I tiden med #MeToo-bevægelsen og kvinder i Hollywood, der kræver flere roller med bid i, ja, så er det kun naturligt, at en bølge af film med kvindelige rollemodeller ser dagens lys. En af dem er denne biografiske periodefortælling om den franske forfatterinde Colette. Så nu er spørgsmålet, hvad dette handyr af en skribent synes om filmen.
Historie
Denne fortælling foregår i tidsrummet 1893 til omkring 1910. Der var her at kvindebevægelsen så dagens lys, og kampen for lige rettigheder begyndte. Men denne film tager udgangspunkt i Colettes personlige kamp indenfor hendes ægteskab med den ældre Willy. Willy er en fransk forfatter, der lader andre skrive hans bøger for ham, og derefter 
bruger hans navn som et slags “brand”. Dette har givet ham stor succes, og sammen med Colette synes de at trives i det parisiske bohemeliv, selvom hun savner livet udenfor byen og væk fra de selvoptagede mennesker. Desværre har de ikke mange penge, da Willy kaster dem bort i gambling, dyre middage og besøg hos prostituerede. Derfor begynder Colette at skrive historier om teenagepigen Claudine, der tager afsæt i hendes eget liv og ungdom, i håb om at hendes bøger vil skabe noget kapital. Hvilket de ikke bare gør, men skaber et litterært fænomen, som gør parret stinkende rige. Der er blot et problem, da bøgerne er skrevet under Willys navn, og derfor er det ham som får anerkendelsen og berømmelsen, hvilket langsomt begynder at æde Colette indefra. Derfor begynder hun at kæmpe tilbage, hvilket var at gå imod tidens stokkonservative normer.
Biografiske film er ikke altid en fornøjelse at gå igennem, især ikke dem der prøver at samle et helt livs historie på 2 timer. Men heldigvis, så fokusere denne film blot på en periode af Colettes liv. Dernæst, så har filmen relevans for nutidens diskussioner om ligestilling, hvilket gør den nyttig og tør man sige moderne. Det er også en film om seksuel frigørelse, da Colette var en biseksuel kvinde, der havde affære med andre af samme køn, hvilket hendes mand Willy godt var klar over, da de begge nød sladderen i Paris. Men alt i alt, så er det en film om frigørelse og selvstændighed, og at man skal turde kæmpe imod tidens normer og rammer.
‘Colette’ har måske ikke kæmpe store dramaturgiske øjeblikke, der byder på livsfarlige situationer, men det kan ikke benægtes, at hendes historie er meget godt fortalt. Ja, der er punkter, hvor filmen faktisk er ualmindelig charmerende og rørende. Dernæst, så kan jeg godt lide, at man ikke har opsat Willy, som en person/mand man skal hade. Javist, han er fuld med fejl og mangler, men ligesom Colette, så fornemmer man, at han også er fanget af den tid han lever i. Så på trods af, at han virkelig gør nogle idiotiske handlinger, så er Willy opsat som en person man i enerum nok ville kunne lide og hygge sig med.
Filmens 1 time og 51 minutter synes at være kortere, da man har haft en ganske fornøjelig tid i biografen, der fra et mandlig cis-kønnet perspektiv ikke synes at baske mit køn oveni hovedet. Men blot vil fortælle en historie om kærlighed og kamp for lighed i et parforhold.
Skuespil
Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke er nogen stor fan af Keira Knightley. Der har altid været noget ved hende, som åbenbart ikke passer til mig. Men, denne mening bliver gjort til skamme her, da hun i den grad bringe sit såkaldte “a-game” frem her. Knightleys balanceagt med Colette-karakteren er betagende, og jeg ville ikke være overrasket, hvis dette er rollen, som giver hende en Oscar-nominering. Roses skal Dominic West også, som Willy. Hans præstation gør hans karakter sympatisk, selvom han tit er, hvad man på gammel dansk kalder, et dumt svin. Filmen har mange biroller, der hver spiller ganske fremragende.
Visuelt
Dette har måske ikke været den dyreste film at lave, men hold da helt ferie, hvor er den smuk at se på. Filmen er meget autentisk, og man tror vitterligt, at man er rejst tilbage 120 år med en tidsmaskine. Dette er en periodefilm med stort P, og selv scener, der foregår ude i naturen synes smukt og poetisk filmet. Fotografen er Giles Nuttgens, der ikke har været cheffotograf på store film, men som alligevel er en erfaren herre, der har sat sit aftryk. Dette er forhåbentlig filmen, der giver ham større projekter.
Musik og lydbillede
Manden bag filmens musik er Thomas Adès, og dette er hans første spillefilm. Kort sagt, så er dette en flot debut, og han levere musik der svinger godt med billede såvel fortællersiden. Lydmæssigt er det hele fint mixet, men nu det heller ikke en film med bulder og brag.