Hvis der er andre end min mor (elsker dig mor, men come on!), der aldrig har hørt om den massive opiodkrise der de seneste år er rullet ind over USA, har du en vaskeægte skandale at glæde dig til! Vi taler big pharma, uskyldige ofre, og et system der korrumperes af skruppelløse, pengegriske bagmænd, der sidder på toppen af samfundspyramiden.
Historie
Dokumentaren ’All the Beauty and the Bloodshed’ følger den anerkendte fotokunstner Nan Goldin, og hendes kamp for at få den magtfulde Sackler-familie til at bøde for deres rolle i opiodkrisen, som har kostet mere end 500.000 menneskeliv, og gjort massevis af amerikanere til junkier, dybt afhængige af stærkt vanedannede opioder.
Sackler-familien er en magtfuld familie i den kulturelle eliteoverklasse- særligt på grund af generøse donationer til de største museer verden over- og Nans mission er at få dem smidt ud af museerne og smadre deres eftermæle godt og grundigt. Sideløbende kastes et tilbageblik på Nans liv, og tegner et billede af en kvinde med en spektakulær livshistorie, og en fightermentalitet ud over det sædvanlige. Filmen kører altså i to spor, som væver ind og ud af hinanden.
Nans livshistorie bliver den prisme, hvorigennem vi præsenteres for den aktivisme og oprør mod forældede normer og stigmatisering, som udspillede sig fra 1970erne og frem, og lagde grundstene til at vi i dag lever i et mere åben og frit samfund. Det er et unikt stykke New York-historie, og det er både rørende, inspirerende og total relevant, at vi forstår hvad Nan er rundet af- og hvad der driver hende. Det andet spor, kampen mod Sackler- familien, er også virkelig fedt at følge, især fordi aktivismekulturen i USA er på speed, og for en magelig dansker som mig, der højest kan svinge sig op til at videredele en kritisk artikel i ny og næ, er det fedt at se hvor gode amerikanerne er til at mobilisere sig, arrangere fede demonstrationer og make shit happen.
De to spor komplimenterer hinanden godt, men filmen har mange fokuspunkter, og selvom de alle er værd at forfølge, ender de med at skygge en smule for hinanden. Filmen føles altså paradoksalt nok både lidt for lang og lidt for kort, og den ville også kunne have fungeret som to selvstændige film eller en miniserie- der er i hvert fald mere suppe at koge på Nans ben, og flere piller der skal sluges i historien om Sackler-familiens storhed og fald. Alt i alt er det dog en super vellykket fortælling, som sad i mig lang tid efterfølgende.
Skuespil
Selvom persongalleriet byder på flere interessante karakterer, er det altoverskyggende midtpunkt Nan – og sikke en hovedperson! Hun vil ikke kun have os til at betragte kunsten, hun vil have os til at handle på den. Nan får gjort kunst så pokkers relevant, ikke kun for den kreative klasse, men for alle samfundslag. Nan står i spidsen for demonstrationerne, hun hundser rundt med galleriejerne der hænger hendes billeder op, og hun filmer tilbage på instruktør Laura Poitras mens hun bliver interviewet- man er ikke i tvivl om at det her er hendes dokumentar, og hun har en afgørende finger med i alle beslutninger herom. Nan er et powerhouse, og en inspiration for nutidens kønskampe, hvor der (i eksempelvis musikbranchen, på direktørgangene og i bestyrelserne), stadig er glaslofter der skal smadres og privilegier der skal fordeles. Hvis det ikke lød så lamt, ville det være på sin plads at slutte af med et godt brølt løvinde!
Visuelt
Historien inddeles i syv kapitler, som hver indledes med et slideshow af fotografier, som sætter tidsrammen og stemningen. I kombination med nutidsoptagelser af happenings, og klip fra gamle nyhedsarkiver, har vi at gøre med en cocktail der er mixet til perfektion. De sort/hvide fotografier fra Nans barndomshjem i en pæn forstad, fremstår nærmest gotiske og uhyggelige, når man ved hvad der er foregået bagom glansbilledet på den smilende, borgerlige familie. Æstetisk er det en fryd, og ens øjne bliver slet ikke færdig med at mæske sig i de smukke billeder førend scenen skifter. Nans kunstneriske talent har sat aftryk overalt i udtrykket, og det er så tilfredsstillende at en så spændende historie også har gjort sig så umage med at gøre sig lækker for sit publikum og ikke stiller sig tilfreds med halvlunkne personinterviews i grimme stole med dårlig belysning (intet ondt ord om DR-dokumentarer i øvrigt!).
Musik
Lydsiden er som alt andet i denne dokumentar, gennemtænkt og perfektioneret. Det er lydkollektivet Soundwalk Collective, der står bag, og de rammer den helt rigtige nerve og stemning hele vejen igennem med deres valg af lyd. Der bruges også velkendte hits, som Sunday Morning fra Velvet Underground som understreger den tids frihed og muligheder- en nostalgisk ramme for den pågældende tid. Gammeldags filmruller klikker og skratter ved hvert nyt kapitel, og reallyden der bliver optaget under demonstrationer, med de knitrende plastikposer og slogans der flyver gennem luften, er rå og ægte.