Filmatiseringer af Nick Hornbys romaner er, ifølge mig, fantastiske. Fra ‘About a Boy’ til ‘ A Long Way Down’. Man er altid sikker på at få leveret en sjov og unik historie. ‘Juliet, Naked’ er bestemt ikke en undtagelse. Filmen har Rose Byrne, Ethan Hawke og Chris O’ Dowd i hovedrollerne og sammen kreerer de en hyggelig sød historie om at finde sig selv og råde bod på fortiden.
Historie
Annie er en engelsk kvinde, der er godt træt af sit liv. Hun føler, at hun hele tiden bøjer sig for andre og aldrig gør, hvad hun selv vil. Hun bor i den lille by Sandcliff i England, hvor der ikke sker så meget. Hendes partner Duncan gennem 15 år går hende på nerverne på grund af hans hobby, nærmere besættelse af indiemusikeren Tucker Crowe. Duncan driver en fanside for Crowe, hvor han bruger næsten al sin tid på at chatte med andre fans. Han prøver desperat at opklare hvorfor Crowe på mystisk vis aflyste en koncert midt i det hele for 25 år siden, og siden da aldrig har udgivet musik igen. Da Annie skriver en negativ anmeldelse om Crowes album ‘ Juliet, naked’ skriver Crowe til hende, og de begynder at skrive sammen uden, at Duncan ved det.
Jeg må ærligt talt indrømme, at jeg var lidt skepsisk, da jeg læse titlen på filmen. ‘Juliet, Naked’ lyder en smule skummelt, nærmest som en dårlig pornofilm. Dog så jeg heldigvis filmplakaten og traileren og fik bekræftet, at det bare var en sjov komedie. Som jeg nævnte tidligere, så er Hornbys historier altid unikke, og det er denne her bestemt også. Jeg har aldrig set en film om en voksen mand, der er ligeså besat af en musiker som en teenager er af Justin Bieber. Han er definitionen på en fanman. Det var simpelthen så sjovt at se, og meget forfriskende at det var manden i forholdet, der fangirler og ikke kvinden.
‘Juliet, Naked’ er en fortælling om både at være fan af en musiker men også om at være musikeren, der forsvandt fra spotlightet. Den viser meget godt, hvordan man føler, man kender en kendt person. Alt fokus er ikke på Duncan og hans idolisering af Crowe, men også på Crowe selv og hans liv efter berømmelsen. Publikum ser, hvordan alle Crowes dumme handlinger som han foretog tidligt i sin karriere har indflydelse på hans liv nu. Og det er der, at filmen bliver rigtig interessant. Den portrætterer bagsiden af Rock’n Roll-medaljen rigtig fint, og man føler med Crowe, selvom han ikke ligefrem er “årets-far”. Filmen er dog ikke så seriøs, som jeg får den til at lyde. Der er mange fine øjeblikke, hvor især karakteren Annie roder sig ud i nogle dumme situationer. Den er sjov men ikke ligefrem ‘falde-ned-af-biografsædet-af-grin”-sjov, hvilket ifølge mig passer filmen helt fint. Det, der gør at filmens historie ikke er helt i top er ikke mangel på kreativitet, men nærmere mangel på tempo. Der er øjeblikke, hvor der sker lidt for lidt. Den er ikke action præget, hvilket den heller ikke bør være, men der kunne godt ske lidt mere.
Skuespil
Jeg vil bare for evigt være vild med Ethan Hawke, og jeg kan med glæde fortælle, at han stadig er skøn i denne film. Rollen som pensioneret musiker klæder ham. Han har virkelig looket til rollen. Jeg tror også, at det er netop det, som bærer ham igennem filmen. Hans skuespil er helt fint, og man får uden tvivl sympati med hans karakter, men han mangler lidt passion. Replikkerne kommer ud af hans mund lidt udtryksløse, og det virker som om, at han nogen gange bare læser op. Helt klart ikke den bedste præstation han har leveret, men den holder, og de andre skuespillere trækker ham op.
Rose Byrne er derimod et skønt pust, der gør hendes karakter sjov og livlig. Egentlig er hendes karakter ret kedelig og uinteressant, men hendes måde at præstere på, gør karakteren interessant og sjov. Hendes skønne britiske accent og fantastisk ansigtsmimik er spot on. Hendes kemi med Hawke er god, og hun får det til at fungere med alle. Byrne er helt klart en, som man skal holde øje med i fremtiden.
Chris O’Dowd gør et skønt arbejde som fanman. Han har mest skærmtid i den første del af filmen, hvor han også gøre et glimrende stykke arbejde. Han er meget overbevisende. Derudover er der Tucker’s søn Jackson Crowe, spillet af Azhy Robertson. Den lille gut er noget så charmerende og er helt klart med til at gøre Tucker karakteren mere elskværdig.
Visuelt
‘Juliet, Naked’ foregår primært i England og er også udelukkende filmet der. Historien udspiller sig i en engelsk by ved navn Sandcliff, en fiktiv by. Byen er lille, og alle kender alle. Den er traditionelt britisk med dens små huse og arkitektur. Da filmen også er filmet i en lille by i England, virker selve settingen meget troværdig. Derudover kan jeg godt lide, at historien ikke foregår i en storby som de fleste andre film. Det er en hyggelig by, der helt klart stedfæster at filmen foregår i England. Det er en fryd for øjet at se på.
Der har helt klart ligget en del arbejde i, at få klippet og klistret Ethan Hawkes ansigt på utallige plakater og albums, som Duncan har hængende i huset. Det er som et flashback tilbage til Hawkes unge dage. De rammer den helt rigtige indiestil med hensyn til designet. Det er gjort fint uden, at det ser for photoshoppet ud.
Musik og lydbillede
Størstedelen af musikken som der spilles i filmen, er musik, som det skal forestille, at Tucker Crowe har skrevet. Da han er en indiemusiker, er det meget indiemusik, der bliver spillet. Producenterne har helt klart ramt den rigtige stemning, og der er nogle fine sange i blandt. Teksterne er gode og lyder som noget, der godt kunne have spillet i radioen for 25 år siden. Ethan Hawke synger selv sangene, og hans stemme er fin. Ikke pragende men heller ikke forfærdelig. Man når kun at høre få sekunder af de fleste af sangene. Men alt i alt er det troværdigt og tilføjer det ekstra til Crowe karakteren.