Fjerde film i rækken om Afdeling Q, kan nu ses i de danske biografer og filmen er, hvad castet angår, igen spækket med cremen indenfor dansk skuespil. Instruktør Christoffer Boe (’Spies og Glistrup’) og hovedmanuskriptforfatter Nikolaj Arcel (’En kongelig affære’) har stået i spidsen for indspilningerne af den sidste film, i rækken af Jussi Adler-Olsens bestseller bøger.
Historie
En gruppe håndværkere gør en uhyggelig opdagelse i en ældre københavnsk lejlighed – bag en falsk mur i lejligheden, finder de tre mumificerede lig siddende omkring et spisebord. I Afdeling Q bliver kriminalkommissær Carl Mørck og hans assistent Assad sat på sagen og jagten på lejlighedens beboer sættes ind. De to finder spor som leder dem til den berygtede kvindeanstalt på Sprogø, hvor misrøgt og lægelige forsøg med tvangssterilisering, var en fast del af hverdagen for de anbragte, såkaldt utugtige kvinder tilbage i 60’erne.
For første gang havde jeg faktisk ikke læst bogen inden jeg så filmen og det var derfor en lidt anden oplevelse at sidde i biografmørket, uden at ane hvad der skulle ske for Carl og Assad. Min personlige favorit i serien om Afdeling Q, er og bliver ’Fasandræberne’ og sådan er det stadig. Dette på trods af ’Journal 64’ historie, som klart er den der har ramt mig allermest personligt og direkte i maven. Dette kan jo skyldes at jeg er kvinde og til dels kan forestille mig hvilket overgreb det må være at blive tvangssteriliseret – det var rent ud sagt en meget voldsom oplevelse at være vidne til. På dette punkt rummer filmen faktisk flere meget vigtige og nutidige emner, herunder blandt andet kvindefrigørelse. Oh yes, jeg er feminist med stort F og selvom vi er nået langt venner, så har vi stadig laaaang vej endnu, når vi taler om ligestilling og kampen imod patriarkatet! Og tro nu ikke at jeg kun taler om ligestilling mellem kønnene, jeg taler også om ligestilling imellem racerne, et emne som denne film i den grad også behandler på meget uhyggelig vis. Vi kan vist alle sammen blive enige om at ekstremisme er et kæmpe problem og det er lige meget hvilken form den kommer i! I ’Journal 64’ sættes der fokus på hvor giftig højreekstremismens tanker om etnisk udrensning er og det synes jeg er en meget vigtig vinkel. Jeg synes nemlig der i Vesten ofte fokuseres mest på islamisk ekstremisme og til tider synes vi helt at glemme hvad der kan foregå i vores egne baghaver. Disse forholdsvist tunge emner er hårde at være vidne til. Den meget fjendske indstilling til verden passer enormt godt ind i Afdeling Q universet, som i forvejen er enormt støvet og mørkt, jamen nærmest depressivt.
Skuespil
Hvor filmen er enormt effektfuld i sin historie, halter den til tider i sin dialog og enkelte scener virker en anelse opstillede. Jeg har lidt på fornemmelsen af at det er det klassiske ”vi koger en hel bog ned til en to timers film” problem, som kan mærkes på filmens tempo, der enkelte steder går lige lovligt hurtigt. Dette bevirker selvfølgelig at dialogen ofte er sammensat i et ret info betonet perspektiv og dette bevirker igen at replikføringen kan synes en smule kunstig. Det kan være svært som skuespiller at knytte sig til en replik, hvis ikke den er bundet op på andet end info (som har til hensigt at oplyse tilskueren) og det synes jeg desværre sker i denne film. Jeg ville dog heller ikke ønske at filmen var længere, men det bevirker blot at skuespillerne ikke altid synes at kunne følge med filmens tempo, jeg synes ellers de gør et reelt forsøg!
Ros skal der dog lyde til en stor del af skuespillerne, hvis arbejde er interessant at kigge på. Først og fremmest er Nikolaj Lie Kaas jo bare Karl Mørck, der er ikke så meget at komme efter der, men jeg synes særligt at Fares Fares og Johanne Louise Schmidts samarbejde er skønt, de er filmens komiske og finurlige sidekick og de er et dejligt frisk pust, ind imellem alt det mørke. Samtidig er jeg meget glad for Elliot Crosset Hove og Anders Hove, som spiller den samme rolle i en yngre og ældre udgave. De arbejder begge meget intenst med deres karakter og kryber uhyggeligt stille ind under huden på karaktererne omkring sig.
Visuelt
’Journal 64’ er i sit visuelle udtryk bygget op præcist som de andre film i serien. Den er mørk, støvet og i denne udgave iklædt et fint vinterdække af sne. Der er mange smukke billeder af både København og Sprogø, og da historien som altid er bygget op i spændet mellem fortid og nutid, så spilles der i denne film meget på den teknologiske udvikling, som har fundet sted hen over de sidste 50 år.
Der er dog et lille men, og det er ikke fordi det fylder så forfærdeligt meget i selve filmens visuelle udtryk, men jeg synes det skal nævnes for det irriterede mit øje. I en af scenerne er Birthe Neumanns karakter lokaliseret i Spanien, eller det skal vi i hvert fald tro, problemet er bare at det er tydeligt at hun er placeret direkte foran en green screen, der vinkelret slet ikke passer med den måde som Neumann står på. Det er ret sjusket lavet og personligt var jeg bare slet ikke i tvivl om at hun stod i et studie, det er sku lidt kikset af en film med et budget på 38 millioner kroner!
Musik og lydbillede
Scoren er spændingsfyldt og opfylder alle kriterierne for en lydside til en rigtig thriller. Til tider lyder musikken næsten som dråber af vand der prikker og stikker, og bølger der skyller og skvulper ind over skuespillernes dialog. Musikken fremhæver på denne måde hvordan pigerne må have haft det, tilbage i 60’erne, da de var fanget på Sprogø omgivet af vand, uden mulighed for at komme væk. Dette musiske træk tilfører filmen en nærmest klaustrofobisk spænding.