Filmanmeldelse: Kursk

Ubådsfilm er klart en undergenre, som denne skribent elsker, og som har budt på nogle af de mest spændende øjeblikke på det store lærred. Derfor er det spændende, om den danske instruktør Thomas Vinterberg kan komme med sine egne spændende input.

Historie

Dette er historien om den russiske ubåd K-141 (bedre kendt som Kursk), der tilbage i år 2000 sprang inde fra. Årsagen var en ustabil torpedo, som dræbte 118 besætningsmedlemmer med det samme, og tvang de resterende par tyve overlevende bagerst i ubåden. Her kæmper de desperat for at overleve, men håber samtidigt også, at hjælpen er på vej. Imens kæmper deres familier hjemme i moder Rusland, for at der fra militæret og regeringen af bliver handlet. Men i stedet folder der sig et mini-koldkrigspolitisk-spil ud, der forsinker redningsopgaven.

Historien om denne ubådskatastrofe kan jeg nærmest tydelig huske. Det var noget som fyldte nyhederne dagligt, og der er ingen tvivl om, hvor tragisk denne historie er, selvom meget er dramatiseret. Og set på papiret, er der alt mulig god grund til at tro, at ‘Kursk’ ville være en dramatisk, personlig og spændende film. Især når man har Vinterberg ved periskopet, Luc Besson (‘Leon’ og ‘Det Femte Element) som producer, og manusforfatteren til ‘Saving Private Ryan’ med på produktionen

Og med hele tre handlingsforløb som kører samtidigt, der dækker de overlevende nede i ubåden, familiedramaet og det storpolitiske spil, så er der i den grad en god portion potentiale til noget interessant. Men, desværre så bliver det interessante kun ved tanken! For på handlingsfronten, når man aldrig spændende højder. Nej, i stedet så kommer vi aldrig følelsesmæssigt op på det niveau, som filmen gerne skulle tage os. Filmen synes for ubalanceret og savner i den grad ordentlig dybde. Javidst, så er der nogle nervepirrende sekvenser og klaustrofobiske øjeblikke, som vi kender fra de bedste ubåds- og spændingsfilm. Men, siden dette er bygget på virkelige begivenheder, så sættes der andre standarder.

Skuespillet

‘Kursk’ har en perlerække af fremragende europæiske skuespiller. Og på denne front har jeg ikke de store klager, selvom det er meget underligt, at der på forhånd ikke er blevet aftalt om hvilket accent man taler med i filmen. For samtlige “russere” har et sammensurium af tyske, britiske og skandinaviske accenter, hvilket sætter en som tilskuer lidt ud af kurs. Desværre så hiver manuskriptet skuespillerne ned med dens ubalance og et persongalleri, som ærlig talt er alt for stor.

Visuelt

Den visuelle front er klart højdepunktet. Den dansk-britiske fotograf og Oscarvinder (for ‘Slumdog Millionaire’) Anthony Dod Mantle , har leveret en smuk billedside, der også er med til at skabe den personlige føling overfor karaktererne, som manus ikke giver. De visuelle effekter er næsten på højde med Hollywood, og især eksplosionen i starten af filmen, hvor katastrofen indtræder er meget imponerende.

Musik og lydbillede

Den yderst talentfulde Alexander Desplat, som har lavet musik til utallige af film, er manden bag tonerne hér. Hans musik løfter filmen en smule, og giver en russisk stemning med hans såkaldte “theme”, der oser af kold krig. Lydbilledet er ganske udmærket, uden at være prangende. 

Copyright: UIP