Tilbage i 2019 tog Todd Philips verden med bukserne nede og hænderne op, da han gik fra at være en joker i filmbranchen til at bringe den psykotiske tegneserie-karakter Joker til det store lærred. Trods filmens enorme succes, var det næppe oplagt med en opfølger. Fem år senere er det dog alligevel blevet en realitet, og ’Joker: Folie à Deux’ bliver tilmed Joaquin Phoenix’ første efterfølger nogensinde… hovedrolleindehaveren griner formentlig hele vejen til banken, men har filmen også værdi for sit publikum?
Historie
I vores gensyn med Arthur Fleck, ser vi ham institueret på Arkham, hvor han afventer en retssag for sine fatale forbrydelser. Alt imens Arthur kæmper med sin egen psykotiske personlighed samt den nyfundne opmærksomhed som en forskruet kendis i klovne-makeup, støder han pludselig ind i en kvinde på anstalten, som lader til ikke blot at forstå ham, men også vil hjælpe Arthur med at få hans sande jeg frem fra skyggerne.
’Joker’ var som nævnt en kæmpe succes; og selvom en efterfølger ikke ligefrem lå i kortene, så kan man jo aldrig regne med en joker. Dermed har vi dagens anmeldelse af Todd Philips’ noget atypiske bud på en (musikalsk) efterfølger til sit monsterhit fra 2019, nemlig ’Joker: Folie à Deux’. En kreativ, men også lidt kluntet titel, der løst oversat betyder ’galskab for to’. Her refereres blandt andet til dét faktum, at ingen ringere end Lady Gaga optræder i filmen, i rollen som Harley Quinn. Passende valg af skuespiller, eftersom filmen rent faktisk er en musical – men hvordan fungerer det så helt præcist?
I og med vi har med et mentalt ustabilt individ at gøre, er det måske ikke så skørt endda, at Arthur Fleck har problemer med at forstå og udtrykke sine følelser, hvilket derfor kommer til udtryk som virkelighedsbaserede vrangforestillinger og ønskescenarier. Musical-vinklen er derfor et kreativt valg, hvor instruktør og manuskriptforfatter Todd Philips kan dykke dybere ned i Arthur Flecks indre og dermed illustrere diverse fortællermæssige og tematiske passager på en anderledes og måske mere rammende måde. Det er samtidig en viderebygning af Jokers ”indre musik”, som vi så mere vage eksempler på, i den første film. Men de var ganske vidst til stede og på vigtige vendepunkter også.
Forstår jeg Todd Philips tankegang og umiddelbare hensigt med at bruge musikken til at skabe et dynamisk billede af en sindsforvirret person, der har for vane at bygge sin egen virkelighed og leve sit liv i en fantasiverden? Ja, det gør jeg. Men om det lykkedes, er en anden sag… særligt når musik og dans skal bindes op på en tilværelse på institution og et igangværende retssagsdrama. Generelt så lader ’Joker: Folie à Deux’ til, at ville være alt andet end det oplagte bud på en efterfølger, hvilket får én til at tænke, hvem den her film egentlig er lavet til?
Den første ’Joker’ skabte en del kontroverser, grundet dens rebelske natur og hvordan en psykopatisk morder ”hyldes” for sine handlinger og rejser sig fra mørket som en antihelt for Gothams fortabte sjæle. Todd Philips har tidligere modsagt sig denne kritik, men alligevel er det lidt som om, at Philips med ’Folie à Deux’ trækker originalens morderiske messias-vinkel en smule tilbage. Det er ærgerligt, for luften går lidt af ballonen, når filmen blot fører os tilbage til udgangspunktet og transformerer vores hovedperson fra socialfænomenet Joker til samfundstaberen Arthur. Slutresultatet står derfor mere som en uddybning end en udvikling af karakteren, hvilket gør, at filmen også føles forholdsvis retningsløs undervejs.
Det hele virker som et ”modigt” forsøg på at skrælle lagene af en legendarisk karakter og udfordre hele vores opfattelse af hvem The Joker egentlig er. Men der vil jeg mene, at filmen fra 2019 allerede ”menneskeliggjorde” Joker mere end nogensinde før og fremstillede ham som mere end bare et symbol på kaos og vold. Det var noget, der var tydeligt filmen igennem, også med det monumentale klimaks in mente. ’Joker: Folie à Deux’ har måske en ny måde at præsentere det hele på, men historien mangler slagkraft og karaktererne mangler drivkraft. Filmen virker flyvsk, retningsløs og repetitiv og står mere som en epilog eller en spinoff end en decideret viderefortælling af historien.
Skuespil
Det er vel ingen overraskelse, at Joaquin Phoenix’ præstation endnu engang fylder godt ud på det store lærred, trods hans fysik fortsat er skin og ben. Det er en solid og gennemført præstation, men selvom Phoenix får lov til både at synge og danse i denne omgang, er det ikke en komplet anderledes optræden, der kommer til udtryk.
Lady Gaga som Harley Quinn udnyttes heller ikke til fulde og selvom hun er god, så blegner hun lidt ved siden af så dygtig en skuespiller som Phoenix. Flere fænomenale skuespillere, blandt andet Brendan Gleeson, er også at finde undervejs. Men de får aldrig rigtig tid eller mulighed for at udfolde deres talent, hvilke er superærgerligt.
Visuelt
På billedsiden ligger vi ikke langt fra det grumme og gustne udtryk fra den første film, hvilket overføres fint her. Det musikalske genreskrift lægger selvfølgelig op til, at der tilføres mere liv til filmens visuelle side og ganske rigtigt kommer der mere bevægelse og mere farve i flere af filmens mere kreative passager. Men det er som om, at der ikke helt er nok smæk for skillingen…
Når filmen går fra roligt retssalsdrama til regulær musical, så er det som om, at grundelementerne er til stede, men at potentialet aldrig rigtig forløses… og det er problematisk, når ’Joker: Folie à Deux’ satser så stort, men alligevel ender som et lidt ligegyldigt filmeksperiment. Resultatet må siges at være ret så skuffende, når man forventer ”løssluppen energi og rock n’ roll”, men får ”standarddans og dansktop” i stedet.
Musik og lydbillede
Det mørke og faretruende soundtrack fra ’Joker’ er tilbage og det samme er Hildur Guðnadóttir, som filmens komponist. Endnu engang formår hun at fange den helt rigtige stemning for filmen, også selvom det ikke er helt så rammende og balanceret som i den første film. Nuvel, nu er der også pludselig en håndfuld sange, der optager en del plads.
Efterfølgeren er desuden ikke en almindelig musical, men en såkaldt ”jukebox musical”, hvilket betyder, at alle numrene består af allerede udgivet materiale. Det er nogle fine og ofte passende sange, der er valgt, men det er heller fordi, at jeg sidder tilbage og husker hver og en. Jeg husker nok bedre sekundet hvor ”Rock & Roll Part 2” hamrede ud af højtalerne under den første film eller Frank Sinatras udgave af ”Send in the Clowns” i rulleteksterne.