I’m not afraid to die anymore… I’ve done it already
Den prisvindende instruktør, Alejandro González Iñárritu, dykker direkte ned i den åbne vildmark, efter en ellers højtflyvende periode med pænt tøj og prestigefyldte priser, da han fik stor succes og anerkendelse med filmen ’Birdman’. Nu vender instruktøren næbet i den modsatte retning og flyver vestpå for at bringe sit næste projekt på benene, døbt ’The Revenant’ og løst baseret på romanen af Michael Punke. Filmen er en barsk historie om hævn og overlevelse med blandt andre Leonardo DiCaprio i hovedrollen som Hugh Glass. Der er ingen tvivl om, at holdet bag, har sigtet fandens højt for at visualisere virkelighedens helvede på den mest realistiske måde muligt, sådan så publikum kan trækkes med helt ind i vildmarken, hvor udfordringerne er uendelige og nærmest uoverkommelige.
Men har det været det hele værd, specielt for filmens skuespillere, at udsættes for frivilligt tortur og psykisk terror, bare for at opfylde instruktørens enorme ønsker om en intens og ærlig filmoplevelse? Og vigtigst af alt, er det endelig pragtpræstationen over dem alle, som er perfekt nok for Oscar Akademiet, så Leonardo DiCaprio kan hive den længe ventede gyldne statuette med sig hjem? Værsgo at trække i bjørnepels og skinstøvler og tag med på en farefuld rejse ud i den åbne vildmark…
Historie
’The Revenant’ handler om den benhårde Hugh Glass, som i 1820’erne tager på en ekstrem ekspedition ud i vinterens bidske vildmark, for at guide en gruppe pelsjægere gennem det barske og langstrækkende landskab. Med sig har han sin søn, Hawk, som er halvt indfødt og altså ikke særlig populær med resten af gruppen. Da Glass et kort øjeblik forlader resten af pelsjægerne, bliver han uventet angrebet af en bjørn, som efterlader ham halvt død og ude af stand til at overleve på egen hånd. Gruppen opdager hurtigt, at det er noget nær en umulig opgave at bringe Hugh Glass med hjem i live og i sikkerhed, hvilket får dem til at tage en drastisk beslutning, som ender med at efterlade Glass’ søn død og ham selv døende, helt alene i den åbne vildmark. Nu må Glass klare sig selv og rejse mere end 300 kilometer for at få sin hævn på dem der fratog ham alt.
Instruktør, Alejandro González Iñárritu, har taget den drastiske beslutning om at filme ’The Revenant’ i virkelighedens vinterkolde ødemark, hvor vind og vejr sjældent ønsker at overholde de samme stramme regler, som filmholdet ellers nøje har opstillet. Disse regler inkluderer elementer som at optage i lange uklippede sekvenser, samt kun at filme i naturligt lys, hvilket blandt andet er noget der skaber store udfordringer, når natten først falder på. Der er til gengæld intet nyt under solen, når det kommer til de lange uafbrudte filmsekvenser, som Alejandro og hans filmfotograf, Emmanuel Lubezki, gjorde sig til eksperter på med deres sidste samarbejde, ’Birdman’, som var filmet på sådan en måde, at det gav illusionen om ét langt take. Denne gang er der dog tydelig klipning flere steder, men på den måde føles filmen også mere jordbunden og naturlig, i stedet for at tvinge en usynlig overgang ind i hver optagelse. Det er ligeledes den her befriende og nærmest subjektiv realistiske angrebsvinkel, som gør, at ’The Revenant’ føles skræmmende og overraskende levende – specielt gennem de vilde jagtsekvenser og krigskampe.
De imponerende tekniske færdigheder, er hvad der fungerer som filmens centrale drivkraft, hvilket kan få en ellers simpel historie til at virke langt mere kompleks. ’The Revenant’ føles nærmest som en rullende snebold, der konstant kaster Leonardo DiCaprio ind i diverse former for tortur og psykisk terror, på hans lange rejse efter hævn. Filmen er så fandens flot og tilmed en fantastisk cinematisk oplevelse, men der er ingen tvivl om, at hvis plottet havde været stærkere, havde filmen formentlig været endnu bedre. Men nogle gange har en hævnhistorie det også bare bedst med at være ligefrem og simpel, siden alt andet kan virke unødvendigt samt overskygge den emotionelle kerne. ’The Revenant’ lider desværre svagt under dette fænomen af unødvendighed, da Alejandro har tilføjet vildledende og lettere prætentiøse drømmescenarier, som egentlig ikke giver filmen vægt, men efterlader den nærmest i en mareridtsagtig vægtløs tilstand. Det er i hvert fald et element, der ikke er blevet udviklet ordentligt, siden scenerne, på en måde, efterlader publikum mere forvirrede end før. Men der er ingen tvivl om, at på et teknisk parameter og som en cinematisk tour de force, så fungerer filmen ret så fantastisk og du burde ikke snyde dig for denne oplevelse.
Skuespil
Leonardo DiCaprio spiller rollen som den stort set ordløse og sammenbidte Hugh Glass, som til gengæld gemmer på mere under overfladen end det ser ud til. Glass har været meget igennem, så derfor er han også manden man burde følge, hvis man vil overleve, fordi hans instinkter og erfaring er utrolig stærk og hans vilje for at overleve for sin søn er grænseløs. Han mistede alt han ejer af værdi i denne verden, og han vil gøre alt, for at få sin søn tilbage. Så da sønnen bliver taget fra ham, er der intet der skal bringe ham til jorden – eller under jorden, for den sags skyld, hvis det skulle komme så langt – og det gør det.
Hugh Glass er bestemt en stille mand med et ordrigt indre, som desuden bærer på store og tunge byrder, men DiCaprios præstation er den mest fysisk udfordrende vi nogensinde har set ham spille. Der er stort set mere end to timers tortur fanget på film, hvor hovedpersonen må igennem ild og vand for at nå sit mål. Filmen portrætterer en rasende, hungrende DiCaprio på vej mod sin første Oscar og denne pragtpræstation fremtræder nærmest som en metaforisk stræben efter den gyldne statuette. Så i sidste ende, kommer det virkelig an på, hvordan du ser på det… enten er dette Leonardo DiCaprios bedste præstation nogensinde, eller også er det hans mest anstrengende og overspillede hidtil.
Tom Hardy er virkelig god i rollen som Fitzgerald. Hans karakter har en fantastisk indre ro over sig, som til dels skyldes det faktum, at han er forsvundet fuldkommen ind i den her rolige og dystre person. Han har desuden en passende mørk og rusten accent, som går i ét med hans mørke indre og griske løgnagtige personlighed. Man kan sige, at Leo mest af alt leverer en fysisk præstation, mens Hardy leverer en mere psykisk præstation. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, hvor såret og sårbar DiCaprios indre psyke er og hvor meget han er afhængig af den i hans kamp om overlevelse, men til gengæld er det den fysiske del vi lægger mest mærke til. Will Poulter var for resten en overraskelse, da han leverede en bundsolid præstation og havde endda et par scener med utrolig overbevisende øjeblikke, hvor han virkelig giver den fuld gas og viser, at han bestemt kan spille side om side med Hardy og Leo.
Visuelt
Dette er grunden til du skal i biografen hurtigst muligt. Rent visuelt set, så fejler ’The Revenant’ absolut ingen ting og indeholder desuden nogle af de flotteste billeder nogensinde fanget på film! Billedsiden er hele grunden til, at filmen føles så episk og medrivende, specielt med alle de imponerende sammensmeltninger af godt skuespil og flotte naturoptagelser. Der er masser af lange takes, håndholdt kamera samt flotte scenograferede krigskampe der alle tilføjer til følelsen af at være der selv. Computereffekterne er generelt imponerende og specielt scenen med bjørnen er noget af det mest medrivende og ubehagelige jeg har set på film længe. Takket være Emmanuel ’Chivo’ Lubezki er ’The Revenant’ et visuelt vidunder fra øverste luftlag!
Musik og lydbillede
Filmens soundtrack fanger følelsen af en øde vildmark med masser af fare på færde, men overordnet set, så er den en anelse tam og udnytter aldrig sit fulde potentiale. Der er et par steder hvor kompositionen får lov til at komme under huden på publikum, men for det meste forbliver den lidt for tilbageholdende og hengemt bag resten af filmens tekniske trummerum. Når det så er sagt, så er det fuldt ud forståeligt, hvis Alejandro ønsker en film hvor den naturlige realisme bryder frem fra overfladen, så billederne kan tale for sig selv, i stedet for at lade instrumenterne fylde det hele, men jeg synes godt at musikken kunne være blevet brugt bedre – og ikke nødvendigvis mere. Generelt set, så finder filmen dog en acceptabel balance, hvor lydsiden er episk og følelsesvækkende, når den skal være det, men mere tilbageholdende og diskret når dette er mest passende.