There's something evil hiding in th..." /> Filmanmeldelse: Blair Witch - Filmpuls

gyser

Skrevet den 15 september, 2016 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Blair Witch

There’s something evil hiding in the woods

Denne frigjorte fortsættelse og spirituelle genindspilning af kulthittet, ’The Blair Witch Project’ fra 1999, er instrueret af Adam Wingard og skrevet af Simon Barrett, som er det populære moderne makkerpar bag periodiske popkulturs-hyldester til eksempelvis slasher-subgenren, diverse ’home invasion’ indspilninger samt ’found footage’ filmbølgen. I form af filmen ’Blair Witch’, træder duoen dog tilbage til tætpakkede trætoppe og DV-kameraer i endnu et ”håndholdt helvede”, hvor filmen – tidligere kendt som ’The Woods’ – nu skal testes mod én af tidens allermest anderkendte filmprojekter, ’The Blair Witch Project’.

Som sagt var filmen først markedsført som en helt ny og nervepirrende horrorfilm, hvor pulsen var skudt i vejret og filmen skudt i skoven – sidstnævnte formentlig for at hæve førstnævnte yderligere. Der var en faktisk en hel del hardcore horror fans, der glædede sig gevaldigt til ’The Woods’, da første filmtrailer blev udgivet, men navneskiftet delte dog vandene markant, hvor mange mente, at det var helt hen i skoven at føre The Blair Witch frem i lyset endnu engang – specielt med den stigende tendens til trættende genindspilninger. Men er ’Blair Witch’ anno 2016 endnu en trættende genindspilning eller en triumferende genistreg?

Historie

’Blair Witch’ bygger hovedsageligt sin historie på en letter løs forbindelse mellem fortid og nutid, hvor broderen til Heather, som forsvandt sporløst i den første film, pludselig tager en beslutning om at opklare mysteriet og måske endda finde sin søster igen, trods alle disse år. Han samler derfor et par af sine venner, en ordentlig omgang videoudstyr samt to underlige og ustabile vejvisere, hvorefter de alle drager ud i den dunkle skov for at finde svar. Men der går ikke særlig langt tid, før det bliver klart for dem alle, at opgaven ikke længere handler om opklaringer… men om overlevelse.

blair_witch2016-screen1

Der er sjældent nogen særlig god grund til at genoplive gamle successer så mange år senere og ’Blair Witch’ føltes allerede fra start, som spinkelt vævede plotråde på en pindefigur. Det er en tynd, trættende og total overfladisk undskyldning for at fumle lidt med myten om The Blair Witch. Forstå mig ret, dette er blot først indtryk af den nye indspilning, men desværre virker det allerede som en doven duplikat af den første film samt ’found footage’ genren som helhed. At binde to tematisk ensartede film sammen ved at bruge en karakter med familierelation til fortidens begivenheder er formentlig det ældste trick i bogen – og ærlig talt, efterfølgeren baseret på ”bogen af skygger” var mere original og moderne i sin idé – udførelsen taler vi dog ikke om. Men i hvert fald, selvom den først film heller ikke havde en egentlig introduktion, så prøvede den heller ikke på det, hvilket gjorde, at den undgik det intetsigende scenarie, som ’Blair Witch’ får viklet sig fast i. Vi bliver udsat for intetsigende udstyrstjek, tjekkede fester og tom dialog. Filmen følte åbenbart, at denne åndssvage åbningsceremoni var vigtigere, end bare at få folk ud i skoven og tage tingene derfra – og som det desværre bliver tilfældet, så sidder man netop senere i filmen og ærgre sig over, at det pludselige temposkift ikke fik en opbygning med underliggende terror, som altså havde passet bedre på filmen – i stedet for de frarøvede tyve tomhjernede minutter, som hverken mig eller filmen nogensinde får igen. Langsomt, efter dette klodsede og sammenklippede forsøg på at søsætte både historie og karakterer – et forsøg der fremstår mere som ”tomt fyld” end den nemme og hurtige genvej til gennemsnitlig karakterudvikling som formentlig var formålet – finder vi endelig vej til skoven og venter i spænding på noget spænding og uhygge.

I starten virker det som om, at filmen tager sin tid til at skabe en situation og et fundament den kan bygge ud fra, men det går hurtigt op for publikum, at den nye ’Blair Witch’ ikke kun har forkortet titlen men også tålmodigheden. Som sagt havde den første film ikke nogen lang introduktion til karakterne, men blev derimod støbt under stress i skoven. Filmen havde heller ikke, hvad man nok ville kalde karakterer i den mest klassiske forstand, men fokuserede derimod på at skabe en situation, mere end en historie, og et menneske, mere end en karakter. Filmen var faktisk direkte integreret i personerne og alt hvad vi oplevede, var fra deres synspunkt og udspillede sig gennem deres personligheder. Man lærte karakterne at kende gennem deres lange og emotionelt udfordrende ”sindskampe” i skoven, hvor man desuden også fandt både interesse og medfølelse for dem, da man i vaskeægte dokumentarstil fulgte deres oplevelser på ubehagelig tæt hold. I klassisk moderne stil, ønsker ’Blair Witch’ at leverer mest muligt, og gerne så hurtigt så muligt, hvilket oftest bliver et problem for publikums indlevelse i filmen. Der er skruet op for omgivelserne og karaktererne forsvinder ud i baggrunden som simple ”plot devices”. Jeg var ligeglad med hvad der skete med dem, da jeg endnu ikke havde lært dem at kende eller kunne relaterer til deres personligheder, ej heller var de overbevisende nok, til at jeg kunne sætte mig ind i deres psyke som rigtige mennesker. Med en rodet begyndelse, efterfulgt af en ujævn viderebygning, er man som publikum stadig ikke kommet tæt ind til kroppen på karaktererne – og selvom vi prøver at putte os selv ind i selvsamme situation som dem, så flytter filmen simpelthen sit fokus med så høj en hastighed, at vi bliver blæst bagover af direkte forvirring i stedet for forbavselse.

blair_witch_03

Filmen finder aldrig sit fodfæste i tide, så selvom man bliver revet med af ren og skær forløsning over, at der endelig er fare på færre, så forsvinder man stille og roligt ud af filmen jo mere den forsøger på at tvangsfodre sit publikum med talrige teskefulde terror. Den originale film var oprindeligt en skuffelse for undertegnede, men efter sidste besøg i The Black Hill Forest stod det klart for mig, at mit fokus var helt forkert til at starte med. ’The Blair Witch Project’ fra 1999 fungerede fordi, at formålet var det komplet modsatte af den moderne måde at lave gyserfilm på. Filmen bygger på vores frygt for det ukendte og selve forestillingerne om hvad der foregår kommer udelukkende fra eget sind. Vores frygt er forestillinger, om noget vi ikke kan se og det faktum at blive skræmt af noget, som er en del af dig selv, er vel nærmest som at blive skræmt af sit eget spejlbillede. Bevares, filmen viser jo stadig situationen gennem en gruppe af almindelige mennesker og deres frygt kastes nemt tilbage i vores retning, når først skrig og gråd pryder lærredet. Men kernepunktet i den her diskussion står klart – ’The Blair Witch Project’ fungerer, fordi den er menneskelig, nede på jorden, omhyggelig med sin opbygning og nænsom med sine virkemidler. ’Blair Witch’ anno 2016 fungerer ikke optimalt af netop samme grund. Personerne i filmen er ikke overbevisende og deres fremtræden er tynd og tydeligvis tilbageholdt af det maniske manuskript. Desuden er fortællerstilen og tempoet enten alt for basalt (i starten) eller alt for hektisk (hen mod slutningen), hvor hverken karakter eller historie føles gennemarbejdet. Derfor får højdepunkterne, som følge af dette, heller ikke sin nødvendige underbygning og den endelige udfoldelse føles lettere forceret og ”lidt for meget” i længden.

Den originale ’Blair Witch’ brugte faktisk hele filmen på sine karakterer, mens den nye film kaster os ret hurtigt ind i sagerne, når først det hele tager fart. På mange måder er opbygningen helt hen i vejret og bevæger sig alt for hurtigt hen imod et klimaks. Starten var kedelig, kompakt og klinisk udført og de første par minutter i skoven var uden meget tyngde. Selvfølgelig skal der ske noget på et eller andet tidspunkt, men i stedet for at så sine filmiske frø på taktisk vis – som den første film gjorde det – så spreder ’Blair Witch’ sine frø meget hurtigt og på et meget lille areal, og forsøger derefter at få frygten til at gro på få timer, i stedet for over flere dage. Men selvom en klodset opbygning og kedelige karakterer er sorte områder for enhver film, så er der bestemt også lyspunkter i den mørke skov. Som jeg har sagt mange gange før, så skal en efterfølger gerne udvide mytologien og viderebygge på historien. Instruktør, Adam Wingard, kommer bestemt med et par nye innovative idéer, som giver publikum noget mere at komme efter – både på godt og ondt. Dette fungerer bedst, når det drejer sig om de små detaljer, modsat større drejninger i fortællingen, hvor specielt konceptet omhandlende voodoo var et vendepunkt, der satte filmen, såvel som publikums puls, i fuld spurt. Desuden var forestillingen om skoven som direkte kilde til ondskab en opfindsom tilføjelse, hvor det hele ikke kun handlede om heksen inde i skoven, men også selve skoven, som en forhekset og overnaturlig kraft i sig selv.

blair1

Overnævnte vendepunkt resulterede faktisk i en underlig blanding mellem et indre smil og en ydre choktilstand, hvor jeg følte mig godt medrevet og interesseret i hvad der foregik. Men efter dette tabte filmen langsomt min interesse, da de rolige øjeblikke og glimt i øjet ikke længere var til at få øje på. Filmen farede bare fremad og dræbte derfor ethvert overraskelsesmoment på sin vej. Filmens spændingskurve var ikke længere skiftende og balanceret, men fremstod blottet for rolige øjeblikke, som hvis filmen blev udspændt hen over et kors af alt for tynde plotgrene og korsfæstet med eget kamera og midt i sin egen selvforskyldte kaos. På mange måder, så gør den nye film faktisk alt forkert. Det er dejligt, at den ikke er afhængig af den første film eller følger direkte i dens fodspor – til trods for at dette, plotmæssigt, er præcis hvad den gør – men rent konceptmæssigt, og som enkeltstående film, så prøver den noget nyt flere i steder undervejs. Desværre så farer den lidt vild i sig selv, jo mere og jo hurtigere den flytter sig fremad. Desuden fjerner den stort set alle elementer, der gjorde den første skræmmende og tilføjer alt der gør, at den ikke længere skiller sig ud. Ved hjælp af et højt tempo, ledsaget af høje lyde og hektiske kamerabevægelser, så flytter filmen ret hurtigt sit fokus fra mystik til morderisk vanvid og der er ikke længere ”tid til at være skræmt”. Desuden flyttes fokus også, fra frygten som en ukendt kraft, til frygten som en konkret person, hvilket bare ikke skræmmer med samme dybde, efter min mening, ej heller skiller det sig ud fra alle andre moderne gyserfilm.

Klimaks føles hellere ikke længere som et højdepunkt, men derimod som en hel periode i filmen, som foregår samme sted som den første sluttede. Filmen taber pusten for hurtigt og misbruger desuden successen i denne længe ventede lokation. I den første film var det en scene, som var kort, konkret og hurtig overstået, alt i mens man stadig kunne fornemme mystikken og mærke mørket og frygten sætte sig i kroppen. Disse scener er senere hen blevet lettere ikoniske, eller i hvert fald meget mindeværdige og genkendelige, hvilket muligvis var hvad der fik Wingard og Barrett til at bygge en meget lang sekvens op omkring det. De har muligvis følt, at dette var noget, de var nødt til at udforske og udforme endnu mere, men som sagt så taber filmen pusten og sin relevans undervejs. Men trods alle disse problemer, så var jeg tydeligvis ret fint underholdt, da filmen føltes en halv time kortere end den egentlig var. Filmen arbejdede sig hurtigere i mål, men kan stadig ikke måle sig med den mesterlige underliggende uhygge, der var at finde i den langt roligere historieudvikling med ’The Blair Witch Project’. Den første film bruger faktisk hele filmens spilletid på sine karakterer, hvilket fungerer som en stor fordel senere i filmen. ’Blair Witch’ er stort set uden opbygning til ondskaben og starter forholdsvis hurtig ud med pindefigurer, stenstablinger og sindsforvirrede mennesker; derefter kommer der et vendepunkt, hvorefter alt går amok. Dette betyder, at man aldrig får ordentligt fat om karaktererne eller situationen og filmen stikker simpelthen af alt for hurtigt. Uhyggen får svært ved at komme snigende, i en film der allerede er i fuld spurt.

blair_witch_02

Selve mystikken var hele meningen med den originale, hvor Blair Witch-fænomenet faktisk var synonymt med følelsen af frygt. Filmen plantede stille og roligt brikkerne til et større puslespil i vores sind, hvorefter selve frygten kom snigende, ligeså snart puslespillet tog form og frygten forestillede noget, der var tydeligere men aldrig krystalklart. De ultimativt mest uhyggelige elementer, var hovedsageligt en del af vores egen viderebygning på hvad der egentlig foregik. For i realiteten, så ser man aldrig noget i den første film, hvilket er hvad der fastholder vores interesse hele vejen igennem. Naturligvis ønsker ’Blair Witch’ at udvide myten og selve konceptet, samt give os noget for pengene, hvilket også er fint, men denne ivrige og insisterende tilgang til tingene er mere en hindring end en hjælp. Frygten lurer ikke længere under overfladen og prikker os på skulderen når vi ikke ser det. Den nye ’Blair Witch’ er mere som en filmisk frontal lussing, der føles hurtig og pludselig, hvilket resulterer i desorientering og forvirring. Bevidst? Bestemt. Men også anstrengende og anmassende i længden og efter den femte lussing også en smule irriterende, for at være ærlig…

Skuespil

Under udgivelsen af den originale film fra 1999, var mange mennesker faktisk dødsikrer på, at filmen var ’found footage’ i den mest bogstavelige forstand. Dengang var filmfænomenet omkring denne subgenre ikke på samme niveau som den er i dag og internettet var heller ikke lige så fremtrædende. Derfor var det muligt at lave en kampagne, hvor man markedsførte filmen som virkelige hændelser – gennemført med efterlysningsplakater og det hele – uden at internettet eller andet kom på tværs undervejs. Men selvom vi alle ved, at historien er falsk og filmen fiktion, så kan den stadig være overbevisende den dag i dag – og det er den bestemt også. Skuespillet er overbevisende som bare fanden og desuden så virker det ikke som karakterer, men som mennesker i en dokumentar – præcis som det skal være, hvis ’found footage’ formatet skal fungerer optimalt.

Personerne i den nye ’Blair Witch’ føles heller ikke som karakterer, men det er fordi de er mere farveløse og endnu tyndere optegnede, end en kridtstreg på en ”crime scene”, og med personligheder der er mere livløse end de personer der repræsenterer dem. Som sagt, så ligger meget af skylden i manuskriptet, som ikke giver plads eller særprægede scener, hvor skuespillerne for alvor kan udfolde sig. Det er ikke direkte dårligt, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg ser en film med skuespillere. Der er skrevet tyndt og ringe realiseret, ergo er det virkelig svært at blive komplet overbevist. Et så bærende element som skuespillet må bare ikke briste i en film som denne, men det gør det altså desværre. Der er et par enkelte øjeblikke med solidt skuespil, men det er hverken vedvarende eller mindeværdigt nok til at fremhæve i fuld bredde.

540fcb288b208cd286a760bf64e919c4-blairwitch

Visuelt

Rent visuelt, så er filmen formentlig noget, der skal virke mere ægte end direkte æstetisk. Masser af filmgryn og generende kameraføring er hvad der skal overføres, men ikke overdrives, til lærredet. Men for at være ærlig, var filmen mere irriterende end intens undervejs, selvom det er sidstnævnte der bliver forsøgt fremført. Massere af hurtige klip, larmende kameralyde og dobbelt op på ’shaky cam’, hvor sidstnævnte vel er en forbandelse i filmmediet, i højere grad, end The Blair Witch er i selve filmen.

Hurtig klipning er vel at forvente, men genren virker altså bedst og allermest overbevisende, med lange ubrudte klip – præcis som den originale film gjorde det. Shaky cam kommer heller ikke som en overraskelse og det er en svær filmteknik at perfektionere. Det gælder om at skabe kontrol midt i al kaos, men ender ofte med at skabe endnu mere kaos i hvad der er rigeligt kaos i forvejen. Adam Wingard håber formentlig på, at opbygge noget kaos, som herefter kan skabe frygt. Personligt frygter jeg dog, at alt det kaos mere er i forbindelse med selve klipningen, end følelsen som den forsøger at skabe.

Oplevelsen af ”hjemmevideo” var acceptabel og heldigvis ikke knivskarp HD, men alligevel måler den sig ikke med følelsen af et ægte DV-kamera, som den første – også selvom filmen forsøger at integrere netop dette – men det bliver bare aldrig det samme. Selvom alt dette ikke var direkte dårligt udført, så var brugen af larmende elektronik noget af det mest irriterende jeg længe har oplevet i ’found footage’ genren. Hver eneste gang, at der var nogen der løftede, tændte eller pillede ved et kamera, så skrattede højtalerne helt ufatteligt meget, som hvis en pacemaker var gået af hos en person i publikum og havde fundet vej til salens lydfrekvens. Generelt, så var set designet til gengæld imponerende nok i sig selv og Wingard har fået skabt sig en ubehagelig beskidt, mørk og klam realisering af The Black Hill Forest.

Musik og lydbillede

Ikke overraskende, så er lydbilledet enormt vigtigt i en film som denne. Musik er selvfølgelig en minimalt ting, mens lydbillede, i form af en ekstra medspiller i filmen, er fandens vigtig. Heldigvis så viser det sig, at netop dette område er et af de bedst fungerende ved hele filmen. Det kunne have været gjort bedre, men de knirkende træer, den knasende skovbund, den susende vind samt den rungende uhygge, var alt sammen med til at skabe en kompakt og anmassende atmosfære, specielt når filmen fumlede lidt med at klare disse elementer på egen hånd. Men når lydsiden er bedst, er det virkelig som at blive fortæret levende af skovens truende og kabbalistiske heksehåndværk – bare ærgerligt når den piercende pacemaker pestilens af en lyd sætter ind…

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Blair Witch Anders Bjerg

'Blair Witch' - i biograferne den 15. september 2016

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ’Blair Witch’ bliver forsøgt opdateret til moderne tider, men myten skræmmer bedst, når den ikke bliver blæst op til moderne standarder og avancerede stilistiske færdigheder. Manuskriptet er virkelig noget, der trækker filmen ned, da en stor del af grunden til, at alle de andre elementer aldrig får lov til at skinne, er fordi manuskriptet maser det hele i jorden. Der er simpelthen ikke plads til flersidede personligheder på Simon Barretts ensidede manuskript. Det er ærgerligt, for visuelt er den interessant, hvor lys og mørke mingelerer sig sublimt med hinanden og skaber en fin atmosfære. Det er bare synd, at vi aldrig har tid til at føle os fanget i den, da vi altid flygter fra følelsen, i en fortælling, der har et alt for højt og ubalanceret tempo i forhold til den terror, som den ønsker at udvide. Vi flyver gennem skoven og der er sjældent tid til at trække vejret og trække det hele ind. ’Blair Witch’ er tynd som historie, middelmådig i sit skuespil, okay med det visuelle og acceptabel med det auditære. Som helhed, er det en haltende affære med en heks, der skulle have været brændt på bålet, i stedet for at blive brændt af, i sådan et udbrændt projekt, som ’Blair Witch’ blev til.

2.8


User Rating: 6.7 (1 vurderinger)

Tags: , , , , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑