’Pitch Perfect’ er tilbage med en masse fede mash-ups, en stor gruppe piger og overfladisk komedie. Denne gang er Elizabeth Banks udover producer og skuespiller, også blevet instruktør på filmen. ‘Pitch Perfect 2’ er efterfølgeren til den første Pitch Perfect film fra 2012, som fik en meget positiv modtagelse.
Historie
I ’Pitch Perfect 2’ er den sangglade acapella-gruppe the Barden Bellas tilbage. Efter en uheldig optræden til præsidentens fødselsdag, bliver pigerne udelukket for alle konkurrencer. Pigernes leder Beca (Anna Kendrick) får forhandlet sig til, at hvis de vinder VM, bliver acapella-gruppen ikke nedlagt. Foran dem står en stor opgave, da de tyske verdensvindere ser helt uovervindelige ud. Bellaerne må finde sig selv igen, byde en ny sanger (Hailee Steinfeld) velkommen og gå igennem mange fiaskoer, før de når til verdensmesterskaberne i København.
‘Pitch Perfect 2’ er en super fin efterfølger, som bevarer den samme stemning og sjæl som den første havde.
Filmen bygger meget på at være en teenage-komedie, og der er hovedsageligt vægt på sjove øjeblikke og skæve replikker. Men jeg må være ærgerlig og sige, at de jokes de fyrer af, oftere er lidt flade og tamme. Jeg grinede ikke meget, kun et par gange, men smilede da ofte. Det er slet ikke fordi det er en kedelig eller u-sjov film, jeg var godt underholdt. Dog synes jeg at man godt kunne have valgt nogle scener fra, da det til tider bliver lidt ensformigt.
Filmen er karakterbåret, og det er også her charmen kommer ind. Det er de ret specielle karakterer, som jeg synes gør, at filmen bryder en smule med standarderne og gør at den skiller sig ud fra andre af den slags college/High School-film.
En mindre karakter som bidrager virkelig godt til filmen, er den stille og meget specielle Lilly (Hana Mae Lee), som siger virkelig mærkelige og skøre ting. Man kan også nævne Flo (Chrissie Fit), som kommer med tørre og bekymringsfrie kommentarer om hendes meget voldsomme og tragiske fortid som flygtning fra Sydamerika, som hun ikke tager særlig alvorligt og som de andre piger ignorerer. Det er selvfølgelig på en måde en samfundsmæssig kritik, og jeg synes det er en meget god karakter – men jeg kan ikke helt finde ud af, om det måske er lidt for provokerende og lidt for alvorligt et emne at lave sjov med.
De to acapella-kommentatorer (Elizabeth Banks og John Michael Higgins) og Fat Amy (Rebel Wilson) er hovedsageligt ment som de sjove elementer i filmen. Kommentatorerne er alt for meget, og det er vidst også heri det sjove skal ligge – hvor kunstige, overfladiske, hysteriske og total langt ude de er. Men efter den mandlige del er kommet med sexistiske udtalelser den tiende gang, er det næsten for meget og bare sørgeligt.
Fat Amy er som sådan en god karakter, men hun får mig ikke ligefrem til at grine, og så fylder hun sgu for meget (altså historiemæssigt). Især da karakteren ikke er interessant nok, til at have så stor en rolle, hun har bare ikke nok udvikling og dybde.
Man burde hellere give nogle af de andre karakterer mere plads. Bl.a. er der fire piger i gruppen, man aldrig får noget af vide om. Eller måske burde man bare give de karakterer som i forvejen har udvikling, lidt mere spilletid. Da der er så mange karakterer, så får de større roller ikke helt nok plads og det hele bliver lidt tyndt.
Det betyder også, at der mangler noget mere romantisk drama. Jeg føler ikke helt for de romantiske detaljer, de er for lette, for enkle og uden konflikt. De fanger mig ikke, og det er altså ærgerligt, for der er nogle søde par. Det var noget den første ’Pitch Perfect’ film havde.
I det hele taget, kunne filmen have det godt af lidt mere dybde, jeg føler mig aldrig helt engageret i karakterudvikling eller konflikter. Filmen svømmer meget rundt på overfladen, er helt igennem forudsigelig og bidrager ikke med noget nyt. Men man forventer heller ikke disse ting, af sådan en film – den type lægger ikke op til det helt dybe, seriøse eller kunstneriske. Det er en enkel stille og rolig feel-good film, om nogle unge piger som elsker at synge. Det der gør den lidt mere speciel, er de skæve personligheder og de ret fede sange. Plottet i sig selv har man set 1000 gange før.
På trods af det hele måske lyder lidt negativt, så var jeg altså overordnet virkelig godt underholdt, og det er bestemt en film som er værd at se, især hvis man ved hvilken slags film man går ind til. Den var faktisk bedre end jeg havde troet sådan en to’er ville være.
Skuespil
Skuespillet i filmen er ikke noget som er særlig interessant at tale om. Skuespillet er overfladisk, simpelt og intetsigende. Noget man ofte ser i denne type amerikanske film, og som vel passer til filmens stil.
En enkel gang viser Anna Kendrick, som spiller Beca, lidt dybere følelser i sit skuespil, og det var ret fedt at se. Hun er en dygtig skuespiller, og jeg er sikker på at hun kan give en fantastisk præstation, hvis hun får lov til at udfolde sig. Det samme gælder for Hailee Steinfeld, som spiller den nye pige i gruppen, Emily. Hun er en utrolig dygtig skuespiller, og jeg bliver en lille smule ked af det over at se hende i en så skuespilmæssigt tom film, hvor hun ikke får lov til at bruge sine talenter. Måske hun har valgt filmen, for at kunne reklamere med at hun faktisk kan synge!
Rebel Wilson som spiller Fat Amy, fungerer ikke helt for mig. Synes hun er helt udtryktsløs og virker ikke særlig overbevisende. Det er som om hun bare fyrrer replikkerne af, som læser hun fra et manus.
Så har vi også det danske bidrag, nemlig Birgitte Hjort Sørensen, som af en eller anden grund er leder af den TYSKE acapella-gruppe. Hun er i samme overfladiske kategori som de andre, men vil sikkert være fint overbevisende som en tysker for amerikanerne.
Interessante gæsteoptrædener er Snoop Dogg, og hvis du bliver og ser rulleteksterne, Adam Levine, Christina Aguilera og Pharell Williams.
– Ja jeg har også undret mig voldsomt over valget af styling til tyskerne.
Visuelt
Visuelt er der ikke så meget at skrive hjem om. Der er ikke lagt så meget arbejde i denne del.
På et tidspunkt, imens pigerne træner, bliver billedet delt ind i flere små billeder, så der er omkring 10 firkanter af billeder på skærmen. Det er rimelig uoverskueligt, fordi der hele tiden ændres i hvor mange billeder der er og hvad der sker på billederne. Umuligt at følge med, så en rimelig dårlig ide. Og denne scene er overraskende lang. Det kunne dog sagtens fungere, hvis de havde valgt færre billeder, og mindre action i billederne.
Det er så kun den ene gang de bruger denne effekt i filmen. Sådan noget har altid undret mig lidt – havde redigérfolkene for god tid, og kedede sig, så de gik amok med den ene scene? Det kunne sagtens have været brugt flere gange, som en gennemgående ide i filmen.
Musik og lydbillede
Plotmæssigt er der jo ret meget fokus på musikken. Og der er også nogle super fede mash-ups og acapella udgaver af sange. Jeg synes det er fedt at se, og underholdende, og det kunne faktisk godt have fyldt endnu mere. Især sang-battles savner jeg nogle flere af, de er nemlig super fede. Jeg synes musikken havde mere fokus og rum i den første Pitch Perfect-film. Jeg kunne også godt have tænkt mig, at høre flere af de internationale acapella-gruppers sange.
Men overordnet har musikken en fed rolle, og fungerer selvfølgelig super godt i filmen, skaber fin stemning og har en rolle i sig selv – men kunne godt have været et lidt mere bærende element.