La La Land
©Dale Robinette, Nordisk Film

En liste over romantiske kærlighedsfilm

Sidst opdateret:

Valentinsdag er i sigte, og vi har derfor lavet en liste over romantiske film, du kan se i denne anledning. Om det bliver med din bedre halvdel, dine venner eller med dig selv og en pizza, garanterer vi, at disse film vil bidrage til din dag, hvis du er i det romantiske hjørne.

500 Days of Summer (2009) 

En form for “reverse” kærlighedsfortælling om den håbløse romantiker, Tom (Joseph Gordon-Levitt), som bliver forelsket i firmaets nye assistent, Summer (Zooey Deschanel), som ikke tror på kærlighed. Deres forskellige syn på skæbnen og, ikke mindst, kærlighed spænder ben for deres forhold, som Tom stædigt prøver at fastholde. Da Summer alligevel slår op med ham, ender han i en stærk depression, som får ham til at reflektere over deres forhold, og hvor det gik galt. I denne proces genfinder han sig selv og sine passioner i livet.

Before-trilogien (2004-2013)

I denne trilogi får vi et kortvarigt indblik i Jesse (Ethan Hawke) og Celines (Julie Delpys) forhold én gang hvert niende år. Filmene forløber over en enkelt aften, middag eller nat. I trilogiens første film (Before Sunrise) støder de to hovedpersoner ind i hinanden for første gang. De tilbringer hele natten sammen i Wiens gader. Kemien er stærk fra start, og den styrkes kun, som de lærer hinanden at kende. En smuk filmserie med stort set kun de to karakterer, som vi lærer at kende, som de lærer hinanden at kende i form af lange dialoger – som en sand flue på væggen.

Eternal Sunshine of The Spotless Mind (2004) 

Efter et mislykket forhold beslutter Joel (Jim Carrey) at slette sine ekskæreste, Clementine (Kate Winslet) fra sin hukommelse, efter at have fundet ud af, at hun har gjort det samme. Under behandlingen genkalder Joel minderne om hende og fortryder snart sin beslutning, som han indser, at han ikke er klar til at give slip. Der er dog ingen, der kan høre ham råbe om hjælp, som han desperat prøver at holde fast i de første og sidste øjeblikke, han husker med hende.

Call Me By Your Name (2017) 

I 80’erne i en lille by i det nordlige Italien udspiller handlingen om den 17-årige Elio (Timothée Chalamet) og hans faders lidt ældre amerikanske assistent, Oliver (Armie Hammer) sig. Ved første øjekast har de to karakterer øjensynligt ikke særlig meget til fælles, men som sommeren skrider frem tilbringer de mere og mere tid sammen og en romance blomstrer mellem dem. En smuk fortælling om at være ung og finde og acceptere sig selv.

When Harry Met Sally (1989)

Denne klassiker strækker sig over 12 år, hvor Harry (Billy Crystal) og Sally (Meg Ryan) flere gange støder ind i hinanden og udfordrer det spørgsmål, hele filmen drejer sig om: “kan mænd og kvinder “bare” være venner?”. Et spørgsmål, de diskuterede ved deres første møde på en rejse fra Chicago til New York. Efter al den tid er dette dog stadig et spørgsmål, de ikke har fået svar på endnu.

Your Name (2016) 

Gymnasieeleverne, Mitsuha (Mone Kamishiraishi) og Taki (Ryunosuke Kamiki) vågner en dag op i hinandens kroppe. Denne hændelse er noget der fremadrettet bliver ved med at ske uanmeldt, og de bliver nu nødt til at lære at balancere hinandens og deres eget liv. Jo oftere denne hændelse forekommer, des større bliver nysgerrigheden og begæret efter at møde den anden. En anime som bestemt er værd at se, omend man normalt ikke er til den slags.

Pride and Prejudice (2005)

Sat i 1800 tallet følger vi familien Bennet, bestående af et ægtepar med 5 døtre. Moren (Brenda Blethyn) lever for at få sine døtre giftet bort – gerne til den rigeste mand muligt, så da de to rige mænd ankommer til området, er hun straks parat som Kirsten giftekniv. Hvor Jane (Rosamund Pike) forelsker sig fuldstændigt, og gengældt, i Mr. Bingley (Simon Woods), har Elizabeth (Keira Knightley) den fuldstændig modsatte reaktion til Mr. Darcy (Matthew Macfadyen), som fremstår stolt og snobbet. Men der er nu alligevel noget mellem de to.

La La Land (2016) 

Mia (Emma Stone) er en spirende skuespiller. Seb (Ryan Gosling) er en jazzmusiker. De befinder sig begge i Los Angeles, the city of stars, for at opnå deres drømme som kunstnere. At opnå succes går dog ikke altid som planlagt – for Mia og Seb gælder dette både i livsværk og kærlighed. Som deres karrierer skyder op, truer den dog også med at drive dem fra hinanden.

Just Wright (2010)

Leslie (Queen Latifah) er en fysioterapeut, der altid har været uheldig med kærligheden. Hun ønsker en kæreste, men ender altid i “venne-zonen”. Dette bliver der dog vendt op og ned på, da hun falder for en af sine klienter, den kendte basketball spiller, Scott McKnight (Common).

Carol (2015) 

Sat i New York i 1950’erne, møder den unge fotograf, Therese (Rooney Mara) den ældre, elegante og gifte Carol (Cate Blanchett). Flere møder mellem de to leder op til et romantisk forhold, men de er udfordret pga. den konservative tankegang, man havde omkring homoseksuelle i denne tid. De må derfor holde deres forhold hemmeligt – specielt for Carols mand, som kunne misbruge denne information.

Her (2013) 

Theodore (Joaquin Phoenix) er en ensom skribent, indtil han får installeret et operationssystem, som fungerer som en virtuel assistent med kunstig intelligens. Systemet har sin egen personlighed, hvilket kommer til udtryk gennem hendes stemme. Hun kalder sig selv Samantha (Scarlett Johansson), og kan adaptere og udvikle sig, som hun bliver taget i brug. Hendes rolle er dog ikke blot at assistere Theodore. De danner sig hurtigt et bånd over diskussioner om kærlighed og livet. Snart danner de sig også selv et forhold.