Filmanmeldelse: Licorice Pizza

Efter en pause på fem år træder filmskaber Paul Thomas Anderson omsider ud af 70’ernes tætpakkede tåge, bestående af benzinrøg og cannabis, for at udgive filmen med den ret så finurlige titel, ’Licorice Pizza’.

Dette umiddelbare pladder henter inspiration fra pladebutikken af samme navn, som dermed står forrest i køen af tidsbestemte pejlemærker, der skal hjælpe publikum med at finde vej i en svunden tid uden hverken google eller gps. Her fandt man nemlig sin retning, gennem de mennesker man mødte, og de steder man besøgte. Så værsgo at række til og snup dig et stykke af livet… P.T. Anderson byder dig hjertelig velkommen til San Fernando Valley!

Historie

Filmen udspiller sig i de tidlige 1970’ere, hvor den charmerende og selvsikre børneskuespiller, Gary, en dag får øje på den noget ældre, Alana, under skolens årlige fotodag. Han beslutter sig for at invitere hende ud, og selvom Alana ikke er helt afvisende, pointerer hun dog deres store aldersforskel. Kort efter starter et turbulent og platonisk forhold mellem de to, hvor begge parter lader til at have følelser for hinanden, trods aftalen om at forblive venner. Inden længe står de begge i en problematisk situation, hvor tiderne omkring dem skifter med hastige skridt, og både Gary og Alana har et indbyrdes ønske om at komme videre med deres liv… noget de vælger at vise på hver deres måde.

© SF Studios

Med ’Licorice Pizza’ drager den anderkendte auteur på en filmisk forstadsferie til de hippe 70’ere, hvor han lader en tvetydig kærlighedsfortælling blomstre blandt hård asfalt, og høje temperaturer. En hjertevarm anekdote spækket med energi og spontanitet og fortalt af en mand med hungrende hjemve til fortiden. Faktisk er det heller ikke første gang, at Paul Thomas Anderson bringer netop denne tidsperiode til biografen… men det er muligvis første gang, at den fremstår så biografisk.

I sin nyeste film brillerer Anderson med en fleksibel fortæller-akrobatik, der tager sit afsæt i ungdommens pludselige indskydelser og ender i omverdenens mange indflydelser. Der er nemlig mere ”kærlighedsbrev” end ”kærestebrev” over ’Licorice Pizza’ og med en romantisk fortælling, der ellers virker så central for filmen, kan det være lidt lakrids at forstå hvordan det hele hænger sammen. Men det er faktisk noget, der er gået lidt mode i inden for de seneste par år, hvor særligt Quentin Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’ gjorde noget lignende. Derudover er der Kenneth Branaghs ’Belfast’ – der også snart er premiereaktuel – som er endnu et bud på en autobiografisk beretning om oplevelsen af tid og sted i en given periode i historien.

’Licorice Pizza’ står altså mere som en livlig stemningsfilm, hvor plottet er ganske sekundært. Her handler det ikke om vigtige vendepunkter hægtet på en opadgående spændingskurve, men derimod om sporadiske øjeblikke inspireret af tiden og personerne deri. Det er en vaskeægte hang-out-movie, hvor den unge duo er selve limen i fortællingen… en lim, der virker til at holde sammen på det hele, så vidt det er muligt, og som muligvis sniffes i ny og næ af visse karakterer (det kan i hvert fald virke sådan indimellem).

© SF Studios

Paul Thomas Andersons nyeste er et hyggeligt pizzaparty af de helt særlige, sat sammen af adskillige smagsindtryk og lækre nuancer. Om du er til pepperoni eller parmaskinke på din pizza er sådan set lige meget – der kommer til at være rigeligt at tage af undervejs som bolden ruller, potten ryges og pengene tjenes i det ene nystartede firma efter det andet – og hvis dette ikke giver meget mening, så skulle du måske bare smutte forbi din nærmeste biograf og hoppe med på 70’er-balladen!

Skuespil

Når en film bevidst fravælger et traditionelt plot, må man gå ud fra, at den har en exceptionel god grund til dette. Og med ’Licorice Pizza’ har Anderson for alvor forstået, at det kræver et karaktergalleri fra allerøverste hylde, for at fungerer…

Skuespillet i filmen er fantastisk. Intet mindre. Særligt de to debuterende hovedroller, Alana Haim og Cooper Hoffman, er simpelthen uimodståelige som den unge kærligheds-kerne med knas på linjen. De er begge utrolig naturlige og charmerende på hver deres måde og deres samspil er fabelagtigt.

Dette underholdende ungdomsforhold krydres med en changerende collage af super-cool og ultra-kaotiske mennesker, der alle sælger tiden og tonen til komisk perfektion… en excentrisk Sean Penn, en gakket Bradley Cooper og en ustyrlig Tom Waits er bare nogle af eksemplerne på vanviddet, som Paul Thomas Anderson disker op med – og så har jeg slet ikke nævnt selveste Leonardo DiCaprios far!

© SF Studios

Visuelt

Filmens instruktør holder af fortiden på flere forskellige punkter, herunder selve processen i at skabe filmmagi. Derfor er han også stor fortaler for at optage og fremvise sine værker på gammeldags filmnegativ. Nogle mener celluloid hører fortiden til og lige netop derfor er ’Licorice Pizza’ måske den helt rigtige film til dette.

Nøjagtig som sin forrige film, ’Den skjulte tråd’, har Paul Thomas Anderson andet at lave bag kameraet end blot at råbe ”action” og ”cut”. Han er nemlig sin egen filmfotograf, hvilket er ganske atypisk i filmverdenen. Det kræver stor teknisk viden, og det er ikke alle instruktører, der kan bære denne hat. Men Anderson gør det med stil, uden at blive for høj i hatten, og har fuldstændig styr på, hvilket udtryk han ønsker at formidle. Det er ikke et visuelt mesterværk, men det er totalt i tråd med den tidsperiode, som ønskes realiseret.

Musik og lydbillede

Jonny Greenwood er igen at finde ved Andersons side, og man forstår godt hvorfor.  De to forstår hinanden til punkt og prikke og sætter takt og tone i en komplet symfonisk symbiose hver eneste gang. Det er ingen overraskelse, at Greenwood er at finde på lydsiden af op til flere af årets Oscar-nominerede film, og selvom meget af hans arbejde her består af veludvalgte 70’er ballader, så er det ikke noget man skal kimse ad – måske man nærmere skal knipse med på alt fra The Doors til Paul McCartney.

'Licorice Pizza' - kan ses i biografen fra den 17. marts 2022
Kort fortalt
’Licorice Pizza’ er snasket comfort food for sjælen leveret direkte til biografsædet uden for mange dikkedarer. Et hovedkulds styrtdyk ned i 70’ernes tætte tidslomme; helt fri for både lommeuld og lommefilosofi. Det er en film, der handler om at opleve og observere, i samme afslappede tempo, som karaktererne gør det. Så hvis du er frisk på en festlig spadseretur i en flippet tid, i selskab med flippermaskiner, grydefrisurer og åbenstående skjorter, så er det bare med at få ryddet kalenderen i den nære fremtid og tage et smut tilbage til fortiden sammen med Paul Thomas Anderson!
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
LÆSERNES BEDØMMELSE3 stemmer
4.5