Mia Hansen-Løve skriver et kærlighedsbrev til Ingmar Bergman og den kreative proces i sin nyeste film ‘Bergmans Ø’.
Historie
Chris og Tony er et par, der begge arbejder som manuskriptforfattere og instruktører. De søger inspiration til deres nye projekter på Fårö, den lille svenske ø hvor Ingmar Bergman havde sit hjem, og som eftertiden er blevet et mekka for filmentusiaster. Tony hopper let igennem turen, men Chris har svært ved at leve op til sine egne forventninger for arbejdet på øen. Hvor Bergman er en inspiration for Tony, er han undertrykkende for Chris, der må grave dybt tilbage til sin første kærlighed for at finde sin inspiration.
Filmens præmis kan virke en smule krukket fra start, især hvis man ikke er bekendt med Bergmans liv og film. Det kan være lidt svært at gennemskue, om filmen er lavet til Bergman-fanatikeren eller den helt ukendte med instruktørens værker. Den kommer langsomt fra start, og næsten en halv time inde i filmen er det stadig svært at gennemskue, hvad der egentlig skal ske i historien. Der er nærmest intet på spil.
Dette kompenserer den dog effektivt for i den sidste halvdel, hvor Chris’ ide til et nyt manuskript bliver til et form for metaplot, der flyder sammen med hovedplottet og nuancerer Chris’ karakter. Filmen vi ser og den fiktive film virker begge enormt personlige, som at få lov at kigge i nogens dagbog. Det er denne hudløse ærlighed og intime stemning, der redder ‘Bergmans Ø’ fra at blive noget oversentimentalt pladder.
Skuespil
Vicky Krieps og Mia Wasikowska er uden tvivl filmens højdepunkter, og klart også der, hvor Mia Hansen-Løve har lagt sit fokus i manuskriptet. Begge kvindelige karakterer nuanceres uden at blive overkomplicerede.
Tim Roth virker en anelse uoplagt i sin rolle som kendis-instruktør, og mange af hans scener falder fladt til jorden. Hans karakter mangler noget motivation, og bliver desværre bare lidt en medløber i partneren Chris’ fortælling.
Det er klart metafortællingen, der er den stærkeste del, også i skuespilafdeling. Det kan måske gisnes, om ikke Mia Hansen-Løve og Chris er meget lig hinanden, og denne film var den rette ramme til at få Amys (Mia Wasikowskas karakter) historie frem i lyset.
Visuelt
Rent visuelt kan man nærmest ikke tænke sig til en smukkere lokation at skyde et stille kærlighedsdrama. Den svenske sommer på Fårö byder på sol, blæst og regn, og alt føles bare lidt mere romantisk når vinden elegant rusker i hår og tøj, og havet glimter i baggrunden.
Filmen gør det visuelt nemt at kende forskel mellem de to fortællinger, da den visuelle atmosfære er fint adskilt fra hinanden. Amys historie udspiller sig primært i mørket, med bryllupsfest og natterend på øen, og hovedfortællingen holder sig primært i formiddagens milde lys.
Musik og lydbillede
Lydbilledet holder sig også til den naturalistiske stil, og man får lov til at høre vindens susen, regnvejret og alle de andre atmosfæriske lyde, sammenblandet med dialogen og kendte linjer fra Bergman klip.
Filmen har en smuk dansescene til ABBA, hvor Mia Wasikowskas karakter særligt får lov til at skinne. Det er blot et af de mange små lyspunkter af musik, der virkelig trækker filmen op og giver en lethed til det noget tunge og filmnørdede manus.