Endelig har Wonder Woman fået sin egen film! Denne filmbearbejdelse ..." />

comic book

Published on 1 June, 2017 | af Sidsel Minuva

0

Filmanmeldelse: Wonder Woman

Endelig har Wonder Woman fået sin egen film! Denne filmbearbejdelse er i hænderne på instruktør Patty Jenkins, og den fortæller Wonder Woman’s oprindelseshistorie. Det er altså Wonder Woman før hun var Wonder Woman, da hun var bedre kendt som Diana, amazonekriger og prinsesse af Themyscira. En amerikansk pilot ved navn Steve Trevor styrter ned nær øen, og således finder Diana ud af, at Første Verdenskrig raser uden for amazonernes paradisø. Det er hendes pligt at afslutte krigen—og på samme tid lærer hun mere om både menneskeheden og om sin egen oprindelse.

DC har ikke haft held i sprøjten med deres sidste par film og kunne uden tvivl godt trænge til en succes med ‘Wonder Woman’—og det kunne os publikum desuden også. Jeg har ikke selv læst tegneserierne om Wonder Woman, men har i stedet beundret på afstand, og jeg har længe været en meget skuffet superheltinde-fan i filmverdenen. Mens superhelte som Batman og Superman reddede verden fra superskurke og aliens og jeg-ved-ikke-hvad i deres film, så fik en superheltinde som Catwoman lov til at redde verden fra en ansigtscreme i hendes. Så jeg håbede af hele mit hjerte, at ‘Wonder Woman’ lod sin titelheltinde slå hårdt og slå igennem. Film- og tegneserieverden holder vejret for ‘Wonder Woman’.

Får hun så slået sit home run?

Foto: Clay Enos – Warner Bros.

Historie

Historien starter med, at Diana i vores tid får fingrene i et gammelt fotografi af sin lille hærenhed fra Første Verdenskrig, hvilket får hende til at tænke tilbage på det, der skete. Hele filmens handling foregår altså i et flashback, og man får lidt fornemmelsen af, at hendes oprindelseshistorie skal fortælles før ‘Justice League’ og andre film DC har planlagt har premiere. Således får vi fortalt historien om, hvordan hun forlod sit hjem, Themyscira-øen, for at gøre en ende på krigen over alle krige. Det er hendes pligt at stoppe konflikt og krig, selvom hun ikke helt forstår hvordan krig mellem mennesker fungerer—og i menneskenes verden lærer hun både en masse om sig selv og om verden omkring hende.

En outsider fra en magisk verden der besøger vores verden er en historie, vi har set mange gange før, men ‘Wonder Woman’ formår at gøre sin fortælling overraskende charmerende. Det virker ikke banalt, for Diana har en uerfarenhed og samtidig en nysgerrighed over sig, som er svær er modstå. Der er umådeligt meget, hun ikke kender til, men hun kaster sig over den fremmede menneskeverden med en masse entusiasme og forsøger at forstå den med sin noget firkantede tankegang. Scener som da hun for første gang ser sne eller spiser is er nogle virkelig søde indskud i en film, der ellers kan være ret seriøs, og de er heldigvis ikke kun med for at gøre grin af hende.

Foto: Clay Enos – Warner Bros.

Det eneste tidspunkt, hvor Dianas relative uvidenhed bliver lidt irriterende, er når det involverer Steve Trevor—piloten der styrter ned nær øen og muliggør Dianas indtræden i menneskenes verden. Filmen propper straks en masse seksuel spænding ind mellem dem, men det gør deres forhold akavet og irriterende i stedet for at puste liv i det. Det er en selvfølge, at Diana ikke ved meget om menneskenes verden, men Steve fokuserer enormt meget på det, at hun er opvokset blandt kvinder og alt hvad det indebærer. Andre karakterer gør det også, og for meget, men i første halvdel af filmen er det næsten alt hvad Diana og Steves forhold handler om. Og hele vejen gennem filmen skal de to alligevel forestille at have en eller anden gnist eller romantisk forbindelse der langsomt vokser sig større—og det er ærligt talt dødkedeligt at se på. Det er enormt trættende, at den mandlige og kvindelige hovedrolle skal hægtes sammen som et par, når de ikke har kemi sammen. De virker ikke specielt romantisk interesserede i hinanden, og deres “kærlighed” virker overhovedet ikke naturlig ud fra de scener, vi ser dem sammen i. De forelsker sig, fordi plottet siger, at det skal de. Det er sikkert et meget vigtigt forhold i tegneserierne, men man køber det på ingen måde i filmen. ‘Wonder Woman’ falder simpelthen ned i en af de mest kedelige clichéer med begge ben, og det er vildt skuffende at se.

Foto: Warner Bros.

Generelt er Steve Trevor lidt en problemkarakter. Ikke i sig selv—han er egentlig sympatisk nok, og han er en konfliktfyldt karakter, der vælger et liv som spion over den gængse ægteskabsglæde for at gøre en forskel og handle efter hvad han synes er rigtigt. Og det er sådan set interessant nok. Men når han spiller over for Diana slås de to karakterer om plads i filmen. Man når flere gange at tænke, at det handler lidt for meget om Steve, før Diana igen brager igennem og tager det rampelys tilbage, der egentlig tilhører hende. De er ikke gode til at deles om pladsen, og filmen lader for tit Steve løbe med plottet, hvilket er frustrerende, når det ligesom er Wonder Woman’s film. Det bliver så slemt, at Dianas følelsesmæssige udvikling til sidst afhænger af Steve og de følelser, de åbenbart har for hinanden. Hendes udvikling når ikke dens konklusion på grund af alt det hun har set i krigen; kammeratskab, venskab, selvopofrelse, eller omsorgsfuldhed trods krig, hvor folk alligevel prøver at beskytte hinanden og det store flertal over dem selv. Det er klassisk romantisk kærlighed, der ender med at betyde noget for hende. Det er dybt frustrerende, at heltindens udvikling ender med at være afhængig af hendes fyr—især når deres forhold er banalt og kedeligt, og der er mange andre og mere tematisk passende ting, som hun kunne drage sin konklusion fra.

For ‘Wonder Woman’ er næsten ligeså meget en krigsfilm, som det er en superheltindefilm. Hun og Steve må sammensætte et lille skjult hold for at stoppe en katastrofe af et dommedagsvåben. Filmen spiller på Første Verdenskrigs rædsler i sin tematik—glorien blev pillet af videnskaben, da vi brugte den mod hinanden på horribel vis. Og på samme måde krakelerer Dianas entusiasme, da hun ser menneskeheden fra sin værste side, og hvad vi er villige til at gøre ved hinanden. Det er en glimrende måde at bruge krigen som ramme og som næring til tematikken og Dianas udvikling på. Hun er også vidne til blandt andet racisme og PTSD, og om menneskeheden overhovedet er værd at redde er et spørgsmål, der løbende spøger.

Foto: Clay Enos – Warner Bros.

Overraskende nok formår filmen ret flot at forene verdenskrigen med Dianas tegneserieeksistens- og kræfter. Selvfølgelig passer en superheltinde ikke ind i Første Verdenskrig, men det er en del af pointen. Hun fungerer som en menneskelig tank, der pludselig giver soldaterne en overmenneskelig fordel og fornyet mod i kampens hede. Som sagt er krigen en del af tematikken, og filmen finder lige akkurat middelvejen mellem fantasi og realisme. Kampscenerne slår hårdt uden at blive for fjollede—og filmen danser ikke udenom mørke krigsemner eller emner som racisme i sin skildring. Den benytter sine bipersoner så meget som den kan, og de knap så mægtige menneskekarakterer får lov til at hjælpe Diana og bruge deres forskellige færdigheder og særheder. Det er først til sidst, at smeltediglen brænder sammen—der har Steve og hans kumpaner gang i en enorm heltegerning samtidig med, at plottet går totalt bananas med Diana, der slås i en vild og overdreven tegneseriekamp. De to modsætningsfyldte begivenheder støder så meget sammen, at det simpelthen bliver for bizart til at fungere.

Det er nemlig til sidst, i filmens klimaks, at ‘Wonder Woman’ falder lidt fra hinanden. Resten af filmen fungerer rigtig godt på trods af dens forskellige skavanker. Første tredjedel fortæller historien om Dianas barndom, introducerer hende til menneskenes verden imod sin mors ønsker, og så må hun ellers drage mod fronten sammen med Steve og hans lille hærenhed. Pacingen er overraskende langsom i denne del af filmen. Jeg nåede at tænke, at den faktisk var for langsom—og i samme øjeblik trådte Diana af Themyscira på slagmarken og kastede os ind i anden tredjedel med en oprigtigt fantastisk kampscene og jog mine bekymringer langt væk i processen. Anden tredjedel, hvor holdet kæmper sig tættere og tættere på skurkene fungerer også godt, og vi ser blandt andet gruppens interne konflikter, flere gode kampscener, og nogle velbenyttede bipersoner.

Og så efterlader slutningen en med en lidt dårlig smag i munden. Det er der, at filmens både små og store problemer vokser den over hovedet. Den formår endda at kløjes i sit budskab og tage munden for fuld, så det virker lidt smagløst i stedet for at være hjertegribende. Det er en superheltindefilm, selvfølgelig er den til tider lidt fjollet og overdreven, men til sidst bliver det bare for meget—og det er rigtig synd, at det er kommet til at hænge sådan sammen, når resten af filmen er så solid.

Foto: Warner Bros.

Skuespil

De to hovedpersoner, Gal Gadot som Diana og Chris Pine som Steve Trevor, fungerer heldigvis godt. Gal Gadot spiller helt fint den lidt forvirrede, men meget entusiastiske og passionerede Wonder Woman. Hun formår at bringe hele følelsesregistret frem i heltinden og samtidig være cool som en gletsjer i kampens hede. Hun overbeviser en om, at hun er Wonder Woman, og det er skønt at se. Hun bærer snildt rollen, og det får hun forhåbentlig lov til i mange film endnu.

Chris Pine spiller også godt, og hans karakter har faktisk nogle overraskende følelsesladede scener, som han bærer flot. Der mangler dog en gnist mellem ham og Gal Gadot. De to er lidt for akavede sammen til at kunne overbevise mig om deres begyndende forhold—men de bliver også tvunget sammen af manuskriptet, og det afspejler hans skuespilpræstation især. De to fungerer bedst sammen på slagmarken. Og så forsøger Chris Pine på et tidspunkt at tale med tysk accent—eller gør han? I en scene har han en tydelig, tyk, overdreven tysk accent, og i den næste scene er accenten blevet så subtil, at man faktisk ikke kan høre, om han egentlig bare snøvler lidt. Det er lidt for inkonsekvent. Men når han får lov til bare at være Steve, uden for deres underlige forhold og det hele, så klarer han det faktisk virkelig godt.

De fleste andre skuespillere passer også godt til deres roller. Deres karakterer har til gengæld en tendens til at være lidt for små eller lidt for karikerede til, at de kan vise, hvad de virkelig kan. F.eks. virker Steve Trevors sekretær, Etta Candy spillet af Lucy Davis, som en sjov karakter, der ikke får nok at lave. Hun får tit lov til bare at skære ansigter og lave lyde, men det er synd, for hun er klart sjovest og mest spændende, når hun rent faktisk får sagt noget. Selv Lilly Aspell, der spiller Diana som barn, spiller fint. Man får den vildeste lyst til at knibe hende i kinderne, så sød er hun—og så repræsenterer hun unge piger, der slår og sparker i forsøg på at imitere de seje amazonekrigere. Jeg har selv været der, og det er skægt og passende at genkende det i unge Diana.

Foto: Alex Bailey – Warner Bros.

Den eneste jeg må fremhæve negativt er David Thewlis som Sir Patrick Morgan, et medlem af det engelske krigsråd. I starten af filmen fungerer han fint, men som plottet skrider frem klæder han ikke sin rolle. Han kan simpelthen ikke bære den. Han virker lidt tåbelig i stedet for som en seriøs karakter, og det forværrer desværre scenerne han er med i.

Visuelt

De visuelle effekter fungerer godt det meste af tiden. Når de bruges i mere realistiske scener ser de især godt ud. Diana går gennem geværild, skærmer sig fra mortergranater, kaster med tanks, og smider sig gennem mure og vinduer, og der fungerer effekterne rigtig godt og skaber sammen med kameraføringen nogle virkelig fantastiske kampscener—nogle af de bedste jeg længe har set. Men i filmens klimaks skrues der helt op for tegneseriefornemmelsen, og så kan effekterne ikke helt følge med. Man bliver meget bevidst om, at de blot er effekter, og det slår skår i forestillingen.

Foto: Warner Bros.

Udover de gode effekter har filmen også flotte farvesætninger og godt kostumedesign—sidstnævnte især på Themyscira. Og så er der endda også plads til god kameraføring. Der er masser af pæne billeder hele filmen igennem—og kameraet er heldigvis ikke klistret til Wonder Woman’s numse eller barm, hvilket man ellers godt kunne have frygtet. Det er faktisk mest Steve, der bliver afklædt og for en gangs skyld ikke heltinden. Det er egentlig lidt trist, at det føles så meget som et friskt pust, som det gør. Alt i alt er ‘Wonder Woman’ virkelig fed at se på. Dog halter klipningen en gang imellem lidt. Der klippes et par gange for hurtigt og på en måde, der faktisk formår at forvirre selv i simple dialogscener. I starten er der også et par kampscener, hvor kameraføringen er for kaotisk, og der netop klippes for hurtigt, så scenerne bliver svære at følge med i. Resten af filmens kamp- og dialogscener fungerer heldigvis meget bedre, men kameraføringen og klipningen gør dem i starten for rodede.

Musik og lydbillede

Musikken er generelt typisk bombastisk for en superheltefilm. Wonder Woman’s kendingsmelodi bliver effektivt brugt på de helt rigtige tidspunkter for at give en actionscene ekstra fut. Dog er der et par følelsesladede scener, der ville have været mere intense og bevægende, hvis de fik lov til at undvære underlægningsmusik. Lydeffekterne er til gengæld også gennemtænkte. De er eksplosive og tunge, men aldrig for overdrevne—selv når plottet bliver meget tegneserieagtigt.

Desværre sidder dialogen ikke i skabet. Enten mumler skuespillerne, eller også taler de oven i hinanden—og jeg er sådan en der stærkt foretrækker, at skuespillere taler klart og tydeligt. Det resulterer, i hvert fald for mig, i, at man ikke altid kan følge med i dialogen, eller at man skal kæmpe for at holde styr på en samtale. Sammen med den lidt sjuskede klipning bliver det en gang imellem til nogle forvirrende scener.

Foto: Clay Enos – Warner Bros.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Wonder Woman Sidsel Minuva

Wonder Woman - premiere d. 1. juni 2017

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Summary: 'Wonder Woman' er ikke uden skavanker. Den har en flok små problemer, et par store og en slutning der ikke rigtig fungerer. Men det filmen gør godt, gør den rigtig godt, og 'Wonder Woman' har nogle af de fedeste øjeblikke, jeg længe har set i en superheltefilm—hvis ikke nogensinde. I det store hele er det en værdig indtræden på det store lærred for en af DC's største helte.

4.5


User Rating: 5.9 (2 votes)

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,


About the Author



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑