Fra Batman til Birdman…
’Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance)’ er produceret, instrueret og delvist skrevet af mexicanske Alejandro González Iñárritu. Han har desuden overtalt nogle af Hollywoods største og mest talentfulde skuespillere til at tage del i dette eksperimentelle og uafhængige projekt. Det var måske heller ikke nogen svær overtalelse, nu når alle hans fem spillefilm er blevet nomineret ved de respektive Oscar shows. Generelt set er hans film også et stort hit hos både publikum og kritikere, også selvom hans navn måske ikke går rent ind på lystavlen når det læses ude af sammenhæng.
Hans værker spænder fra de flergrenede og velplottede historier i ’Amores Perros’, ’21 Grams’ og ’Babel’ – hele vejen over til det mere eksperimentelle og overvejende metafysiske – i filmene ’Biutiful’ og ’Birdman’. Sidstnævnte, hvilket også er omdrejningspunktet i dagens anmeldelse, er desuden instruktørens største succes indtil videre – blandt andet med hele ni nomineringer ved årets store Oscar show, samt to Golden Globes allerede hevet i hus. Men er det i sandhed én af årets allerbedste film?
Historie
’Birdman’ fortæller historien om den fallerede filmstjerne Riggan Thomson, og hans desperate forsøg på at genindsætte sig selv i Hollywoods relevante rammer. Riggan har forsøgt at genoplive karrieren på ny, men har svært ved at kravle helt ud af fortidens klæbende superhelte image – en påtrængende pestilens, der har pint og plaget ham, lige siden han afslog potentialet om en fjerde film i den succesrige Birdman-franchise. Så i forhåbningen om at blive husket for andet end blot en falmet superheltesucces iklædt fuglekostume, påtager Riggan sig rollen som manuskriptforfatter, instruktør samt hovedrolleindehaver i et ambitiøst Broadway teaterstykke. Men allerede fra starten bliver projektet mødt med skepsis fra New Yorks respektererede elite inden for kultur og kritik. Derfor må Riggan nu for alvor vise verden, at han har evnerne til at udrette kunstneriske mirakler der kan nå langt højere end hans tidligere fjerklædte fortid. Men hvor store er chancerne for succes egentlig, når man konstant kvæles af et utal af personlige og professionelle problemer, samt en tidligere kæmpesucces, der definitivt forsøger at tage kontrollen over ens liv? Kan Riggan løsrive sig fra fantasien og finde vejen tilbage til den virkelige verden?
Hvis det uvidende publikum tilfældigvis ønsker ’Birdman’ serveret på et skinnende sølvfad, så må det nok erkendes, at hverken filmen eller følgende anmeldelse gør noget endegyldigt forsøg på at etikettere filmen og anbringe den selvsikkert i en passende kategori. ’Birdman’ ligner nemlig ingen af de andre i flokken, og det er tilmed noget den tør være stolt af. Filmen er et ultra ambitiøst forsøg på at være både heroisk og anderledes, men målet er ikke nødvendigvis om det hele lykkedes til sidst. Så længe den forplanter sig i hukommelsen på sit publikum som det mest sindssyge og selvbesindede sceneshow de nogensinde har set på film, så er den fuldt ud tilfreds med sig selv.
Filmen er allermest spændende under overfladen, men det betyder ikke at man keder sig undervejs. ’Birdman’ tilbyder ofte lettere overfladiske svar til mere omfattende diskussioner, men takket være sin tekniske frækhed og komplekse iscenesættelse, lykkedes denne spidsfindige tilgangsvinkel ganske godt. Instruktør Alejandro González Iñárritu ønsker mest af alt at stille en masse undrende spørgsmål, mens det endelige svar efterlades til det enkelte individ i publikum. Altså er det langt fra alt der kan gives et definitivt svar på, men alligevel savner man en egentlig kritik af de mange hentydninger og referencer, som filmen konstant ryster ud af ærmet. Hele filmens skøre scenarie skal først og fremmest være sjovt at diskutere, både for instruktør og for publikum, men om vi nogensinde ankommer til en konkret konklusion virker nær så vigtigt. Så længe vejen derhen er interessant og underholdende, og at hver enkelt diskussionsemne, også lige får en udstrakt langefinger med på vejen.
Filmens mange diskussionsemner er ofte subtile, men de bliver sjældent leveret på en fintfølende facon når der ellers grovsorteres hastigt i fantasien og i den virkelige verden. ’Birdman’ er bestemt ikke bange for at tage flere emner op end den kan nå at følge til dørs, og selvom det er betagende er det også en anelse beklumret. Til gengæld lader det til, at den bare gerne vil sætte en masse tanker i gang hos sit publikum, hvilket skam også lykkedes ganske fortrinligt. Desuden fungerer filmen både som et billede på udviklingen og selvstændigheden i kunsten, samt udviklingen og tilbøjeligheden i nutidens verden. Det er faktisk ret imponerende hvor mange detaljer som det er lykkedes instruktør Alejandro González Iñárritu at presse ind sin film. Han har virkelig måttet lægge sin hjerne i blød forinden for at sikre sig den fulde absorbering af verden omkring ham, i sådan en grad, at hans erindringer i sidste ende kunne vrides fuldstændig fri for enhver inspirerende tanke. Den eneste ulempe er, at man får følelsen af at filmen er mere levende på underfladen end på overfladen, da den konkrete historie aldrig helt får muligheden for at lette fra jorden. ‘Birdman’ har tonsvis af spændende idéer, men mange af dem forbliver uforløste og efterlades i stedet svævende tilbage i en tom og ubesvaret tilstand.
Man kan sige meget om ’Birdman’ som film, men hvad den til gengæld er et pragteksempel på er at vovede og ambitiøse projekter stadig sælger, hvis bare de får den opbakning som de så ofte står foruden. Der er masser af instruktører fyldt til randen med viljestyrke og et målrettet vision i baggagen, men som uden nogen form for støtte står fuldstændig fastlåst. Selvsamme bekymring præger filmens titelbærer i sin mere civile og umaskerede skikkelse, Riggan Thomson. Han står som enemand i ødemarken villig til at opgive alt og alle omkring sig, hvis bare han kan hive det her store ambitiøse kunststykke med sig gennem nøglehullet og videre ind i fornyet succes.
Også filmen holder en stærk parallel til dens egen historie om ambitioner, kunst, personlighed, selvstændighed og ”manden bag masken”. ’Birdman’ er et usleben indblik bag kulisserne, hvor vi som publikum er vidne til hele den langvarige og problematiske proces i at overføre kunst til noget kommercielt og lade det bære eller briste. I det hele taget foregår filmens historie i den her syrede metaverden, hvor skellet mellem virkelighed og fantasi gøres mere og mere uklart som historien skrider frem. ’Birdman’ er et stort og overvældende eksperiment, der både implicit som eksplicit bryder den fjerde væg på kryds og på tværs med samtlige filmretoriske virkemidler. Det er også derfor, at jeg tildeler størstedelen af min anderkendelse og respekt til filmens høje ambitioner og den dertil tekniske udførsel, hvor det er langt lettere at lade sig imponere end det er at hovedløst overgive sig til.
Filmens ambitiøse manuskript er skrevet af hele fire personer, inklusiv instruktøren selv, og det kan tydeligt mærkes på det færdige resultat. ’Birdman’ gaber over mere end den kan nå at sluge, og kvidrer løs om flere emner end den kan nå at behandle på sine 119 minutter. Resultatet ender som en overvejende uklar affære, med for mange emner der forsvinder ind og ud af fokus, samt en følelse af, at for mange hænder har haft hånd om værket med hver deres særprægede fingeraftryk. Det virker måske alt sammen fint når det klaskes sammen med resten af morskaberne, men ved nærmere inspektion falder det desværre lidt fra hinanden. Det er selvfølgelig alt sammen en del af løjerne, og det kunne menes, at filmen ville modsige sig selv for meget, hvis den holdt sig inden for linjerne og efterlignede alle de andre film omkring sig som den så heftigt prøver på at kritisere. Jeg ville dog mene, at en smule mere ”kød på fjerkræet” ville klæde filmen ret så betragteligt.
Skuespil
Hvorfor ikke begynde afsnittet med at vende blikket direkte mod den vingeklædte herre, Riggan Thomson, spillet ret så eminent af den tidligere kappeklædte sorte ridder, Michael Keaton. Tro det eller ej, så var manuskriptet til filmen ikke skrevet bevidst med Keaton i tankerne, men det tør da siges, at man nemt kan trække en passende parallel til skuespillerens personlige liv og karriere. I starten af sin karriere rente Keaton primært rundt som charmerende ”funny man”, hvilket også fik ham i det klassiske stribede kluns fra ’Beetlejuice’ i rollen af samme navn. Derfor var folk også skeptiske, da han iklædte sig den ikoniske superheltedragt med de spidse øre i Tim Burtons ’Batman’ fra 1989. Men overraskende nok hev han rollen hjem på bragende manér, og vendte tilbage igen i efterfølgeren som udkom i 1992. Men efter det var det også slut med at lege helt. Keaton ville videre, men hans karriere havde svært ved at følge med, og han forsvandt mere eller mindre fra Hollywoods rampelys. Men da Keaton pludselig hørte en lille fugl synge omkring denne films medrivende manuskript, var han straks interesseret. Og Keaton gør bestemt et fantastisk comeback i rollen som ham selv… -eller nej, jeg mener Riggan Thomson!
Omkring ham ses masser af talentfulde skuespillere, og alle gør et sublimt stykke arbejde i form af hver deres kantede karaktere. Bedst er dog Edward Norton i rollen som en sindssyg method-skuespiller, der bevidst eller ubevidst forsøger at saboterer hele Riggans stykke; mens også Zack Galifianakis som Riggans trofaste ven og advokat er absolut blændende!
Visuelt
Et af de mest applauderede og ikke mindst fremragende egenskaber ved ’Birdman’, er det ret så imponerende faktum, at næsten hele filmens omtrent to timer lange spilletid er optaget på en visuelt betagende og ultra-ambitiøs måde, der på forbavsende vis kan få hele filmens flerdagsvarende handlingsforløb til at ligne ét langt ubrudt kontinuitets-klip, hvori karaktererne i fortællingen kommer og går på perfekt tilpassede tidspunkter, handlingen og dens fokus flyttes fra forskellige destinationer i mere end et tidsrum, karaktererne gennemgår en monumental og dybt personlig udvikling på kun få dage, og sidst men ikke mindst så oplever publikummet hvordan det hele rammer bombarderende sammen i filmens endelige klimaks, når de mange kritikere og alle byens borgere bevidner Riggan Thomson udbrede sit talent, i sit ambitiøse og himmelstræbende Broadway teaterstykke med titlen ”What We Talk About When We Talk About Love”.
Ja, det må nok desværre erkendes, at én lang ubrudt udtalelse som i overstående sætning ikke fungerer nær så godt i sin skrevne stil, som den gjorde det i sin filmiske form. Man må i sandhed bøje sig i støvet, over hvor godt det egentlig er lykkedes instruktør Alejandro González Iñárritu og filmfotograf Emmanuel Lubezki at gennemføre sådan et perfektionistisk eksperiment på så fabelagtig manér. En lang rejse gennem kompliceret og frustrerende forarbejde, opsætning og belysning af scenerne, samt selve optagelserne af alle de langvarige sekvenser, for man til sidst kan sætte det hele sammen i klipperummet og opleve den velfortjente succes udspille sig på lærredet. Teknikken er også endnu et velfungerende element i filmens eksperimenterende univers, og det løfter virkelig den her mørke realisme som foregår bag scenetæppet. Dog føles det lidt som en overanstrengelse at gøre brug af disse komplekse iscenesættelser i sådan et ordinært drama, men hele filmen har trods alt en tendens til at tvangsfodre sit publikum med flere fest og farver end højst nødvendigt… og flot ser det også ud.
Musik og lydbillede
Det egocentrerede og bombastiske soundtrack gør også sit for at udkonkurrere originaliteten der er at finde på filmens andre tekniske områder. Der sigtes ligeledes musikalsk efter den kunstneriske selvstændighed i stil med filmens tema, idet vi som publikum bliver total overtromlet af et ensporet og ustyrligt slagværk af en lydside! Der gøres effektivt brug af kun et enkelt trommesæt til at generere de pludselige og aggressive toner, som ofte i ufuldendt og uanet tilstand vælter hastigt ind over lydbilledet. Dette “enmandsorkester” anvendes på varieret manér gennem filmen, og bruges både til at forudsige fremtidige dramatiske ændringer i handlingsforløbet, samt præsentere os for betydningen af et effektivt soundtrack.
Endnu engang er vi blevet ført om bag kulisserne på det hele, og bliver rent faktisk introduceret til musikkens tilblivelse og udførelse i ret så bogstaveligt forstand. ’Birdman’ vil gerne vise os det hele, både det skjulte og det synlige, om end det stemmer overens med filmmediets uskrevne regler eller ej. Denne fandenivoldskhed er desuden også hvad der hovedsageligt driver hele filmens bredvingede vildskab…