Først og fremmest er det nok vigtigt at understrege, at 'Håbets La..." />

drama land-of-hope

Published on 11 September, 2013 | af Karen Sandal Fothergill

0

Filmanmeldelse: Håbets Land

Først og fremmest er det nok vigtigt at understrege, at ‘Håbets Land’ (Kibô no kuni/The Land of Hope) er en meget japansk film, og der er en del kulturforskelle, der ikke altid er lette at forstå/relatere til. Jeg har boet i Japan i et halvt år og holder meget af den japanske kultur, men derfor var det stadig til tider svært at leve mig ind i og investere i personerne og handlingen i filmen. Min kollega var ikke vant til japansk film og skuespil, så for ham virkede filmen endnu mere fjern og alt for lang. Derfor er det ikke en film, som jeg umiddelbart vil anbefale, medmindre du er fan af Japan og japansk skuespil. Men hvis du er, så er det her en film med et relevant budskab og med flotte skuespilpræstationer.

Handling

I den fiktive by Nagashima går livet sin vante gang for indbyggerne. Nabofamilierne Ono og Suzuki har et rutinepræget liv på deres gårde, hvor de producerer grøntsager og mælkeprodukter. Men da et jordskælv forårsager en nedsmeltning af byens atomkræftværk, ændres deres liv for altid. Regeringen sætter et stort hegn op midt imellem de to gårde, Suzuki familien bliver evakueret, fordi de er inden for en 20 km radius af udslippet og derfor i fare, mens Ono familien, ifølge de regeringsansatte, er i sikkerhed på den anden side af hegnet. Den ældre Yasuhiko Ono bliver på gården med hans kone Chieko, mens han beordrer hans søn, Yoichi, og Yochis kone, Izumi, til en anden by – væk fra det radioaktive udslip, så de kan få en fremtid.

‘Håbets Land’ er Sion Sonos kritik af atomenergi og den japanske regerings håndtering af Fukushima ulykken. Flere af karaktererne henviser til Fukushima i løbet af filmen og den fiktive by Nagashima er da også en sammentrækning af byerne Hiroshima og Nagasaki. Men det er ikke en katastrofe film. Atomkraftudslippet bliver kun vist i baggrunden i nyhederne på tv eller ved at der afspærres og folk dukker op i de gule dragter. Det her er en film om mistillid til regeringen, familiens betydning og katastrofens følger. Sono vil have, at den japanske befolkning bliver mere kritisk over for regeringen. Da Fukushima skete, var regeringen ikke åben omkring situationen, og det er et tema, som Sono tager op flere gange i løbet af filmen: ”Man kan ikke stole på myndighederne” og ”Vi er hjemme om et par dage,” siger flere af personerne i filmen, selvom de udmærket er klar over, at de ikke kan komme hjem igen. Det har de lært fra Fukushima ulykken.

land-of-hope

Handlingen og tonen i fortællingen er for ujævn, og Sonos budskaber bliver enten leveret som ’in your face’ eller også så obskur, at man ikke helt ved, hvad man skal synes. Det er en meget pessimistisk og kritisk film, Sono har sat sammen, hvilket er dejligt at se, og der er en del ironi i hans valg af titel. Men desværre prøver Sono at kommentere på for mange ting, så det går udover handlingen, der ellers havde potentiale til at være rigtig, rigtig god.

Skuespil

Hvor historien måske vakler, så er nogle af skuespiller præstationerne fremragende. Her er det især værd at nævne overhovederne for familien:

land-of-hope-hope

Isao Natsuyagi er et lyspunkt i den her fortælling som Yasuhiko Ono. Han formår, at vise en stolt, japansk mand, der godt er klar over, at tingene forandrer sig, men som samtidig holder fast i sine gamle vaner. Han er også stadig dybt forelsket i sin kone, og det giver hans præstation en charme og varme, og man kan ikke andet end holde af ham – trods hans stædighed.
Naoko Ootani spiller hans demente kone. Hun går fra at udvise en barnlig glæde til en gammel kones sorg i løbet af få sekunder via hendes øjne, og det rammer virkelig – især i de sidste scener.
Deres historie er medrivende, og personligt ville jeg hellere have set mere til deres historie end de unges.

For her kommer det absurde endnu mere ind over, og det går over til at blive lidt for grinagtigt med Izumis stigende paranoia over radioaktiviteten. Sono har selvfølgelig en pointe, men man behøver ikke hamre den hjem hver gang. Det har selvfølgelig også noget at gøre med forskellen på japansk og vestligt skuespil, og min kollega stod lidt af og følte ingen følelsesmæssig investering, da det kom til de unges skuespil.

land-of-hope-geiger

Meguem Kagurazaka spiller godt i rollen som den gravide Izumi, der langsomt bliver mere og mere paranoid. Allerede fra starten forstår man, at Izumi har sine særheder på grund af Kagurazakas diskrete skuespil.
Jun Murakami spiller hendes mand Yoichi, som er vant til hans trygge rammer, hvor han kender hans plads i hierakiet, men da han pludselig skal til at tage ansvar for hans egne valg, har han en del problemer. Nogle gange går Murakamis scener også fra at være god skuespil til lidt hysteriske anfald og meget høj stemmeføring, som også karakteriserer japanske film.

land-of-hope-yoko

Det sidste par vi følger, er Mitsuru Suzuki og hans kæreste Yoko, spillet af henholdsvis Yukata Shimizu og Hikari Kajiwara. Men for at være ærlig, så synes jeg, Sono med fordel kunne have droppet denne del af historien. Der var ikke tid nok til at investere i deres historie, udover at sorg kan få folk til at gøre mange, uforståelige ting og så er der lige deres tur til Yokos hjemby, der vist nok skal symbolisere håb. Men da de endelig når dertil, så er man egentlig ret ligeglad med dem, og deres scener tester ens tålmodighed.

Visuelt

Det hele er meget japansk, og de huse og områder der bliver brugt, er områder, der har været berørt af Fukushima ulykken. Det er også med til at få scenerne til at fungere og det giver et realistisk billede af Japan samtidig med at det understreget de ødelæggende konsekvenser ulykken har.
Der bliver også gjort brug af nogle meget japanske virkemidler, som måske godt kan virke lidt underlige for folk, der ikke er vant til den japanske måde at symbolisere ting på.

Musik og Lydbillede

Der er noget internationalt over den musik, som Sono har valgt at gøre brug af, så det visuelle støtter sig ikke meget op til den japanske scene. Der en dog en meget familiær klang, der hører med til den japanske filmscene. Men som sådan synes jeg ikke, at der er noget at bide fast i.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Håbets Land Karen Sandal Fothergill

Håbets Land - premiere den 12. September

Handling
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Summary: Relevante budskaber, men desværre en ujævn og for lang handling. Lyspunktet er fremragende skuespil af Isao Natsuyagi og Naoko Ootani.

2.1


Tags: ,


About the Author

er filmentusiast med en meget bred filmsmag, men har en særlig svaghed for gys og animationsfilm.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑