Mens vi i den danske andedam brokker os over billetpriserne hos DSB, og hvorfor Netto er løbet tør for økologisk skyr, ja så glemmer vi helt bevidst, at der er mange ude i den store verden, hvor hverdagen er en livskamp. Denne skribent tog ind og så en film om en af de livsskæbner, da man med åbent sind blev introduceret for ‘Kaparnaum’, og historien om en fattig libanesisk dreng.
Historie
Vi befinder os i Beiruts fattigkvarter. Stedet er definitionen af slum, og midt i dette miljø af skraldedynger, rotter og menneske-typer man burde holde sig langt væk fra, finder vi den 12 årige Zain. Hans skæbne er fra start af sat. Men den standhaftige knægt, er ikke en som villigt accepterer den livssituation han er sat i, og er tit en torn i øjet på sine forældre, som mener han par tout skal makke ret overfor dem, såvel hans fremtidige liv i slummen og som brødføder til familien. Men da hans lillesøster bliver tvangsgift med den lokale kioskejer, slår det klik for Zain, og han tager chancen for at flygte fra hans liv som “barneslave”. På hans rejse til en bedre tilværelse møder han en ung kvinde fra Etiopien, der bor i Beirut illegalt. Han får knyttet et stærkt bånd til hende, og hendes 1-årige søn, som konstant er på randen til at blive opdaget og deporteret. Midt i en usikker situation viser Zain sin side som et ansvarsfuldt og empatisk menneske, på trods af at man lever i et helvede af fattigdom, nød og elendighed.
Den kvindelige instruktør, Nadine Labaki, viser en utrolig fortællermæssig styrke hér! ‘Kapernaum’ er virkelig en rå og gribende oplevelse, som man ikke kan undgå at blive ramt af. Filmen har mange underlæggende tematikker, men de bliver serveret på en facon, der ikke synes at slå en oveni hovedet. Nogle vil måske mene at filmen har lige lovligt for meget elendighed, og virker som et politisk værktøj (eller har en agenda). Men denne skribent er klart af den opfattelse, at man ikke føler dette. Nej, dette er en menneskelig fortælling, som viser en helt anden virkelighed, end den vi i Norden er vant til. Det er et sandt kunsthåndværk, og burde klart være en større favorit til Oscar-uddelingen end ‘Roma’ (som også er fantastisk på dens helt egen måde). Klart en af årets stærkeste film!
Skuespil
Drengen spilles af en rigtig syrisk flygtning. Zain Al Rafeea, er med et gået hen og blevet min ynglings barneskuespiller. Han leverer en af de bedste preformancer jeg længe har set, og er for hans alder på ren Marlon Brando-niveau. Selvfølgelig kan han relatere til sin rolle, for han har præcis levet sin karakters liv i virkeligheden. Men hans præstation sidder stadig fast inde i mig, og jeg håber vi kommer til at se flere film med ham. Zain bakkes op af fine biroller, som er med til at øge filmens tone.
Visuelt
Top karakter gives der også til denne kategori. Labaki har en fantastisk kontrol med filmen, og man ligger ikke fingre i mellem hvor hårdt det er at opvokse i Beiruts mindre attraktive steder. Filmen virker til tider som en dokumentar, hvilket er et løft på hatten til, hvor realistisk denne oplevelse egentlig er.
Musik og lydbillede
Lydene er også fabelagtige. Larmen af ældre biler, legende børn og arabisk musik i baggrunden højner realismen. Det er også som om, at man nogle gange kan hører osen fra biler og andet forurening. Dette er lyden af storby-slum!
Copyright: Scanbox