’Den sidste gentleman’ er også den sidste gestus fra én datidens største skuespillergenier, Robert Redford, der skyder med skarp talent, som giver et dejlig genkald fra skuespillerens guldaldertid. Filmen er skrevet og instrueret af David Lowery, som bl.a. også har stået bag kunstfilmen ’A Ghost Story’ og familieeventyret ’Peters Drage’. Men her er ingen spøgelser eller drager i sigte…
Men det er en legende i levende live, der giver en sidste dragende præstation, hvor han med sin tryllebindende charme holder publikum fanget, i hvad man vel kan kalde en frivillig gidseltagning, der minder mest om en hyggelig kaffe-kage-pause. Det er ret vidunderligt og nu skal du høre hvorfor!
Historie
Filmen er baseret på den sande historie om den krimelle udbryder-connaisseur, Forrest Tucker; en gammel gentleman, som dog aldrig blev for gammel til sin profession, der primært bestod af bankrøveri og fængselsflugt, lige til det sidste. ’Den sidste gentleman’ følger de sidste dage i Tuckers utrolige liv, hvor vi er vidne til, præcis hvordan denne overraskende høflige charmør begav sig i en blanding af kriminalitet og kærlighed…
Selvom jeg foretrækker den originale titel, ’The Old Man & the Gun’, så er den dansk-distribuerede titel, ’Den sidste gentleman’, mere end passende for filmens historie, hovedperson og hovedrolleindehaver. Det er en tilbagelænet og letbenet lille fortælling, der trods plottet om tre (ikke)pensionerede ældre herre, bestemt ikke har brug for nogen som helst hjælpemidler til at holde sig selv elegant i bevægelse fra start til slut. Det er en film, der er skræddersyet til fans af manden i det skræddersyede blå jakkesæt, og tilmed et pragteksempel på, at en film sagtens kan køre på charme og stil alene, så længe der er nok af den… og ’Den sidste gentleman’ kunne ærlig talt ikke være rigere på disse værdier.
Filmen fanger uden problemer den her unikke 70’er og 80’er charme, som perfekt afspejler sig i Robert Redfords fantastiske filmografi. Det er som at være tilbage til de gode gamle dage, hvor film som ’Butch Cassidy and the Sundance Kid’ og ’Sidste stik’ viste Redford fra hans bedste side. Især sidstnævnte kunne snildt være en spirituel forgænger til ’Den sidste gentleman’. På mange måder er en film som denne helt perfekt at pensionere på for den garvede skuespiller, fordi den netop indbegreber essensen af, hvordan god, gammeldags filmhåndværk skal se ud, samt hvordan film i dag ikke altid behøver at anstrenge sig til ekstremer for at imponere… nogle gange er det nok bare at charmere.
Skuespil
Filmen handler ganske vist om en mand ved navn Forrest Tucker, men hvis nu skuespillet havde fejlet og Robert Redford måtte røve nogle banker i stedet, så er dette mere eller mindre hvordan jeg kunne forestille mig, det ville se ud. Redford er en charmerende ældre herre, der til stadighed viser sit publikum et indbydende overskud af skuespillertalent, der desuden er dejlig naturligt og nuanceret. Sissy Spacek burde næsten nævnes lige så ofte som sin medspiller, når det kommer til fabelagtige filmroller på sine senere dage. Hun er mindst lige så elskværdig og udstråler en uslukkelig varme, der både giver samspil og modspil perfekt til Redfords karakter.
Danny Glover og Tom Waits, som repræsenterer resten af røver-slænget, er også perfekt castet og deres karakterer er sublimt suppleringsmateriale til Forrest Tucker. Casey Affleck ser også ud til at have det særdeles godt i selskab med de garvede gutter og gutinder fra ”den gamle skole”, alt imens han leverer en tilpas tilbageholdt præstation, der overbeviser uden at overvælde eller overskygge hvem og hvad den her film egentlig handler om.
Det er og bliver Robert Redfords film, men ingen på rollelisten virker unødvendige eller ude af stand til at spille op mod en legende som Redford. Det er alle velpudsede, velplejede og respektfulde præstationer, der virkelig falder i ånd med filmen og næsten fungerer som en direkte hyldest til dét at være skuespiller.
Visuelt
Skudt på ægte filmnegativ, i den mere grynede og gammeldags variant ”Super 16” film, får man for alvor følelsen af, at man ser et værk, som er optaget i den periode, som filmen finder sted. ’Den sidste gentleman’ er en film på en mindre skala og den visuelle stil falder perfekt sammen med filmens formål om at tage publikum tilbage til en filmisk tid som ikke findes længere…
Desuden er alt fra klipning til kameraindstillinger i perfekt symmetri med filmens hovedperson – en rolig og behagelig affære, der dog ikke tøver med at være rap i replikken eller give et glimt i øjet med på farten. Det er simpelt men særdeles vellykket.
Musik og lydbillede
Musikken til filmen er jazzet men også let triumferende og besidder en taktisk præcision, der passer fabelagtigt til Forrest Tuckers nøje planlagte røverier, hvor hvert et træk er planlagt men ingen af smilene pålagt. Det hele føles naturligt og holder sig i live, uden besvær, hele vejen igennem, som evig lysende gløder fra en varm pejs. Musikken ligger sig som et tæppe over sit publikum og det er svært ikke at føle sig både godt tilpas og tilpas underholdt fra start til slut, netop fordi musikken er så vigtigt et element i filmen. Den sætter helt bogstavligt takt og tone for alle løjerne.
Copyright: Scanbox