Christopher Nolan er en evig populær herre, og dette udnytter han med glæde i kæmpestore Hollywood. Så længe pengene tjenes hjem, tror jeg ikke, at der er nogen, som stopper ham. Om han vil skyde film på et forældet format eller lade lyd i Dolby Atmos glide let henover sit hoved, og væk fra sine film, så får han lov til det. Det samme gælder hans ambitiøse idéer, som ofte kalder på et kæmpe-dyk ned i den store pengepung.
Okay, er det fordi han kan? Eller kan han fordi det er okay? Der er i hvert fald nogen, der siger ”okay” til et budget på over 200 millioner dollars, og Nolan bruger løs af dollarsedlerne, netop fordi han er én af de få, som kan. Men bare fordi man kan, er det ikke ens betydende med, at man skal. Har Nolan fået storhedsvanvid, eller har vi stadig ikke set det største fra Nolan endnu?
Dette er vores anden anmeldelse af filmen. Læs vores første anmeldelse her.
Musik og lydbillede
’Tenet’ er et palindrom, hvilket betyder, at det er ens forlæns og baglæns. Nolans film leger lystigt med bl.a. inversion, så jeg tænker, at vi gør det samme med vores anmeldelse og starter ud med det tekniske. Måske virker det som en latterlig idé, jeg forsøger at plante i dit hoved, men tro mig der er mening med galskaben. For trods sine ambitiøse idéer, så lader Nolans hovedfokus nemlig til at ligge i lydsiden og på det visuelle, mere end nogensinde før. Historien og især karaktererne er vel nærmest blevet til baggrundstøj efterhånden – men mere om det senere.
Musikken i ’Tenet’ er – ikke uvant for Nolan – en utrolig bombastisk, larmende og prominent del af filmen. Til trods for et fint udgangspunkt i en elektronisk lydsekvens, som både kan køres forfra og bagfra, så får denne mystiske melodi også selskab af et dubstep-inspireret miskmask af instrumenter. Jeg elskede faktisk soundtracket til tider, men på sit mest buldrende og bragende, blev det for rodet og rungende til min smag og overdøvede ofte dialogen, hvilket virker problematisk i en film, hvor man helst skal fange hvert et ord (heldigvis har vi undertekster i Danmark).
Visuelt
Det er nok for åbenlyst at sige, men ’Tenet’ er et visuelt vanvid at hvirvle rundt i – der skabes nogle overvældende og opfindsomme sekvenser, der er underholdende på flere leder og kanter. Men selvom scenerne er kreative, er det ikke altid Nolans instruktion er det samme. Faktisk virker hans filmiske fingeraftryk ofte meget anonymt, og jeg savner noget personlighed i filmens kæmpemæssige skala. I ’Tenet’ skal alt være enormt, men det bliver hurtigt nogle tunge og besværlige brikker, Nolan må flytte rundt med, hvilket hæmmer flowet i filmens struktur og ultimativt vores følelsesmæssige indlevelse.
Det visuelle mangler for alvor sin egen stemme – og gerne en stemme der er mere nuanceret og mindre flamboyant. Selv ikke de mindste scener føles særlig intime eller involverende. Det hele skal være så enormt og ekstravagant, at man fristes til at tro, at Nolan ikke har skrevet én eneste scene, uden at tænke ”hvordan kan jeg gøre det endnu større og endnu dyrere at se på?” Om det er nødvendigt for den givne scene, kommer i anden række…
Skuespil
Der er ingen tvivl om, at ’Tenet’ har talent foran kameraet – men om det udnyttes til fulde, er en anden snak. Filmen har i sig selv en underlig kold atmosfære over sig, og det er svært at skabe en følelsesmæssig forbindelse, til hvad der foregår, karaktererne imellem. Det er muligvis imponerende og underholdende på afstand, men tæt på mangler der noget. Robert Pattinson bringer en god gang charme til filmen og når John David Washington reagerer på dette, så skabes der et fint filmisk kammeratskab.
Så snart den såkaldte ’Protagonist’ står alene, føles han dog lidt som en birolle, der har fået en hovedrolle ved et uheld. Vi ved ikke rigtig noget om ham, vi lærer heller ikke meget om ham og hans motivationer forbliver også lidt uklare (det samme kan faktisk siges om næsten alle andre karakterer i filmen). Protagonistens pludselige og besynderlige forhold til Elizabeth Dibeckis’ karakter og hendes søn virker også forholdsvis tyndt. Der bliver aldrig en helt naturlig overgang fra ”ulykkelig kvinde i skidt forhold med kriminel mand” til ”spion hjælper kvinde der ønsker nyt liv med søn samtidig med at menneskeheden forsøges reddet fra verdens undergang”.
Det er som om, at hverken karakterenes indbyrdes forhold eller verdens potentielle undergang helt kan blive enige om, hvem der er hovedfokus, hvilket er særligt problematisk i en film, der i forvejen arbejder med et komplekst koncept, der også gerne vil være forrest i køen.
Historie
Filmen har, som nævnt tidligere, et fedt koncept, men det arbejdes aldrig ordentligt ind i plottet. Den eneste forklaring man får fra Nolan, virker nærmest som en opfordring til sit publikum og samtidig en let måde at hoppe forbi en større diskussion ”prøv ikke at forstå det – føl det”. Det er jeg villig til at acceptere, men filmen bruger nu engang to og en halv time på at fortælle sin historie – og jeg kan godt afsløre, at ikke alle de minutter bruges på ting der ser seje ud. Faktisk bliver en overvægt brugt på netop forklaringer – eller forsøget på samme.
Nolan får aldrig rigtig skabt et plot, der er sit ambitiøse koncept værdigt… en ukendt hovedperson, der siges at være god til sit job, spiser noget frokost med Michael Caine, jagter et forfalsket maleri og indblandes i andenhånds ægteskabsproblemer og forældremyndighed, hvoraf manden i forholdet er en sur og utilfreds russer, der ønsker verdens undergang med nogle lidt besynderlige motivationer… første halvdel af filmen bliver hurtigt en lang og tung omgang informationer, der aldrig rigtig hægter sig fast i plottet, i sådan en grad, at man mærker vigtigheden af dem i anden halvdel af filmen. De to halvdele er meget forskellige, og det lykkedes aldrig helt at få plot, karakterer og skala til at operere sømløst sammen. Ironisk nok modarbejder de faktisk hinanden til tider.
Desuden er det sådan set underforstået, om man forstår alt i ’Tenet’ eller ej, hvis ikke det præsenteres på en smart, spændende eller interessant måde. For ellers er man som publikum bare lidt for ligeglad i sidste ende. Konceptet er fascinerende, skalaen er gigantisk, men filmen mangler en emotionel kerne og en stærkere rød tråd. Nolan instruerer ’Tenet’ med store ord og store armbevægelser, men hans forsøg på endnu en hjernevrider er mere irriterende end den er intellektuelt stimulerende. Skalaen i Nolans film er efterhånden blevet så stor og konceptet så ambitiøst, at for at holde tungen lige i munden, så glemmer Nolan lidt de omkringliggende faktorer. Trods ønsket om at være en intellektuel spionthriller, ender ’Tenet’ mest som en overfladisk underholdende udflugt på Nolans bekostelige legeplads.
Jeg så ‘Tenet’ i 70mm i Imperial. Hvis man holder af god gammeldags filmnegativ, så synes jeg bestemt, at man burde se den i dette format. Men udover et klassisk spionageplot, så er det ikke fordi, at 70mm bringer noget helt specielt til netop denne film. Men det var en flot, naturlig og meget ren præsentation.