fortælling.
Jeg har en virkelig ubehagelig følelse i starten af filmen og forventer at Lady Gaga lige om lidt bliver voldtaget. Men jeg ved jo godt, at det ikke er der filmen vil hen, jeg ved den vil have jeg skal synes det er sødt, at jeg skal blive helt varm indeni og sidde med et lille smil på læben over hvor søde de to hovedpersoner er sammen. Desværre film, så let kommer du bare ikke til det.
Jeg fatter ikke at Ally ikke staks løber skrigende væk – Jack er på ingen måde charmerende og han virker bare enormt creepy. Jeg forstår godt han skal være en ødelagt mand, men hvis vi skal købe hele ideen med historien, så kræver det, at filmen viser os noget, som gør at vi forstår at Ally falder for ham.
’A Star Is Born’ er meget karaktertung, og derfor kæmper jeg mig hårdt igennem den første time (jeg så på uret). Filmen regner med den har fået mig overtalt til at holde med det her par, og bruger derfor en time på at vise hvor søde og dejlige de er. En time inde giver filmen endelig plads til nye konflikter – og jeg bliver derfor nødt til at købe ideen om dem som et par, der faktisk holder af hinanden, og at Jack ikke tager røven på Ally med et ondt smil.
Filmen giver plads til Ally som nu udvikler sin karriere, og sit image, imens Jack står på sidelinjen og har svært ved at følge med. Denne del er mere interessant end den første, og jeg køber også præmissen. Desværre lider hele filmen under, at jeg aldrig helt køber karaktererne og deres følelser. Det hele ender med at blive en meget kedelig livsfortælling (med overdramatiske inspirations-citater), som jeg føler mig distanceret fra og som har en alt for lang spilletid.
Skuespil
Bradley Cooper er en enormt charmerende mand. Men jeg er ikke sikker på han selv tror på det. Det er måske for meget at forlange, at man både skal instruere sig selv, spille skuespil og samtidig stå udefra og se at det er det rigtige udtryk for karaktereren. Men det er nu en gang det Cooper forlanger af sig selv, og det fungerer virkelig ikke. Jack spilles uden den charme, som han behøver for at filmen på nogen måde giver mening. Det skal dog siges, at Cooper selvfølgelig ikke spiller dårligt – og han er god til at spille en ødelagt mand.
Lady Gaga spiller fint skuespil, det er ikke slemt. Jeg tror bare desværre aldrig på hendes karakter, hun formår ikke at komme ordentlig ind under Ally, og hun får aldrig smidt sit Lady Gaga-image fra sig. Det hele føles en lille smule kunstigt.
Og så er der selvfølgelig kemien mellem Bradley Cooper og Lady Gaga, som nærmest ikke er til stede. Den er virkelig svær at sluge. Deres flirten gør ondt at se på.
Visuelt
’A Star Is Born’ er virkelig kedelig at se på. Det er ikke nogen stor filmisk oplevelse, og det er ikke en film som kræver et stort lærred. Der er mange close-ups, hvilket fungerer godt i et karakterdrama – især hvis man var følelsesmæssigt inddraget. Der er en enkel montage som fungerer meget godt, hvor Jack og Ally rejser rundt og spiller på forskellige scener rundt omkring i USA. Det er nok det mest positive jeg kan finde frem til.
En anden ting jeg lige vil pointere, som virkelig var med til at sætte den forkerte stemning, er publikum til koncerterne. Filmen starter med Jack som optræder med en sang, som har en okay fed el-guitar, som lyder ret rocket. Publikum? De står bare og stirrer – de danser ikke, de kaster ikke med hænderne. Hvad fanden er det for et koncertpublikum? Det samme gentager sig igennem filmen. Det er bare med til, at man ikke rigtig føler for Jack og Allys optrædener og ikke køber dem som dygtige kunstnere.
Musik og lydbillede
Det er jo en musikfilm og derfor fylder musikken meget. Desværre var jeg altså ikke helt fan – jeg keder mig enormt når de spiller sange, fordi de på ingen måde rør mig. Jeg er heller ikke rigtig til country, så det er selvfølgelig lidt uheldigt. Sangen ’Shallow’ som også har været udgivet og har fået en musikvideo, fungerer fint, det er klar filmens bedste sang – men det sgu ikke noget jeg ville sætte på højtalerne frivilligt.
