JA, jeg indrømmer! Jeg havde vandfyldte øjne under Clint Eastwoods romantiske film ’Broerne over Madison County’, men ellers så er romantik-genren ikke en som jeg besøger tit, hvis ikke meget sjældent. Så nu er spørgsmålet, om jeg også fik våde og røde øjne af ’Midnight Sun’?
Historie
Katie er en 17 årig ung kvinde, der har levet det meste af sit liv isoleret i sit hjem, alene sammen med sin far. Hun har en sjælden genetisk sygdom, der giver hende en livstruende følsomhed over for sollys. Så i løbet af dagen er hun tvunget til at være indendørs, hvor kun hendes eneste og bedste veninde er hendes kontakt til ungdomslivet. En nat, hvor hun har fået lov til at være ude i et kort stykke tid, møder hun den jævnaldrende Charlie, som hun i hemmelighed har beundret i årevis. Sød musik opstår, og de to bliver ret hurtigt forelskede i hinanden. Men Katie har det dårligt med at skulle fortælle Charlie om sin sygdom, af frygt for, at han ser den i stedet for hende. Så hun vælger at holde mund, hvilket starter en sommerromance, der ender med at få uforudsete konsekvenser.
Hvis jeg fik våde og knaldrøde øjne af ’Midnight Sun’, så var det ikke på grund af en medrivende, rørende og yderst velfortalt historie… Men fordi oplevelse var det modsatte af alt dette! Jeg ved godt, at jeg ikke tilhører kernepublikummet, og at filmen ikke appellerer til mig, men derfor kunne man da godt have håbet på en god film med noget dybde og ægthed. Men, hvad man i stedet får er en usandsynlig, forudselig, cheesy/corny teenager-smækkysfilm, som til nogle tider kører forfærdelig på dramatiske klichéer og tvunget sentimentalitet. Vi taler altså her om en virkelig nutidig teen-romance film, der måske ikke når opkast-følelsen, som når der er romantik i luften i ’Twilight sagaen’, men som er på afgrundens rand.
Og hvorfor faldt filmen så ikke ned? Jo, for der er øjeblikke, hvor filmen fik en lille smule fylde og vægt på den dramatiske side. Og det handler primært kun om hovedpersonens forhold med hendes far, som nok er det mest troværdig i filmen, selvom det aldrig bliver rørende. Selve romancen mellem Katie og Charlie blev aldrig troværdig for mig, og det var jo ligesom ”the main event”, vi så filmen for.
Men, hvis man vil have den omvendte oplevelse og et kerneeksempel på godt skrevet romantik, så se ’Call Me by Your Name’, der udkom tidligere i år.
Skuespil
For mig var Rob Riggle, som Katies far højdepunktet. Riggle er mest kendt for sine komiske roller, og det er ham som bringer mest dramatisk dybde til filmen. Der var scener, hvor han virkelig spiller godt og troværdigt, men uheldigvis så handler filmen ikke om ham og hans syge datter. Belle Thorne spiller hovedrollen. Hun er ganske yndig at kigge på, og er slet ingen katastrofe som skuespillerinde. Hun formår ligesom Riggle også at have momenter, hvor hun skinner i gennem, men manuskriptet hiver hende ned i niveau, og det er virkelig synd, da jeg er overbevist om at Thorne er talentfuld. Karakteren Charlie spilles af Patrick Schwarzenegger (yep, han er THE SON OF ARNOLD) og han er på skuespiller feltet klart det svageste led. Ikke at manden var rædselsfuld, men han var lidt som at kigge på en sten, der havde et vis sæt ansigtstræk.
Visuelt
Teknisk så ved skaberne bag, hvordan man laver lyssætning, bevæger kameraet og generelt udfører et professionelt stykke arbejde. Men ellers så er der ingen originalitet at hente her, og billederammen er den samme, som man har set i mange andre amerikanske sukkersøde kærlighedsfilm til teenagere. Filmen bruger til tider for mange flashback, hvilket var en irritation for mig, og hvis jeg skal opsummere den visuelle del med et ord, så ville det nok være…. Kedelig!
Musik og lydbillede
Bella Thorne synger et par sange i filmen, og hendes sangstemme er utrolig god. Desværre er den lyrik og de ord, der kommer ud af hendes mund, ikke af samme kvalitet, men kun med til at dyppe filmen mere ned i en sukkerlage, der lige er til at tabe tænderne over. Både musik og lyd er typisk for nutidige film, der appellerer til de unge, og ikke noget jeg rykker op af stolen af.
