’Retfærdighedens Ryttere’ er Anders Thomas Jensens femte film, og endnu engang spiller Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas hovedrollerne. ’Retfærdighedens Ryttere’ handler om tilfældighed, retfærdighed og det store spørgsmål om, hvad motivet dog kan være, når der bliver smidt en hel sandwich og juice ud, fra Joe & The Juice.
Historie
Den udstationerede militærmand Markus må tage hjem til sin datter, da hans kone dør i en togulykke, men da han kommer hjem, får han besøg af Otto, der i toget gav sin plads til konen, og hans to kollegaer Lennart og Emmentaler. De overbeviser Markus om, at togulykken i virkeligheden var et attentat, og de beslutter sig derfor for at finde frem til gerningsmanden, og hævne konens død. Men var dødsfaldet virkelig et attentat? Eller var det blot et tilfælde, når det kommer til stykket?
Noget der giver filmen nye højder, er kontrasten der ligger i at være en seriøs actionfilm, der tør tage pis på sig selv. Her er hovedpersonerne ikke beundringsværdige actionhelte, men i stedet nørdede mænd, der kører rundt i en lille folkevogn i udkantsdanmark, og som egentlig bare hellere vil hjem og spise banankage. Hvem der ville være et bedre valg end vores hovedpersoner i ’Retfærdighedens Ryttere’, ved jeg ikke.
Filmens historie rammer et bredere publikum og er nok mere rørende end den er chokerende, så hvis du er kæmpe fan af den sorte humor og de groteske scener fra ‘De Grønne Slagtere” og “Mænd og Høns”, så bliver du skuffet. Det er nemlig ikke bare en sjov film med overraskende og bizarre hændelser. Det er også en ambitiøs film, der har et større formål. Filmen minder mere om ‘Blinkende Lygter’ i sin fremstilling, men efter min mening, er den bedre gennemført. Anders Thomas Jensen har formået at skabe en film, som kan få selv den hårdeste nød til at gå fra gråd til grin, i løbet af en enkelt scene.
Skuespil
Det er ikke uden grund, at Anders Thomas Jensen bliver ved med at bruge Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro i sine film. Skuespillerne er en af hans films primære karakteristika, så at samle de navne på rollelisten, er nærmest mere som at genforene en familie igen. Det er også tydeligt, at det udtryk som Anders Thomas Jensen prøver at få frem, kun rigtigt kan lykkes med de bedste i branchen, og som kan rumme komedien, uden at det seriøse går tabt.
Der er også en ny i klassen og det er Lars Brygmann, men det gør bestemt ikke filmen ringere. Lars Brygmann giver filmen en større lethed og er den person der kommer med de sjoveste one-liners. Sammen med Nicolas Bro giver de filmen det komiske udtryk, der ikke ville være det samme foruden.
Visuelt
Filmens visuelle arbejde er godt, men skiller sig ikke ud fra mange andre danske film. Den har det typiske gråtonede udtryk, og foregår et sted mellem gudsforladte, golde marker i udkantsdanmark, som vi også kan se i ‘Blinkende Lygter’, og det forstærker meget godt idéen om, at det er en tragisk tid for hovedpersonen.
Det kontrastfylde i filmen bliver også vist med det visuelle, og den indeholder mange små detaljer, der løfter oplevelsen. Blandt andet ser vi rockere, der på alvorlig vis skal planlægge deres næste træk i kampen mod hovedpersonerne, samtidig med, at de spiser sushi med børnevenlige spisepinde.
Musik og lydbillede
Filmens lydspor er også meget lignende andre danske film, og beror meget på real-lyd. Dvs. at vi hører hvert enkelt skridt der tages og hver en dør der lukker, men i modsætningen til mange af Jensens andre film, er denne en del mere stemningsfuld. Det ses (eller høres) blandt andet ved, at der bruges meget underlægningsmusik, og brugt flere lydeffekter, som forstærker oplevelsen. I forhold til Jensens andre film er det en opgradering, men igen er det heller ikke noget der er overvældende.
En klassiker for Jensens film er at bruge bibelske referencer, ’Retfærdighedens Ryttere’ er ikke en undtagelse. ‘Se nu stiger solen af havets skød’ bliver spillet, når Markus gør sig en stor, men smertefuld åbenbaring, og en morgenvise er en god effekt, der giver os et indtryk af, at der er lys forude. De få andre musikstykker der bliver brugt er også klassiske, traditionelle og kan findes i højskolesangbogen, hvilket går godt i spænd med det tragiske aspekt, der giver en sørgmodig og rørende stemning.