Copyright Camera Film

Filmanmeldelse: De 8 bjerge

Vi skal helt op i højderne og forelske os i de italienske tinder i Felix van Groeningen og Charlotte Vandermeersch’ ‘De 8 bjerge’, hvor to meget forskellige personligheder og skæbner mødes.

Copyright Camera Film

Historie

Pietro er en bydreng fra Torino, som tager med sine forældre op til en næsten glemt bjergby, hvor han møder byens eneste anden dreng Bruno. Drengene indleder hurtigt et intenst venskab, hvor de både sammen med Pietros far og alene tager på oplevelsesture i bjergene.

Vi følger nu drengenes opvækster hver især- Pietro i byen og Bruno på bjerget, hvor de som teenagere skilles, da Pietro ikke længere vil med forældrene på ferie. De mødes igen næsten 15 år senere som mænd, hvor de opdager at venskabets flamme ikke er udgået trods årenes løb. Her er de sammen om at bygge et lille hus på en bjergside og mens de tømrer huset sammen ser vi venskabet også blive fasttømret. Alligevel er fortællingen gennemsyret af en stille melankoli, for Pietro bliver ved med at rejse ud for at finde nye bjerge, mens Bruno stædigt bliver hængende på sin velkendte bjergside.

Historien indfanger det livslange venskab i smukke glimt, hvor det føles som om de aldrig var skilt fra hinanden. Det er en simpel præmis med masser af plads til stilfærdige samtaler om skæbner og folks plads i verden.

Copyright Camera Film

Skuespil

Kemien mellem de to hovedpersoner Bruno (Alessandro Borghi) og Pietro (Luca Marinelli) er virkelig fundamentet, hvorpå resten af filmen hviler, og de kan heldigvis løfte det. Fortællingen er stilfærdig og ærlig, og både Borghi og Marinelli portrætterer deres karakterer med en inderlig oprigtighed. Karaktererne har tydeligt meget på hjerte, men kan ikke altid få det over deres læber til hinanden, så meget skal også læses i mændenes ansigt.

Visuelt

Visuelt bliver de filosofiske samtaler om livets veje sat i smuk relief af overdådige naturbilleder. Filmen er simpelt skudt, men omgivelserne træder frem helt af sig selv, lige fra de højeste tinder til de fineste søer i dalen. Alligevel holder vi os altid tæt på karaktererne og følger Pietro og Bruno helt tæt i deres færden på bjergene.

Musik og lydbillede

Selvom dialogen foregår på italiensk, er mange af de musikalske indslag i ‘De 8 bjerge’ engelske. Sangene understreger fint de stemninger, der løbende kommer frem i filmen, og lydbilledet er generelt flot med til at stemningssætte de smukke naturbilleder og intime nærbilleder.

'De 8 bjerge' har premiere 9. februar
Kort fortalt
'De 8 bjerge' er en smuk fortælling om det vedvarende venskab og de mange veje, som livet kan springe ud af.
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
LÆSERNES BEDØMMELSE22 stemmer
4