Nu er det tid til at dykke ned i dette års sidste superhelte-eventyr. Det er DC Comics egen ‘Aquaman’, som har fået sin “stand alone” film, og nu er spørgsmålet om dette er filmen, som vender den negative kurs for DC og Warner Bros.?
Historie
‘Aquaman’ er ‘Den Lille Havfrue’ på stoffer, og historien er et sammensurium af mange ting. Der er noget Superman-lore, græsk mytologi, ridderne om det runde bord… ja, you name it. Men kort fortalt er det oprindelseshistorien om 
halvguden Arthur Curry, som bliver tvunget til at tage til hans mors undervandsrige, kaldet Atlantis. Sammen med hav-prinsessen Mera konfronterer han sin halvbror Orm, som truer med at gå i krig med menneskene. Det er nu Arthur må gribe sin skæbne, forpurrer brormands planer og få sin plads som regent af Atlantis.
Denne skribent havde virkelig håbet på, at en kompetent instruktør som James Wan ville kunne få DCs filmunivers på benene igen, efter nogle fæle mislykkede forsøg. Men selvom ‘Aquaman’ ikke rammer havbunden, så flyder den heller ikke på overfladen. Hovedproblemet er hele plottet. I starten kører det udmærket, men så begynder det hele at blive lige lovligt rodet. På landjorden har Wan åbenbart styr på 
tingene, men når vi så bevæger os under havoverfladen, så begynder hovedparten af problemerne.
Der kører simpelthen for mange ting rundt på én gang. ‘Aquaman’ vil gerne være lidt a la Marvels ‘Guardians of the Galaxy’, men der er for lidt humor (som ikke altid virker) og generelt tager filmen sig selv for seriøst, i stedet for at blive lidt mere løssluppent med et glimt i øjet. Dialogerne er heller ikke altid heldige, da nogle sætninger kommer ud, som om man ser en sæbeopera på TV3. Men der er unægtelig mange, som vil føle sig godt underholdt af filmen, for der sker stort set noget hele tiden. Men selvom det hele er stort og flot, så hiver plottet filmen ned, og med en spilletid på 143 minutter, ja der kiggede jeg et par gange på uret med tanken: “hvornår slutter den”. For hvis man skal være ærlig, og det skal man jo, så kedede jeg mig lidt.
Skuespil
Det som jeg var mest oppe at kører over i denne kategori, var den svenske actionstjerne, Dolph Lundgren, som havkonge
. Men hvad kan jeg sige, jeg elsker nostalgi, og med Dolph som del af min barndom (ikke mindst hans rolle som He-Man i ‘Masters of the Univers’ fra 1987), så synes jeg bestemt det var hyggeligt at se ham tilbage på det store lærred. Jason Momoa spiller hovedrollen, og han gør en ganske hæderlig indsats, selvom manuskriptet har det med at hive ham ned i niveau. Patrick Wilson er skurken Orm, hvilket han overspiller på en herlig måde, som er gode B-film værdige, men i en storslået produktion som denne, der passer det ikke helt ind. Amber Heard er køn at kigge på, som sædvanlig, men hun er næppe én som vil få hæderspriser for hendes skuespil. Andre bi-roller gør et fint job, også Nicole Kidman som havmandens mor.
Visuelt
Der er ingen tvivl om, at pengene der er pumpet ind i filmen kan ses. Det er en vanvittig stor film, der har mange 
visuelle godter, men ikke alle effekter synes troværdige. Især når det kommer til havfolkene under vandet. Imens de taler og fører dialoger, så hoppede min fantasi altså ikke på, at karakterne var under vandet. Men når det så kommer til action og scener med slag i, så bliver man mindre distraheret. Kameraet er legende, og James Wan er tydeligvis en kompetent filmmand, det har han bevist flere gange. Men måske er dette projekt for stort for ham, for hvis han havde fokuseret ligeså meget på historien, som på det visuelle, så havde denne kategori nok også fået en ekstra stjerne.
Musik og lydbillede
Britiske Rupert Gregson-Williams er manden bag musikken. Han står også bag musikken til b.la. ‘Wonder Woman’ og serien ‘The Crown’. Desværre, som jeg har nævnt utallige gange, så lever vi i en tidsalder, hvor filmmusik mangler magi. Ja, der bliver understøttet til filmens billedeside, men jeg vil æde min hat på, at dette ikke er et score, som man ønsker at købe, eje og dyrke, som f.eks. musik lavet af en anden Williams… John Williams! Lydbilledet er udmærket, men ikke så storslået som man kunne have håbet på. Mest irriterende er de små boble-lyde, som man sætter på imens havfolkene taler, som om at jeg mere skulle tro på at karaktererne er under vandet, når nu den visuelle side ikke kunne snyde mig.
