Kæmpeaben Kong dukkede første gang op i filmen ‘King Kong’ fra 1933 – og har siden optrådt i en del film. Sidst så vi Kong i Peter Jacksons lidt uinspirerende (hvis du spørger mig) ‘King Kong’ fra 2005.
NU tager amerikanerne igen tilbage til den eventyrlige ø ‘Skull Island’, denne gang i 1970’erne, og endnu en gang forstyrrer de kæmpeaben Kong.
Historie
Vi er i 1970’erne lige efter Vietnamkrigen og der er blevet opdaget en ukendt og uudforsket ø i Stillehavet. Et hold af forskere, militærfolk – ledet af Oberst Packard (Samuel L. Jackson) – en krigsfotograf (Brie Larson) og en militærmand der er med, fordi han er god til at finde vej (…?) (Tom Hiddleston) bliver alle sendt til øen, for at kortlægge den og tage prøver. Men kort efter de ankommer, finder de ud af, at øen ikke er helt fredelig.
’Kong: Skull Island’ tilbyder en hel masse action, og det er hovedsageligt der dens styrke ligger. Der er masse vold, blod, store blodtørste dyr og mennesker der dør. Plottet er generelt en smule tyndt, men det gør egentlig ikke så meget, for filmen står aldrig stille – der sker hele tiden noget. Der er dog stadig en del svagheder, når man ser efter.
Det hele bliver lidt ensformigt til tider: Endnu et kæmpe dyr angriber, og menneskene prøver at skyde det. For filmen bruger meget den samme formular, med at alle dyr bare at kæmpe store, og af en eller anden grund har lyst til at slå mennesker ihjel. Lige en side bemærkning: hvorfor tror menneskene at de kan skyde en KÆMPE abe på 30 meter, med deres geværer? Og hvorfor for fanden er det første de gør, når de ser en kæmpe abe, at angribe den – og blive ved? Er det mest naturlige ikke at flygte? Helt seriøst…
På samme måde er der en del ting, som ikke helt giver mening. Fx hvor enormt rolige de alle er, selvom de lige har set en 30 meter høj abe – og alle de efterfølgende vilde ting de blive udsat for. Når jeg sidder efterfølgende og analyserer det, giver det da mening at det er pga adrenalin og overlevelsesinstinkt, at de alle holder hoved så koldt. Mange af dem har selvfølgelig lige været i Vietnamkrigen, og oplevet en del forfærdelige ting (en del af dem er dog videnskabsmænd eller andet, som ikke har været i krig). Men filmen giver ikke den forklaring, eller undskyldning, og det virker derfor kunstigt når man sidder og ser det. Og ville det ikke også være realistisk at mindst et par stykker går i chok eller bliver sindssyge?
Men okay, filmen har valgt at fokusere meget på action og vilde scener, og det er tydeligt den ikke gider det psykologiske – men heller ikke sine karakterer eller dialog:
For dialog er ikke noget ‘Kong: Skull Island’ gider bruge sin tid på. Der er generelt ikke mange der snakker sammen – og når de snakker er det kun om praktiske ting. Det gør altså, at man aldrig kommer ind på karakterne. Og det er netop karakterne, der er filmens største problem. Karaktererne er enormt overfladiske og meget flade. De har ingen egentlig personlighed, hvilket gør dem ret ligegyldige og kedelige. Kun få detaljer skiller dem ud fra hinanden, og det er ikke nok til, at man føler man lærer dem at kende. Derfor føler man heller ikke som sådan noget specielt, hvis der sker noget med dem. Det gør også at filmen mangler en del charme, fordi den netop mangler karakteristik i sine karakterer.
Men det skal siges, at jeg køber den: altså jeg køber filmens fokus på action, og ligegyldighed med psykologi, karakterer og troværdighed. Jeg er godt underholdt hele vejen igennem og jeg bliver ikke træt af tempoet. Det også fedt, at den tør vise blod og vold, og ikke er rosenrød. Og de urealistiske og kunstige reaktioner og plot-dele, betyder i virkeligheden ikke noget for oplevelsen, da filmen ikke er særlig plot- eller karaktertung. Derfor kan man let skubbe det til siden, og bare lade sig rive med.
Men jeg kan ikke ignorere, at jeg savner nogle dybere karakterer, nogle man kan identificere sig med og holder af. Det vil automatisk gøre det hele meget mere spændende, fordi man frygter for hvad der sker med dem. Også fordi jeg synes spændingen og sidde-ude-på-kanten-af-sæddet-heden sagtens kunne være højere.
Skuespil
Skuespillerne er mest af alt pyntedukker. Her er det især Brie Larson og Tom Hiddleston jeg snakker om – og sikke smukke pyntedukker de er. Sikke et par altså, wow (note: der er ingen romantik i filmen, thank goodness). Jeg siger de er pyntedukker, fordi karaktererne er, som tidligere fortalt, ret ligegyldige og personlighedsløse. Derfor tilføjer skuespillerne ikke meget til deres roller, og hvem som helst kunne egentlig spille dem. Dog er det klart, at disse to store navne trækker folk til filmen, og skaber en form for genkendelse, som måske gør karakterne en smule mere interessante, end de egentlig er. Jeg kan da heller ikke sige mig fri for, bedre at kunne lide Tom Hiddlestons figur, fordi jeg så godt kan lide netop Tom Hiddleston.
Samuel L. Jackson har en smule mere personlighed i sin rolle – på trods af, at han er enorm stereotyp og endimensionel. Men man ved i hvert fald hvad han vil, og hvad hans rolle er. Og Samuel L. Jackson er jo bare sej ligegyldig hvad – endnu en gang en skuespiller der klart er valgt ud, pga sin status og genkendelighed.
John C. Reilly er klart den skuespiller som har fået den mest interessante og dybe karakter – og han gør det rigtig godt. Han formåede, som den eneste, at skabe en karakter som jeg holdt af og følte noget for. Jeg kan ikke fortælle noget om ham, fordi det vil være afslørende for plottet.
Derudover en lille gang opmærksomhed på Tian Jing, som spiller den eneste anden kvindelig karakter der er i filmen, udover Brie Larsons. Jeg var lidt irriteret over hun ikke fik bare en smule mere plads.
Ellers synes jeg ikke det er værd at komme ind på flere skuespillere. Ingen spiller direkte dårligt, men ingen gør heller noget specielt ud af deres karakterer.
Visuelt
Jeg var imponeret over filmens visuelle side, på mange punkter. Først var selve øen og naturen enormt smuk. Det lignede et sted jeg har været i Vietnam. Først synes jeg det var lidt mærkeligt, da de fløj henover øen, og denne “mystiske ø” lignede noget jeg har set i virkeligheden. Men derefter kom jeg til at tænke på, at det jo er præcis sådan det skal se ud: Øen er jo et sted i Stillehavet og ikke et eller andet fantasyland, og derfor er det enormt realistisk og troværdigt, at det netop ligner noget der findes på jorden. Og det dét jeg synes er fedt ved naturen og landskabet i den her film, det er nemlig ikke overdrevet.
Lige pånær de kæmpe dyr, selvfølgelig. De er selvfølgelig alle sammen lavet med CGI, og det er her, jeg vil gå ud af min sædvanlige zone, hvor jeg hater på CGI, og ind i en mere positiv zone. Jeg synes nemlig at de store dyr, og Kong, var enormt vellykket. Faktisk så vellykket, at jeg først til sidst huskede mig selv på at tænke over, at det var CGI og stille mig det sædvanlige spørgsmål: ser det naturligt ud? For det så nemlig naturligt ud. Virkelig imponerende. Jeg tror det er første gang, at jeg har haft den oplevelse.
Til slut lidt ros til kameraarbejdet. Der er nogle virkelig fede detaljer i hvordan filmen er filmet, og der er blevet lagt kreativitet og arbejde ind i det. Der er ligeledes også leget meget fedt med farverne.
Overordnet en visuelt enormt lækker film!
Musik og lydbillede
Filmen består af en rigtig fin blanding af underlægningsmusik og musik fra 70’erne. Jeg kunne ikke genkende nogle af sangene, men de lød tydeligt realistiske fra 70’erne, og gav en super fed stemning til filmen, og lidt den der Vietnam-krigsfølelse i samspil med soldaterne og naturen. Soundtrackets orkestrerede underlægningsmusik var enormt flot og stemningsfuldt – og storslået, hvilket passede enormt godt til billederne og historien.
OBS! Der er en scene efter ALLE rulleteksterne, så hvis du sidder og har haft den fedeste oplevelse med filmen, så vil jeg da anbefale at du bliver og ser scenen efter rulleteksterne. Den er intet vildt, og jeg synes den var ret komisk på den dårlige måde, men den skal da ses!