Tom Cruise må genleve en rigtig møgdag for at redde verdenen, i e..." /> Filmanmeldelse: Edge Of Tomorrow - Filmpuls

sci-fi Edge Of Tomorrow. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Skrevet den 4 juni, 2014 | af Michella Malin Petersen

0

Filmanmeldelse: Edge Of Tomorrow

Tom Cruise må genleve en rigtig møgdag for at redde verdenen, i et af året’s mest højlydte action-brag.

Vi kender alle den der følelse af at se en trailer og tænke “Wow… Den her film bliver det et flop af uendelige propotioner”. Og jeg vil ikke lyve, det var præcis sådan jeg tænkte, da jeg først så traileren til Doug Liman’s nye sci-fi/alien-invasion/bulder-brag ‘Edge Of Tomorrow’. Tom Cruise der kæmper mod aliens, og genlever samme dag igen og igen, mens hende finken fra ‘The Devil Wears Prada’ lejer Ellen Ripley? Det lugtede lagt væk af Hollywood-ekskrementer.

Men lad os nu ikke dømme al for hurtigt… For ‘Edge Of Tomorrow’ er faktisk ikke helt umulig. Faktisk er den overraskende solid, med nogle flotte effekter, en imponerende lydside, fint skuespil og en ret interessant basis-historie.

Der er bare et lille bitte problem. Den er fuldstændig forglemmelig.

Edge Of Tomorrow. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Lidt hurtig baggrunds-info om dagens vare, inden vi går igang; ‘Edge Of Tomorrow’ er løst baseret på den japanske ungdoms-novelle ‘All You Need Is Kill’ (hvilket ellers var filmens originale titel), som senere blev lavet til en Manga. Måske ikke helt så kendt her i lille Danmark, med mindre man er Manga-entusiast, men begge versioner har en stor fanskare i Japan og her øjede Hollywood sig en god chance for at skrue en vild action-film sammen, under instruktion af manden bag ‘The Bourne Identity’ og tilsætte alle læder-sofaers største fjende, nemlig Tom Cruise, som front-fjæs for hele molevitten.

‘Edge Of Tomorrow’ havde en del post-produktions problemer, og filmens crew måtte genstarte optagelserne igen på et senere tidspunkt for at få nye scener i kassen, hvor mange alligevel i sidste ende blev klippet ud af det endelige produkt.

Post-produktions problemer varsler 99.9% af gangene om en ujævn film-oplevelse, og ‘Edge Of Tomorrow’ er desværre ikke en undtagelse.

Historie

I en nær fremtid er en ny krig er brudt ud efter at aliens (som her går under navnet “mimikere”) har invaderet jorden, og ingen millitær enhed kan stille noget op mod deres angreb. Major William Cage (Tom Cruise) er en officer, der aldrig har sat sine ben på en slagmark, men i stedet fungerer som militæret’s PR-ansigt, grundet hans fortid i reklame-branchen. Men hans smarte gloser er ikke til den store hjælp da General Bringham (Brendan Gleeson), efter et fatalt fejltrin, kaster Cage ud i, hvad der viser sig at være en ren selvmords mission. Under ledelse af oversergent Farrell (Bill Paxton) smides Cage og seks andre umage soldater – kompagniet J-Squad – ud i et modangreb mod de fremmede væsner.

Cage dør inden for få minutter, og slaget er tabt, men han havner på uforklarlig vis samtidig i et tidsloop, der tvinger ham til at genopleve det samme brutale slag, og en endnu mere brutal død, igen og igen. Han vågner op det samme sted som han gjorde samme morgen, forvirret og uforstående over hvorfor at ingen synes at kende til de brutale begivenheder der har udspillet sig på slagmarken, men derimod virker til at forberede sig på det selv samme slag som de endnu ikke ved at de har tabt.

Men for hvert gentaget opgør, udvikler Cage sine kriger-færdigheder og sin viden om mimikerne. Efter lidt overtalelse slår han sig sammen med special enheds-krigeren Rita Vrataski (Emily Blunt), også kaldt “Verdun’s engel”. Hun har selv haft selvsamme evne til at genstarte dagen, men mistede den efter et uheld. Igennem hård træning, og utallige gentagne dage, begynder de at komme tættere på at finde mimikernes leder, Omega’en, og dermed stoppe invasionen én gang for alle.

Når man beskriver plottet til ‘Edge Of Tomorrow’, kan det let lyde som en snørklet omgang hjernegymnastik, og det er svært at beskrive de tekniske detaljer uden at afsløre for meget af filmen, men det er faktisk overraskende let at følge med, og det gør at ‘Edge Of Tomorrow’ er i stand til at underholde dem der bare ønsker en god omgang weekends-larm, samt dem der gerne vil have noget de kan tænke lidt mere over, dog uden nogensinde at hoppe over i David Lynch-terretorie.

Edge Of Tomorrow. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Filmen kan nok bedst beskrives som ‘En Ny Dag Truer’ VS ‘Aliens’. Hver gang Cage dør, om det så er i kamp, eller under hjulene på en Hummer, så starter dagen forfra, og han har mulighed for at ændre dagens forløb ved at bruge sin viden. Ja, det lyder komplet kompliceret, men en for detaljeret forklaring ville ødelægge oplevelsen, så bær over med mig.

Cruise’s Cage er en af de klassiske højrøvede hundehvalpe som vi har set millioner af gange. En hurtigtalende tøsedreng, der igennem filmens forløb bare skal have lidt hjælp fra en slags Mr. Miyagi til at blive en hårdkogt kriger. Han er ikke specielt interessant eller medrivende, men heller ikke decideret usympatisk. Hans kvindelige modstykke, frøken Vrataski, er en ret så flad en karakter, og der ligger ikke rigtig noget bag hende, andet end at hun er hamrende god til at dræbe mimikere. Der bliver gjort et par tøvende forsøg på at give hende lidt baghistorie, men det er komplet halvhjertet. Og desværre slår Hollywood igen til, og tilføjer en romance, hvor en romance virkelig ikke var nødvendig. Cage og Rita har absolut ingen kemi, og selvom idéen om at Cage kender Rita ud og ind, mens hun altid kun lige har mødt ham, er en rigtig tragikomisk lille idé, så bliver der aldrig efterladt et indtryk, trods potentialet.

Der er alt for mange spildte muligheder og uforklarede små huller i ‘Edge Of Tomorrow’. Blandt andet er der en scene i filmens andet akt hvor Cage og Rita har en samtale mens de kører i bil, og vi finder ud af at Rita ikke vil lære Cage alt for godt at kende på grund af en vis afdød “Hendricks”, som hun stadigvæk sørger over. Jeg har ingen idé om hvem pokker “Hendricks” var, men det er ikke pointen her. Pointen er, at hele denne scene er fuldstændig unødvendigt. Faktum er, at når hver dag gentages, er Cage som en fremmed for Rita, mens han lærer hende bedre og bedre at kende, og netop dette burde være nok til at skabe en romantisk konflikt. Hvorfor skal vi rive en “Hendricks” ind i det hele? Lad dog “Hendricks” hvile i fred. Han har sikkert kæmpet sin kamp mod blæksprutte-monstrene fra det ydre rum, og ønsker måske ikke at hives med ind i en unødvendig halv-hjertet romance.

Derudover er der ikke den store forklaring på hvordan Rita nogensinde var klar over at hun havde mistet sin evne til at genstarte dagen. Vi får nemt forklaret hvordan evnen gives og hvordan den bliver taget (ikke særlig logisk, men eftersom vi har at gøre med en alien-film, så lader jeg logikken ligge), men i princippet burde hun slet ikke være i stand til at vide at den evne var taget fra hende, med mindre hun døde, og faktisk forblev død. Men nej. Hun siger blot til Cage; “I could feel it”. Og undskyld, men det er altså lige en lidt for svag forklaring.

Edge Of Tomorrow. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Derudover bliver Cage’s kompagni, J-Squad, komplet forbigåede som filmens historie går frem. Et par af karaktererne får lige lidt små-sjove one-liners, men vi får aldrig lov til rigtig at lære dem at kende, trods deres interessante karakter-træk, og det efterlader dem fuldstændig i mørket. Da vi hen mod slutningen, får den klassiske “Who would be crazy enough to help us?”-linje, hvorefter vores helte skal overbevise det små-skøre team af udskud om hvordan det hele hænger sammen, så sidder man bare tilbage med en lidt ligegyldig følelse. Kompagniet’s forhold til Cage er slet ikke udarbejdet godt nok, og de bliver aldrig andet end sekundere bi-figurer.

Uden at afsløre noget, så slutter ‘Edge Of Tomorrow’ en smule anderledes end kildematerialet, hvilket altid udgører lidt af en risiko for at gøre fansene små-sure i skralden. Og det er her at filmens ellers ret holdbare plot begynder at gå i småstykker. Teknikken bag slutningen er i bund og grund helt fin, men det virker en smule forceret, og er højst sandsynligt kun lokkemad til en efterfølger.

Det kan måske godt være at jeg er lidt for hård ved ‘Edge Of Tomorrow’, for det er absolut ikke nogen dårlig film. Den underholder hele vejen igennem, og der var aldrig noget punkt i filmen hvor jeg fik lyst til at kigge på uret for at se hvor længe der var til at jeg kunne komme ud og strække benene. I sidste ende er jeg sikker på at flertallet af biografgængere nok skal tage godt imod Tom Cruise’s nyeste eventyr, men sammenlignet med nogle af de fantastiske blockbuster’s som 2014 allerede har budt på, så bliver sidste indtryk at filmen desværre lidt fladt, i hvert fald for mig. Den tekniske side er i top, og skuespillet er bundsolidt, men filmen i sig selv er hurtigt glemt. Men ønsker man intet mere end en flot og underholdene sci-fi bombe, med lidt mere bag ørerne end den typiske popcorns-film, så leverer Doug Liman’s ‘Edge Of Tomorrow’ uden tvivl varen.

Skuespil

Tom Cruise behøver vel ingen større introduktion, og hvis man ikke kender til hans filmografi så kan man vist ikke kalde sig film-entusiast. Hans rolle her kan godt virke som lidt af en gentagelse af hans mange tidligere action-karakterer, hvor han mest af alt spiller en højrøvet type der får lov at løbe som om at djævelen var i hælene på ham, og drøne rundt på en motorcykel, bare fordi han kan. Når det er sagt, så har Cruise den helt rette sleske attitude og tandpasta smil til at gøre sig troværdig som veltalende PR-mand og hans reaktioner på krigen og de mærkelige ting der sker omkring ham, er troværdig. Han er ikke en vildt interessant protagonist, men stadigvæk sympatisk nok til at vi gerne vil se ham klare skærene.

Engelske Emily Blunt har den kvindelige hovedrolle i en ellers meget mandsdomineret film, og her har hun taget et større spring fra hendes sædvanelige Indie-komedier som vi kender hende fra. Blunt har tydeligvis brugt en del tid i trænings centeret inden optagelserne og hun er overraskende troværdig som hårdtslående alien-slayer. Hun overdriver aldrig sin kvindelige hårdhed som nogle skuespillerinder har en tendens til (*host* Angelina Jolie *host*), men hun har desværre heller ikke nok karisma til at blive en rigtig mindeværdig heltinde, og hendes kemi med Tom Cruise er langtfra rødglødende. Blunt er sådan set en helt kompatibel skuespillerinde, men hendes talent lægger uden tvivl i den britiske komedie-genre, for her falder hun til jorden.

Bill Paxton og Brendan Gleeson er de eneste skuespillere der får lidt tid til at gøre indtryk ved siden af Cruise og Blunt’s duo, men deres karakterer er så kliché at det næsten gør ondt. Dog skal det siges at det ærlig talt virker meget bevist her, især med Paxton’s oversergent Farrell. Du kan næsten forudse deres dialog i det sekund de åbner munden, hvilket filmens instruktør formår at bruge til sin fordel, ved at gøre det humor. Farrell’s reaktioner når Cage forudser hvad han skal til at sige, inden han nogensinde har sagt det, er nogle af filmens mest komiske scener, især fordi at vi som publikum, er helt med på hvorfor og hvordan Cage har sin viden, mens den stakkels oversergent er på en helt anden side i historien.

Edge Of Tomorrow. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

J-Squad kompagniet har et par mere eller mindre genkendelige tv-skuespillere, som alle prøver deres bedste med næsten ingen skærmtid. Jonas Armstrong (BBC’s ‘Robin Hood’), Tony Way (‘Game Of Thrones’) og Charlotte Riley (Ridley Scott’s ‘Uendelige Verden’) er de eneste der får lov til at udfolde sig lidt, mens resten af holdet ryger helt i baggrunden. Inspirationen fra James Cameron’s ‘Aliens’ er tydelig her, og denne lille samling af særlinge er faktisk langt mere interessante end filmens to centrale karakterer, men de bliver alle komplet svigtet af manuskriptet, hvilket er en af filmens største fejl. Der er slet ingen grund til at gøre dem så specielle som de egentlig er, fordi deres karakter-træk bliver aldrig udnyttet, og i princippet kunne hele kompagniet sagents have bestået af seks langbenende amerikanere med et ar på øjenbrynet, der alle hed Jack – det ville ikke gøre nogen forskel.

Desuden er der lige plads til en utrolig minimal rolle til Lara Pulver (BBC’s hit-serie ‘Sherlock’) som ikke engang får lov til at åbne munden i en ren statistrolle, trods at hendes karakter er krediteret som Karen Lord. En rolle der er så tilfældig at man skulle tro at Pulver var blevet offer for det frygtede redigerings-rum. Det samme gælder Jeremy Piven som blev tilføjet til filmen under de senere optagelser, men hans karakter dukker slet ikke op overhovedet.

‘Edge Of Tomorrow’ har faktisk en del spændende personer i sit galleri, men der er ikke rigtig nogen af dem der får lov til at snuppe spot-lyset fra de ret overfladiske helte i mere end et par sekunder. Lad os håbe at de stakkels violer kan få lov til at skinde lidt igennem, hvis vi får en Director’s Cut-udgave af filmen.

Visuelt

Effekterne i ‘Edge Of Tomorrow’ leder tankerne hen på Michael Bay’s ‘Transfomers’-film, og ja, der er muligt at bruge en ‘Transformers’-sammenligning som noget positivt. De er overbevisende og flotte hele vejen igennem.

Filmens aliens har et interessant blæksprutte-agtigt design, og deres bevægelser minder lidt om aggressive edderkopper. CGI-effekterne er tydeligvis lavet af nogen der kender deres håndværk, selvom ansigterne ikke helt rammer plet og virker lidt for “farverige” til de ellers realistiske og jord-tonede omgivelser i filmen.

Edge Of Tomorrow. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Der er ikke meget dårligt at sige om filmens visuelle side. Krigsscenerne er fremraget godt filmet, med lige den rette  mængde af “shaky cam”, og robotternes bevægelser virker ligeså tunge som de burde. ‘Edge Of Tomorrow’ er ikke en åbenbaring indenfor cinematografi, men det prøver den heller ikke at være. Vi får aldrig kastet special-effekter i hovedet uden grund, men når det endelig går løs, så er det fremragende håndværk. Jeg havde dog gerne set valget af Frankrig som lokation, udnyttet lidt mere.

3D-effekterne er dog komplet ligegyldige hér. Potentialitet bliver slet ikke udnyttet det mindste, ikke engang i et par af filmens (ellers ret solide) jump-scares, og i sidste ende, så vil valget af at se ‘Edge Of Tomorrow’ i 3D, ikke være andet end spil af penge. Lad de grimme briller ligge, og køb dig en ekstra stor sodavand i stedet.

Musik og lydbillede

At sige at ‘Edge Of Tomorrow’ er en støjende film er muligvis århundredes underdrivelse. Lidt ligesom førnævnte ‘Transformers’, har vi en masse bombastiske scener med robotter, skud-dueller, råben og skrigen, alien-brægen og “Semper Fi!”. Især scenerne hvor Cage og Rita træner med de muligvis mest larmende simulerings-robotter jeg nogensinde har oplevet (ikke at jeg har oplevet mange af den slags…endnu).

Filmens soundtrack leveres her af Christophe Beck, som blandt andet har stået bag musikken til en stor håndfuld komedier, såvel som sidste års ‘Frost’. Det er en fint og sikkert soundtrack, som desværre ofte overdøves af filmens høje lydside. Hvis man lytter til det seperat, er der dog nogle imponerende tracks indimellem. Det er dog en skam at der ikke blev plads til den imponerende Fieldwork-sang “This Is Not The End”, som ellers blev brugt i en af filmens trailere.



Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Edge Of Tomorrow Michella Malin Petersen

Edge Of Tomorrow - Premiere den 4. Juni 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Cruise & Co. leverer en go' gang sommer-underholdning og solidt håndværk, men de mange spildte muligheder er alt for ærgelige til at filmen nogensinde bliver den rigtige mindeværdige action-basker som den har potentiale til.

3.5


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , , ,


Om skribenten

har et ekstra hjertebank for superhelte, gyser-genren, 80'er film, tragiske dramaer og alt af Christopher Nolan. Taler flydende i film-citater, og ville se en film om tørrende maling hvis Tom Hardy var på rollelisten.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑