"Against the ice", læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
copyright: Netflix

Filmanmeldelse: Against the ice

Filmen ‘Against the ice’ er en filmatisering af Ejnar Mikkelsens danske roman ‘Farlig tomandsfærd’ og det skal nævnes, at undertegnede IKKE har læst bogen. Den kan ses på Netflix fra d 2/3

Hvad handler den om?

Nikolaj Coster-Waldau spiller den yderst dedikerede og stædige kaptajn Ejnar Mikkelsen, der i 1910 vil modbevise, at USA har krav på det nordøstlige Grønland.

Han efterlader sig derfor besætningen ved sit skib, inden at han drager ud på en farefuld rejse. Omstændighederne gør, at han får selskab af det uerfarne besætningsmedlem Iver Iversen.

Det lykkes for vores to helte at finde beviser for, at netop den kanal, som amerikanerne hævder inddeler Grønland i to dele, slet ikke findes.

Dermed stopper problemerne dog ingenlunde for vores to hovedpersoner. Turen tilbage til skibet bliver langt mere farefuld end hvad de to mænd havde forestillet sig og de bliver presset til det yderste.

Kan jeg anbefale den?

Vores nationale stolthed Nikolaj Costner-Waldau spiller i denne omgang sammen med Joe Cole, som vi kender fra. Bl.a ‘Gangs of London’ og ‘Peaky Blinders’.

De tilfører begge to en fin humor i flere scener og der er bestemt en kemi, men det kommer dog aldrig rigtig til at slå gnister i mellem dem. Derved dukker en af de største problemer op: vores to hovedpersoner er noget underudviklede. Dette er et problem, når vi jo skal være investeret i deres kamp for overlevelse. Her kunne man med fordel have brugt lidt mere tid på at få dem etableret i starten af filmen.

Det politiske spil, der udgør rammen om handlingen træder så meget i baggrunden, at det kan være svært at forstå hovedpersonens handlinger. Som publikum er det slet ikke tydeligt, hvorfor de tager på selve ekspeditionen.

Her ville det give god mening, at manuskriptet havde taget sig mere tid til at etablere, hvorfor det er så vigtigt. Dette fremgår måske bedre i bogen?

Rent dramaturgisk er der også nogle handlinger der virker som gentagelse af tidligere scener i filmen. Derfor føles det som om, at spændingskurven flader ud.

Filmen byder på flere dramatiske scener bl.a. nærkamp med en isbjørn samt en slædetur ud over en bjergkant. Selv om det på papiret lyder spændende, så får disse scener aldrig rigtig lov til at udfolde sig. Derved får man følelsen af, at de slutter nærmest inden de går i gang, eller sagt med andre ord: Pulsen når altså ikke at komme ret meget op.

Men når det så er sagt, så kan man sige, at den egentlige hovedrolle udgøres af de sneklædte landskaber. Filmen indeholder flere virkelige flotte scener og her får man virkelig følelsen af, at vores to hovedpersoner er ene i den store ødemark.

Filmen kan inddeles i to akter, hvor det første handler om at overlevelse i ekstremt terræn, mens anden halvdel bliver til en form for kammerspil, hvor den psykiske tilstand for især Ejnar virkelig kommer under pres.

En svaghed ved filmen er at manuskriptet mangler forklaringer på visse plot-tråde, og det er frustrerende for dig som seer, fordi man føler der er for mange huller og uafklarede elementer.

Meget af filmen går med at hovedpersonerne venter og derfor er det vigtigt at dette kammerspil bliver medrivende. Dette er desværre ikke tilfældet, da man ikke rigtig kan mærke den tiltagende frygt mellem de to skuespillere og derfor bliver det hele lidt ufarligt.

Så alt i alt er det en flot film, med dragende locations hvor grundideen er rigtig god. Manuskriptet er lidt for overfladisk og man savner mere power i de dramatiske scener. Men man går nu alligevel aldrig HELT galt i byen med Nikolaj Coster-Waldau.

"Against the ice" har premiere på Netflix d 2. marts 2022
Kort fortalt
Alt i alt er det en flot film, med dragende locations hvor grundideen er rigtig god, men manuskriptet er lidt for overfladisk. Desuden savner man mere power i de dramatiske scener. Men man går nu alligevel aldrig HELT galt i byen med Nikolaj Coster-Waldau.
Samlet bedømmelse
LÆSERNES BEDØMMELSE13 stemmer
2