Filmpuls logo
Filmpuls logo

Filmanmeldelse: Blaze

Denne skribent er på ingen måde til country-musik, selvom man da godt kan lide en god gang Johnny Cash. Så hvem Blaze Floey var, ja det vidste man på ingen måde. Men, så er det jo godt at Ethan Hawke (skuespilleren i egen høj person) vil fortælle os, hvem denne person var, i det som er Hawkes sjette film som instruktør, hvis man altså også tæller hans 2 kortfilm med. Sindet var åbent da biografmørket sænkede sig, og man var parat til at blive overrasket.

Historie

Filmen sættes op via et radiointerview til den lokale country musik-station, hvor en hærdet guitar-spiller ved navn Townes van Zandt bliver interviewet. Han er her for at fortælle om et fantastisk musisk talent, som han optrådte sammen med. Navnet var Blaze Foley, en gudsbenådet sanger, poet, dranker og fandens karl. Det er en fortælling med op og nedture (for det meste de nedadgående), om en selvdestruktiv preformer, som havde noget på hjertet.

Det med at blive overrasket, ja det blev denne skribent i den grad. For man må ærligt indrømme, at man intet havde hørt eller kendt til denne film, for det er også en meget smal udgivelse og omtale den har fået. ’Blaze’ er en ret usædvanlig biografisk fortælling, der på ingen måder bruger de samme tricks som denne undergenre normalt bruger. Filmen har tre narrativer, som den skifter i mellem, og man kender udfaldet ret hurtigt på forhånd. Men på intet tidspunkt forvirre fortællingen, eller rammer en forkert narrativ nerve. Det er sat formidabelt op, og Hawkes kontrol med filmen er faktisk fantastisk.

Det er sjovt nok heller ikke en film med det vilde drama og drejninger, selvom Blaze Foleys liv var fyldt med nedture, slagsmål og andet snavs. Nej, dette er en meget dyb personskildring af en mand, der var fyldt med poesi og fortælling om det simple og hårde liv. Det er også plads til en kærlighedshistorie, da Blaze forelsker sig i en jødisk kvinde, og de laver deres eget paradis ude i en skov, hvor de lever i en hytte lavet ud af basale ting. Denne historie er meget rørende, og har meget mere følelse end samtlige romantiske mainstream-film udgivet de sidste 5 år har til sammen. Det er kort sagt en smuk fortælling, der er fyldt til bristepunktet med sjæl og til dels god landevejs humor! Filmen er meget langsom i dens tempo, hvilket for denne skribent var perfekt til at fortælle historien på. På intet tidspunkt følte man sig uengageret eller ville kigge på uret, men det er nok de færreste biografgængere, som vil synes at tempoet er ligeså acceptabelt som mig.

Skuespil

Filmen har små roller, som fyldes af kendte ansigter. Du kan både møde Sam Rockwell, Steve Zahn, Kris Kristofferson og instruktøren selv. Men ellers så spilles de bærende roller af ansigter, som du nok ikke kender. Ben Dickey spiller ’Blaze’ i hans blot anden rolle nogensinde, og for en mand som har så lidt erfaring, der må jeg sige at blive sprængt tilbage i biografsædet. Dickey er formidabel i rollen, og giver akkurat den dybde og sjæl, som den skal have. Alia Shawkat spiller konen til ’Blaze’. Hun spiller rollen med en dejlig lune og troværdighed, og sælger sammen med Dickey idéen om ægte kærlighed, hvis man virkelig skal kører på violinerne. Townes van Zandt spilles af Charlie Sexton, som engang i 80’erne var et musikalsk navn. Sexton spilles ligeledes også fremragende, og ja for at brede kammen helt ud, så er der ingen som spiller ved siden af sig selv.

Visuelt

Steve Cosens er fotograf på filmen. Han har masser af erfaring, men har aldrig arbejdet på store produktioner. ’Blaze’ er også en lille film, med et budget der er mindre en et dansk køkkenbordsdrama. Og ja, filmen er visuelt en tydelig ”indie-film”, men alligevel så er den visuelle side ligeså fyldt med sjæl, som fortællingen. Der bliver ikke leget meget med kameraet eller klipningen, men det behøves der heller ikke. Dette er klart en af de bedste ”slow-burn” film, som denne skribent har set.

Musik og lydbillede

Selvom du ikke er til country musik, så vil jeg bestemt tro, at musikken alligevel vil rører dig. Ben Dickey synger alle sangene selv, og han var også sanger før han hoppede over til skuespil. Sangene er en palet af Blaze Foleys poetiske verden, og efter filmen så kunne man heller ikke nænne sig at søge på nettet efter den rigtige sanger, for at sammenligne. Kan godt afsløre, at Dickey har en bedre stemme end den originale. Men nu prøver Dickey heller ikke at imiterer Blaze’s stemme, men at imiterer hans indre væsen og tanker.

Copyright: NonStop Entertainment